Bog: Finansieringsret
928,00 kr. 1.160,00 kr. inkl. moms

Finansieringsret, 3. udgave

Bogen handler om de juridiske aspekter af kapitalselskabers finansiering og er den første samlede fremstilling i dansk ret af reglerne om egen- og fremmedfinansiering. De enkelte emner, der behandles i bogen, er i betydeligt omfang inspireret af praktisk relevante forhold.

Bogen behandler blandt andet følgende emner:

  • Ledelsens pligter, herunder pligten til at sikre et forsvarligt kapitalberedskab og til at varetage selskabets interesse
  • Valg af finansieringsform
  • Udbud til offentligheden
  • Selvfinansiering, herunder udbytte efter overtagelse/debt push down, refinansiering af målselskabets gæld efter overtagelse, målselskabets tilbagetræden for akkvisitionsgæld og koncernlån
  • Udstedelse af kapitalandele
  • Udstedelse af konvertible gældsbreve
  • Tilskud
  • Optagelse af banklån, herunder bilaterale lån, klublån og syndikerede lån
  • Udstedelse af erhvervsobligationer
  • Optagelse af koncerninterne lån, herunder deltagelse i cash pool-ordninger
  • Optagelse af efterstillede lån, herunder juniorlån og ansvarlige lån
  • Kaution og sikkerhedsstillelse for lån, herunder strukturering af sikkerhedspakker, selskabsretlige begrænsninger og pant stillet til fordel for en repræsentant for de til enhver tid værende panthavere
  • Interkreditoraftaler
  • Legal opinions.

Bogens indhold er ajourført pr. 9. august 2021.
 

Nyt i 3. udgave

Forfatteren har foretaget en generel gennemskrivning af store dele af bogen og detaljeringsgraden er på nogle områder udvidet. Bogen er tillige opdateret som følge af den seneste markedsudvikling, bl.a. om grønne løn samt transitionen væk fra IBOR-referencesatserne.

Målgruppe

Bogen kan anvendes af jurister i den finansielle sektor, praktiserende advokater og advokatfuldmægtige samt studerende, der ønsker en indføring i finansieringsretten.

Om forfatteren

Henrik Kure er advokat hos Poul Schmith/Kammeradvokaten med speciale i bank- og finansieringsret. Han er cand.jur. fra Københavns Universitet (2006) og LLM fra London School of Economics and Political Science (2010) i banking law and financial regulation. Han har skrevet flere artikler til juridiske tidsskrifter om bank- og finansieringsretlige emner og juridiske kompendier inden for bl.a. erhvervsret, skatteret, EU-ret og forvaltningsret.

 ----------------------------------------------------------------------------------------------

Bogens Indhold

1 - Indledning

Almindelig del
2 - Finansiering i kapitalselskabsform
3 - Ledelsens pligter
4 - Valg af finansieringsform
5 - Udbud til offentligheden
6 - Selvfinansiering

Egenfinansiering del
7 - Indledning til egenfinansiering
8 - Udstedelse af kapitalandele
9 - Udstedelse af konvertibelt gældsbrev
10 - Tilskud

Fremmedfinansiering del
11 - Indledning til fremmedfinansiering
12 - Optagelse af banklån
13 - Udstedelse af erhvervsobligationer
14 - Optagelse af koncerninternt lån
15 - Optagelse af efterstillet lån
16 - Kaution og sikkerhedsstillelse for lån
17 - Interkreditoraftaler
18 - Legal opinions

-----------------------------------------------------------------------------------------------

Uddrag fra Bogen

2 Finansiering i kapitalselskabsform

2.1 Indledning

Formålet med dette kapitel er at lægge et fundament for fremstillingen ved at behandle de forhold, der ud fra et juridisk synspunkt gør kapitalselskabsformen særligt velegnet til kapitalfremskaffelse. For det første er selskabet en selvstændig juridisk person, for det andet gælder der begrænset hæftelse for kapitalejerne. Det betyder, at selskabet ikke hæfter for kapitalejernes forpligtelser, lige så lidt som kapitalejerne hæfter for selskabets forpligtelser.
 Begge forhold kunne synes trivielle, da der er tale om grundlæggende selskabsretlige karakteristika, som formentlig ofte tages for givet. Når det alligevel skønnes hensigtsmæssigt at behandle disse to forhold nærmere i et indledende kapitel skyldes det, at forholdene har særlig relevans og betydning i en finansieringsretlig kontekst, og flere steder i den følgende fremstilling trækkes tråde tilbage til de her nævnte forhold.


Til illustration af fordelene ved finansiering i kapitalselskabsform var et af formålene med en ændring af landbrugsloven, jf. lov nr. 43/2010, netop at styrke dansk landbrugs muligheder for at tiltrække kapital. Dette søgtes opnået ved en lempelse af det tidligere gældende krav om, at landbrugsejendomme skulle ejes personligt, således at landbrugsbedrifter i højere grad har mulighed for at organisere sig i selskabsform eller erhverve landbrugsejendomme via et selskab, og dermed tiltrække kapital fra f.eks. private investorer, pensionskasser mv. Om baggrunden for lovændringen hedder det i pkt. 2.2 i de almindelige bemærkninger bl.a. følgende:
 »Dansk landbrug har traditionelt været drevet i selveje, og selvejet har hidtil nydt en særlig beskyttelse i landbrugsloven. Denne beskyttelse indebærer meget snævre grænser for, hvilken personkreds der kan investere i landbrugsbedrifter [...].   Landbruget har som erhvervsgren dermed ikke adgang til anden egenkapital end ejerkredsens personlige opsparing, herunder den eventuelle friværdi i ejendommene, bortset fra kapital fra pensions- og livsforsikringsselskaber. Konsekvensen af selvejet er imidlertid samtidig, at det enkelte landbrug tømmes for kapital ved hvert generationsskifte, hvorfor den nye ejer, i det omfang denne ikke selv råder over tilstrækkelig kapital, er nødsaget til at finansiere købet gennem en belåning af ejendommen. 
 Henset til, at de store produktionsejendomme sælges til beløb mellem 30 og 100 mio. kr. indebærer dette, at de nyetablerede unge landmænd allerede fra starten belastes med meget betydelige renteudgifter. [...]
 I en situation, hvor stigningen i ejendomspriserne synes at være standset, medfører dette dels, at en række igangværende landbrug vil have vanskeligt ved at rejse tilstrækkelig investeringskapital til de løbende reinvesteringer i produktionsapparatet, herunder også investeringer i forbedret miljøteknologi, dels at de kommende generationsskifter vil blive overordentligt svære at finansiere. [...]   Det er derfor afgørende, at der i den nuværende økonomiske situation sker en udvidelse af adgangen til, at ikke-landmænd kan investere midler i landbrug, således at landbrugssektoren får mulighed for at få tilført langsigtet kapital fra andre finansieringskilder end den traditionelle lånefinansiering.«

I mange tilfælde regulerer lovgivningen aktie- og anpartsselskaber ens. Udover de forskelle, som følger af selskabsloven, er der ikke nødvendigvis store forskelle mellem aktie- og anpartsselskaber fra et praktisk perspektiv. Ofte fremhæves aktieselskaber som store selskaber med mange, passive ejere, mens anpartsselskaber er karakteriserede ved at være mindre selskaber med få ejere, som til gengæld deltager aktivt i selskabets ledelse og drift. Det behøver dog langt fra altid at forholde sig sådan. Selskabsretligt er der f.eks. intet til hinder for at stifte et aktieselskab med blot en enkelt eller få ejere, som aktivt deltager i selskabets drift. Når det alligevel ofte forholder sig som ovenfor nævnt, hænger det sammen med, at reglerne i et vist omfang er designet med disse typetilfælde for øje. De mere fleksible regler for anpartsselskaber vil derfor normalt tiltale mindre virksomheder, mens større virksomheder vælger aktieselskabsformen, bl.a. på grund af de udvidede finansieringsmuligheder og den prestige, der er knyttet til denne selskabsform.
 I finansieringsretligt perspektiv er den vigtigste forskel på aktie- og anpartsselskaber, at et anpartsselskab ikke må udbyde sine anparter til offentligheden, jf. selskabslovens § 1, stk. 3. Forbuddet er begrundet i, at anpartsselskaber ifølge lovgivers udgangspunkt er selskaber med en lukket og kendt ejerkreds. Forbuddet fører til en væsentlig begrænsning i anpartsselskabers finansieringsmuligheder, eftersom anpartsselskaber ikke kan tiltrække kapital ved at udbyde anparter til »offentligheden«. Selskabslovens § 1, stk. 3, er ikke til hinder for, at et anpartsselskab udbyder obligationer til offentligheden. I praksis er det dog alene store selskaber, som udsteder obligationer, og disse er så godt som altid organiseret som aktieselskaber. En vigtig følge heraf er også, at et anpartsselskab ikke kan lade sine anparter optage til handel på et reguleret marked. Fordelene herved er med andre ord ikke umiddelbart tilgængelige for anpartsselskaber, der således må lade sig omdanne til et aktieselskab i henhold til selskabslovens bestemmelser herom for at få adgang til kapital fra disse kilder.