Bog: Erhvervsvirksomhedsloven med kommentarer
792,00 kr. 990,00 kr. inkl. moms
Bemærk: Online bøger sælges kun til virksomheder

OBS: En online bog kan kun købes i abonnement til Karnov Online, og onlineabonnementet løber indtil du opsiger det skriftligt. Det første år af onlineabonnementet er prisen den samme som den trykte udgave. Herefter er prisen i løbende abonnement kun 25 % af første års pris. Læs mere om onlinebøger her.

Erhvervsvirksomhedsloven med kommentarer udkommer som et praktisk opslagsværk til rådgivere, der arbejder med selskabsret

Lovkommentaren tilsiger at være et praktisk redskab i arbejdet med at anvende og formidle erhvervsvirksomhedslovens regelsæt og give indsigt i den administrative praksis i den forbindelse. Bogen inddrager relevant praksis fra Erhvervsstyrelsen, Erhvervsankenævnet og domstolene.


Målgruppe

Bogen henvender sig til advokater, revisorer, øvrige rådgivere, virksomhedsjurister og andre, der beskæftiger sig med selskabsret. 

 

Om forfatterne

Gro Rosenmai-Sarka har arbejdet med selskabsret i Erhvervsstyrelsen i 8 år, og underviser i selskabsret på KU.

Søren Corfixsen Whitt er kontorchef i Erhvervsstyrelsen. Søren har været ansat i Erhvervsstyrelsen i 12 år, og han har i den periode arbejdet indgående med selskabsret. Søren har ansvaret for bl.a. udarbejdelse af ny selskabsretlig lovgivning samt styrelsens administration heraf.

 

-----------------------------------------------------------------------------------------------

 

Indholdsfortegnelse

Forord 

Lovbekendtgørelse nr. 249 af 1. februar 2021 om visse erhvervsdrivende virksomheder 

Kapitel 1.         Anvendelsesområde og definitioner (§§ 1-5) 
Kapitel 1 a.      Kommunikation (§§ 5 a-5 c) 
Kapitel 2.         Virksomhedens navn og prokura (§§ 6-7) 
Kapitel 3.         Retsevneregistrering (§§ 8-9) 
Kapitel 4.         Registrering, offentliggørelse, opbevaring af virksomhedsdokumenter, ejerregister, frister og kontrol (§§ 10-17 i) 
Kapitel 5.         Ledelsens og revisors pligter (§§ 18-19) 
Kapitel 5 a.      Tilsyn med omdannede tidligere finansielle virksomheder (§§ 19 a- 19 g)
Kapitel 6.         Opløsning eller sletning af virksomheder (§§ 20-21) 
Kapitel 6 a.      Fusion og spaltning (§§ 21 a-21 b) 
Kapitel 6 b.      Grænseoverskridende fusion og spaltning (§§ 21 c-21 d) 
Kapitel 7.         Straffebestemmelser m.m. (§§ 22- 23) 
Kapitel 7 a.      Klageadgang (§§ 23a- 23b) 
Kapitel 8.         Ikrafttrædelsesbestemmelser m.v. (§§ 24-29) 

Litteraturliste 

Domsregister 

Stikordsregister 

 

-----------------------------------------------------------------------------------------------

 

Uddrag af bogen

 

Kapitel 1: Anvendelsesområde og definitioner

§ 1 [1] Loven finder anvendelse på virksomheder, der har til formål at fremme virksomhedens deltageres økonomiske interesser gennem erhvervsdrift. [2]
    Stk. 2. Ved virksomheder forstås i denne lov enkeltmandsvirksomheder, interessentskaber, kommanditselskaber, andelsselskaber (andelsforeninger) samt andre selskaber og foreninger med begrænset ansvar, som ikke er omfattet af selskabsloven, lov om erhvervsdrivende fonde eller §§ 133-154 i lov om forvaltere af alternative
investeringsfonde m.v. [3] Filialer af tilsvarende udenlandske virksomheder er tillige omfattet af loven. [4]
    Stk. 3. Selskaber med begrænset ansvar, jf. § 3, kan alene stiftes frem til den 1. januar 2014 i medfør af denne lov. Herefter kan selskaber med begrænset ansvar ikke stiftes og registreres i medfør af denne lov. [5]
    Stk. 4. En virksomhed anses efter denne lov for at udøve erhvervsdrift, hvis den

  1. overdrager varer eller immaterielle rettigheder, erlægger tjenesteydelser eller lignende, for hvilke virksomheden normalt modtager vederlag, eller
  2. udøver virksomhed med salg eller udlejning af fast ejendom eller
  3. har den i selskabslovens §§ 6 og 7 anførte forbindelse med et aktie- eller anpartsselskab eller med en anden virksomhed, der udøver den i nr. 1 eller 2 nævnte erhvervsdrift, eller
  4. udøver en bestemmende indflydelse over en anden virksomhed i henhold til vedtægt eller aftale og har en betydelig andel i dens driftsresultat uden at have den i nr. 3 anførte forbindelse med den anden virksomhed. [6]

 

Lovgrundlag
Lov nr. 123 af 18. februar 1994
Lov nr. 516 af 12. juni 2009
Lov nr. 598 af 12. juni 2013
Lov nr. 616 af 12. juni 2013

 

Kommentar

1. Erhvervsvirksomhedslovens § 1, vedrørende lovens anvendelsesområde, har eksisteret siden loven erstattede firmaloven i 1994.
    Bestemmelsens stk. 1, er ikke ændret siden den blev indført i 1994.
I 2009 blev bestemmelsens stk. 2 og 4 ændret, som følge af indførelsen af selskabsloven, og de daværende henvisninger til aktie- og anpartsselskabslovene
blev dermed ændret. Bestemmelsens stk. 2 blev tillige ændret i 2013, som følge af indførelsen af lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., hvorefter virksomheder alene kan være omfattet af erhvervsvirksomhedsloven, i det omfang de ikke er omfattet af lov om forvaltere af alternative investeringsfonde. I 2013 blev der også lavet en lovændring, hvorefter det ikke længere er muligt at stifte selskaber
med begrænset ansvar, og stk. 3 blev derfor indsat i bestemmelsen, og det
daværende stk. 3 blev rykket til stk. 4.
    Anvendelsesområdet begrænses i bestemmelsens stk. 1, til virksomheder, som har til formål at fremme virksomhedens deltageres økonomiske interesser gennem erhvervsdrift. Begrebet ”virksomheder” defineres i stk. 2, mens ”erhvervsdrift” defineres i stk. 4. Ved bestemmelsens stk. 3, afskæres muligheden for at stifte nye selskaber med begrænset ansvar.
    Lovens § 1 om anvendelsesområdet, skal ses i sammenhæng med de øvrige bestemmelser i kapitel 1, herunder især lovens § 1a, stk. 1, hvorefter loven tillige finder anvendelse på tidligere omdannede finansielle virksomheder, lovens § 2, stk. 3, som indeholder en begrænsning af, hvilke bestemmelser der finder anvendelse for enkeltmandsvirksomheder, interessentskaber og kommanditselskaber, samt registreringspligt for visse interessentskaber og kommanditselskaber, og lovens § 5, hvorefter visse virksomheder undtages fra loven.

2. Bestemmelsens stk. 1 fastsætter, at loven finder anvendelse på virksomheder, der har til formål at fremme virksomhedens deltageres økonomiske interesser gennem erhvervsdrift.
    Der er således to betingelser der skal være opfyldt for, at loven finder anvendelse for en virksomhed, dels skal virksomheden udøve erhvervsdrift, og dels skal denne erhvervsdrift have til formål at fremme deltagernes økonomiske interesser.
    Hvis en virksomhed alene opfylder den ene af de to betingelser, er den således ikke omfattet af loven.
    Begrebet erhvervsdrift er defineret i bestemmelsens stk. 4, se hertil note 6 nedenfor.
    Betingelsen om, at virksomheden skal udøves med det formål at fremme deltagernes økonomiske interesser adskiller sig fra de øvrige lovgivninger på området. Der findes hverken tilsvarende bestemmelser i erhvervsfondsloven eller i selskabsloven, som dog tidligere indeholdt en tilsvarende afgrænsning i aktieselskabsloven af 1930, som i 1973 blev erstattet af en undtagelsesbestemmelse for almennyttige aktieselskaber, og som herefter blev ophævet i 1984. Det er således nu uden betydning for anvendelsesområdet i selskabsloven, hvad overskuddet anvendes til. Dermed er det alene i erhvervsvirksomhedsloven, at denne sondring forsat har betydning.
    Formålet med begrænsningen i anvendelsesområdet, hvorefter det alene er virksomheder, der søger at fremme deltagernes økonomiske interesser, er at afgrænse disse overfor ideelle sammenslutninger, som man ikke ønskede omfattet af loven, jf. bemærkningerne til § 1 i forslaget til erhvervsvirksomhedsloven fra 1994.
    Afgrænsningen overfor ideelle sammenslutninger svarede ved indførelsen af erhvervsvirksomhedsloven til afgrænsningen i den dagældende svenske lov om økonomiske foreninger.
    Bemærkningerne til bestemmelsen ved indførelsen i 1994, indeholdt eksempler på ideelle virksomheder, som ikke omfattes af loven, herunder foreninger med et socialt, politisk, kulturelt eller humanitært formål, som fx idrætsklubber, fagforeninger, humanitære organisationer, visse brancheforeninger, partiforeninger, spejderklubber og kunst- eller teaterforeninger, idet disse ikke har til formål at fremme deltagernes økonomiske interesser.
    Ved vurderingen af, om virksomheden har til formål at fremme deltagernes
økonomiske interesser, skal der både tages stilling til virksomhedens vedtægter, og de faktiske forhold under hvilke virksomheden udøver sin erhvervsdrift.
    Efter bemærkningerne til bestemmelsen ved indførelsen i 1994, kan virksomhedsdeltagernes økonomiske interesser blandt andet fremmes ved økonomiske fordele som overskudsdeling, udlodning ved opløsning, bonusser, rabatter osv.
    Vedtægternes bestemmelser om formål, overskudsanvendelse, udlodning ved opløsning, vil således kunne være af betydning for vurderingen.
    Udover virksomhedens vedtægter kan også virksomhedens årsregnskab være af betydning, idet dette kan påvise de faktiske aktiviteter i virksomheden.
    Der kan ligeledes lægges vægt på redegørelser fra virksomheden om den faktiske fremme af deltagernes økonomiske interesser.
    Såfremt virksomhedens vedtægter ikke påviser, at virksomhedens medlemmers økonomiske interesser søges fremmet, skal virksomheden kunne godtgøre dette på anden vis, og registrering vil blive afvist, såfremt dette ikke kan godtgøres. Se hertil Erhvervsankenævnets kendelse af 6. august 2015 (J.nr. 2015-1317), hvor ankenævnet stadfæstede Erhvervsstyrelsens afgørelse om at nægte registrering af en forening med begrænset ansvar, blandt andet fordi foreningen ikke kunne forklare, hvordan
medlemmernes økonomiske interesser blev fremmet.
    Fremme af deltagernes økonomiske interesser kan både ske direkte gennem fx udbyttebetalinger, eller indirekte ved fx stordriftsfordele eller lignende.
    Om der er tale om fremme af deltagernes økonomiske interesser er en konkret vurdering i den enkelte sag, hvor der kan tillægges flere forhold betydning.
    Erhvervsstyrelsen har i flere sager lagt vægt på, om der var direkte fremme af deltagernes økonomiske interesser.
    Erhvervsstyrelsen har fx i Erhvervsankenævnets kendelse af 16. marts 2000 (J.nr. 98-176.802) ved vurderingen af, om en forening havde til formål at fremme medlemmernes økonomiske interesser lagt vægt på, at det var fastsat i vedtægterne, at et eventuelt overskud efter betaling af alle passiver fordeles blandt foreningens på opløsningstidspunktet værende medlemmer.
    Fremme af deltagernes økonomiske interesser kan også ske gennem bonusser, rabatordninger og lignende.
    Dette var eksempelvis tilfældet i den såkaldte FDM-sag, U.2003.296/2H, hvor Foreningen Forenede Danske Motorejere havde anlagt sag for at tilpligte Erhvervsstyrelsen at anerkende, at foreningen ikke var omfattet af registreringspligten. FDM gjorde gældende, at den erhvervsdrift, foreningen udøvede, ikke havde til formål af fremme medlemmernes økonomiske interesser.
    Sagen blev først afgjort af Erhvervsankenævnet, der i sin kendelse af 7. januar 2000 (J.nr. 99-67.155) fandt, at foreningen fremmede sine medlemmers økonomiske interesser gennem omfattende rabat- og bonusordninger.
    Sagen blev herefter anlagt ved landsretten, og sluttelig anket til Højesteret.
    Landsretten lagde ved sin dom vægt på, at foreningen udover sit ideelle formål (varetagelsen af den individuelle persontransports udvikling) også havde til formål som forbrugerorganisation at varetage medlemmernes praktiske og økonomiske interesser. Det var angivet i foreningens vedtægter, at formålet søges gennemført ved blandt andet at indgå aftaler, der indebærer økonomiske og servicemæssige fordele for medlemmerne. Foreningen har oplyst om sin erhvervsdrift, at den blandt andet består af varesalg, drift af testcentre, udlejning af campingpladser og rejsebureauvirksomhed, og har oplyst, at der for medlemmerne er aftalt bonus- og rabatordninger i forbindelse med den nævnte erhvervsdrift. På den baggrund fandt landsretten, at foreningen havde til formål at fremme medlemmernes økonomiske
interesser, og at den dermed var registreringspligtig. Højesteret stadfæstede
landsrettens dom med henvisning til landsrettens begrundelse.
    Det samme var tilfældet i Erhvervsankenævnets kendelse af 20. juni 2013 (J.nr. 2012-0032365), hvorefter Erhvervsstyrelsens afgørelse om, at virksomheden var registreringspligtig efter erhvervsvirksomhedsloven blev stadfæstet.
    Der var tale om en virksomhed, som ifølge sine vedtægter havde til formål at fremskaffe, distribuere og sælge elektricitet samt levere ydelser m.v., der er knyttet til opgaven som forsyningsvirksomhed.
    Erhvervsstyrelsen havde i sin afgørelse om, at virksomheden var registreringspligtig
anført følgende om fremme af deltagernes økonomiske interesse:

”Efter styrelsens vurdering bør spørgsmålet om, hvorvidt der gennem virksomhedens
erhvervsdrift sker fremme af deltagernes økonomiske interesser afgøres ud fra en helhedsvurdering.
I denne vurdering bør efter styrelsens vurdering inddrages såvel økonomiske fordele, der hidrører direkte fra K A.M.B.A. samt økonomiske fordele, der hidrører fra andre virksomheder i K-koncernen, og som mere indirekte kommer deltagerne til gode.
    Det fremgår af deres brev side 2, at:

K selv er ansvarlig for koncernstrategi og forretningsudvikling indkøb, IT samt
sekretariats- og økonomifunktion for alle selskaber, der indgår i K koncernen.
K leverer ikke i øvrigt varer eller ydelser, da alle øvrige aktiviteter varetages af
datterselskaberne.

Det må således forudsættes, at der med den valgte koncernstruktur opnås stordriftsfordele, der indirekte påvirker deltagernes (andelshavernes) pris på den modtagne el, uanset om prisen i øvrigt reguleres af reglerne om prisfastsættelse i lov om elforsyning. Det afgørende er efter styrelsens vurdering ikke, om det er anført som et vedtægtsbestemt formål for selskabet, eller om det i øvrigt anses for et formål for selskabet at fremme deltagernes økonomiske interesser. Det afgørende er derimod, at deltagerne faktisk opnår økonomiske fordele.
    Det er således styrelsens vurdering, at andelshaverne ved deres deltagelse i K
A.M.B.A. får fremmet deres økonomiske interesser, da det enkelte medlem opnår således
en indirekte besparelse ved at være medlem af K i forhold til selv at anskaffe disse ydelser.”

Erhvervsankenævnet stadfæstede Erhvervsstyrelsens afgørelse om registreringspligten.
    Det samme skete i Erhvervsankenævnets kendelse af 10. maj 2007 (j.nr. 2006-0007068), hvor Erhvervsstyrelsens afgørelse om at en forening var registreringspligtig blev påklaget. Erhvervsankenævnet stadfæstede styrelsens afgørelse med følgende begrundelse:

”Da K drives med begrænset ansvar, skal foreningen registreres, såfremt en ikke uvæsentlig del af erhvervsdriften har til formål at fremme medlemmernes økonomiske interesser, jf. samme lovs §§ 1, 3 og 8.
    I vedtægterne for K er anført, at foreningen ud over at have et ideelt formål – bevarelse og udvikling af naturværdier – arbejder for at fremme danske … erhvervsmæssige interesser, og at foreningen kan have ejerandele i foreningens datterselskab.
    Det fremgår af årsrapporten for 2004/2005 for det af foreningen 100 pct. ejede
datterselskab, B A/S, der er en helt kommerciel virksomhed, at bruttofortjenesten var
8.118.538 kr. Årets resultat efter skat var 2.587.286 kr., hvoraf et beløb på 388.000 kr.
overførtes til K, mens 2.199.286 kr. overførtes til næste år. Selskabets balance pr. 30.
juni 2005 var 30.848.773 kr., hvoraf egenkapitalen udgjorde 8.295.916 kr. Det fremgår
af ledelsesberetningen blandt andet, at selskabets aktiviteter er voksende med nye og
udvidede leverandørsamarbejder.
    K tilbyder blandt andet gratis produktansvarsforsikring, markedsføring, produktudvikling og markedsinformation til sine medlemmer. Medlemmer kan således f.eks. på foreningens hjemmeside gratis tilmelde en … på en liste over private …, der henholdsvis udbyder …, tillader…, …. eller … og events. På samme hjemmeside kan brugere se listen over private …, der udbyder produkterne med nærmere angivne produktspecifikationer, så som årskort, dagskort, klippekort og gæstekort.
    K findes herefter både efter sit formål og efter sine faktiske aktiviteter, der ikke udelukkende kan anses for at tjene fagpolitiske formål, i ikke uvæsentligt omfang at fremme medlemmernes økonomiske interesser.”

Erhvervsankenævnet stadfæstede ligeledes Erhvervsstyrelsens afgørelse
i sin kendelse af 23. juni 1999 (J.nr. 98-193.185). Denne sag handlede om
en landsforening af svineproducenter.

Læs mere af uddraget i den vedlagte Pdf.