Bestyrelsens ansvar - med særlig fokus på finansielle virksomheder

Bogen indeholder en samlet teoretisk fremstilling af bestyrelsesansvaret i lyset af den finansielle krise

Den finansielle krise med start i 2007 er blevet betegnet som den værste krise siden krakket på Wall Street i 1929. De samfundsmæssige økonomiske omkostninger af den finansielle krise blev for Danmark alene anslået til ca. 200.000 mia. kr. svarende til et produktionstab på 12 % af BNP over de fem år fra 2007 til 2012.

Det er flere steder anført, både nationalt og internationalt, at inkompetente ledelser i bankerne var en medvirkende årsag til, at krisen fik det omfang, som den fik.

Emnet bestyrelsesansvar er altså et emne, der er aktuelt internationalt grundet den finansielle krise og ledelsens rolle i denne, og det er et emne, der stadig er højaktuelt i Danmark grundet det retsopgør, der finder sted efter den finansielle krise.
Foruden en samfundsmæssig aktualitet har en fornyet behandling af bestyrelsesansvaret også juridisk aktualitet. Bestyrelsesansvaret har i nyere tid været behandlet forskellige steder. Fælles for de fleste af fremstillingerne er dog, at der ikke er tale om en samlet fremstilling af bestyrelsesansvaret.

Den overordnede målsætning for bogen er følgelig at udarbejde en samlet teoretisk fremstilling af bestyrelsesansvaret i dansk ret, erstatningsretligt, i lyset af den finansielle krise, herunder med fokus på bestyrelsen i finansielle virksomheder.

Bogen er delt op i 3 dele:

• Del I – Indledende del
• Del II – Bestyrelsesansvaret i almindelige kapitalselskaber
• Del III – Bestyrelsesansvaret i pengeinstitutter

For at vurdere og sammenligne med det ansvar, der gælder i finansielle virksomheder fastlægger bogen det ansvar, der gælder i almindelige kapitalselskaber anno 2019, jf. bogens del II. Bogens anden del afsluttes med en række praktiske problemstillinger vedrørende tabsopgørelse, forældelse og værneting, der er særlig relevant for praktikere, der beskæftiger sig med ledelsesansvarssager.

Bogens del III indeholder herefter en sammenligning af ansvaret i almindelige kapitalselskaber med ansvaret i finansielle virksomheder. Bogen inddrager og analyserer i den forbindelse de foreløbige afsagte domme efter retsopgøret, hvor Højesterets afgørelse efter Capinordic sætter et foreløbigt punktum.

Med en fastlæggelse og sammenligning af bestyrelsesansvaret i almindelige kapitalselskaber med bestyrelsesansvaret i pengeinstitutter giver bogen således et samlet overblik over bestyrelsesansvaret i lyset af den finansielle krise.

Målgruppe

Bogen henvender sig til advokater, ledelsesmedlemmer og andre praktikere, der særligt beskæftiger sig med ledelsesansvarssager og/eller deltager i ledelses/bestyrelsesarbejde.

Om forfatteren

Janus Winther Høy er cand.jur. og ph.d. fra Aarhus Universitet, ekstern lektor i selskabsret og formueret på Aarhus Universitet samt advokat i og indehaver af Winther Høy Advokatfirma.

Bogens indhold

Kapitel 1 - Indledning
Kapitel 2 - Den finansielle krise 
Kapitel 3 - Bogens anden del
Kapitel 4 - Principperne bag bestyrelsens ansvar
Kapitel 5 - Bestyrelsens pligter som grundlag for culpavurderingen
Kapitel 6 - Bestyrelsens tilsynspligt med selskabets økonomiske forhold
Kapitel 7 - Bestyrelsens tilsynspligt med selskabets direktion
Kapitel 8 - Bestyrelsens pligt til at sikre en forsvarlig organisation
Kapitel 9 - Bestyrelsens loyalitetspligt og kort om de formelle pligter
Kapitel 10 - Opsummering på den opstillede ansvarsmodel
Kapitel 11 - The business judgment rule
Kapitel 12 - Bestyrelsens ansvar for selskabets strategi og mulighed for at ifalde ansvar
Kapitel 13 - Særlige praktiske problemstillinger
Kapitel 14 - Bogens tredje del
Kapitel 15 - Det finansielle system
Kapitel 16 - Reguleringen af det finansielle system
Kapitel 17 - Bestyrelsens pligter som grundlag for culpavurderingen i finansielle selskaber
Kapitel 18 - Fit and proper og accessoriske pligter
Kapitel 19 - En nærmere analyse af lov om finansiel virksomhed – indeholder den nye typer af pligter for bestyrelsen?
Kapitel 20 - Introduktion til banksagerne
Kapitel 21 - Capinordic Bank-dommen
Kapitel 22 - Amagerbank-dommen
Kapitel 23 - Roskilde Bank-dommen
Kapitel 24 - EIK Bank-dommen
Kapitel 25 - Opsummering på bogens tredje del
Kapitel 26 - Konklusion

Uddrag af bogens kapitel 2 (læs hele uddraget her)

2.2 Optakten til den internationale finansielle krise

2.2.1 Internationale makroøkonomiske forhold

Internationalt set var årene fra 1980’erne og frem til den finansielle krises start i 2007 kendetegnet ved makroøkonomisk stabilitet. I perioden var en pæn økonomisk vækst og lav, stabil inflation i de toneangivende økonomier såsom USA, Storbritannien og Euroområdet. BNP voksede gennemsnitligt med 2-3 % om året, og inflationen aftog til under 4 % i modsætning til tidligere, hvor inflationen i start 80’erne lå på omkring 15 %. Op til krisen talte man således ligefrem om den store moderation i økonomien.

På trods af den stabile periode indtraf der dog i perioden en række alvorlige landespecifikke kriser i slutningen af 80’erne og starten af 90’erne, f.eks. i Norge i 1987, Finland og Sverige i 1991 og Japan i 1992. Herudover indtraf der en krise i det europæiske valutakurssamarbejde i 1992-93, og i Asien udbrød der en finansiel krise i 1997. Ingen af disse kriser udviklede sig dog til større globale finansielle kriser, og den makroøkonomiske betydning var begrænset. Også “dot-com-boblen” og terrorangrebet mod USA i 2001 fik negative konsekvenser for amerikansk økonomi. Disse episoder fik dog som de øvrige nævnte kriser begrænset betydning for verdensøkonomien. Da it-boblen bristede besluttede Federel Reserve, som reaktion herpå, at nedsætte den pengepolitiske rente med 4,75 %, hvilket senere skulle vise sig at få betydning for den finansielle krise med start i 2008.

Efter lavkonjunkturen i starten af 00’erne var der økonomisk opsving globalt set. Renterne var lave, særligt i USA, grundet den pengepolitiske beslutning om at nedsætte renten, og i lyset af de informationer, der er tilgængelige i dag, kan det konstateres, at rentepolitikken ikke var tilstrækkelig kontraktiv i USA op gennem 00’erne. I perioden op gennem 00’erne var det endvidere nemt og billigt at få adgang til kredit, grundet den positive stemning på de finansielle markeder. Dette blev afspejlet i meget lave risikopræmier, hvor der skete en negligering af de reelle risici.

I perioden op til den finansielle krise steg økonomiernes produktionsniveau endvidere til et kunstigt niveau, der lå over det underliggende potentiale. Økonomierne blev således overophedet. Kapacitetspresset på økonomien kan måles via det såkaldte produktionsgab, hvor det reale BNP sættes i forhold til det potentielle reale BNP. Dvs. et skøn for, hvor meget der kan produceres, uden at det skaber pres på arbejdsmarkedet. Målt ud fra dette produktionsniveau var økonomierne således generelt overophedede forstået på den måde, at produktionsniveauet lå på et kunstigt højt niveau.

Videre var der i perioden op til 2007 en kraftig ubalance i form af kraftige betalingsbalanceover- eller underskud. Særligt USA havde et kraftigt betalingsbalanceunderskud, mens en række olieøkonomier og Kina og Japan havde store betalingsbalanceoverskud. I Euroområdet var der samlet set betalingsbalanceligevægt, men særligt en række sydeuropæiske økonomier havde underskud. Ubalancerne udgjorde i sig selv en risiko for verdensøkonomien, idet der var risiko for, at en række investorer ikke ville støtte de store amerikanske betalingsbalanceunderskud. Dette kunne have verdensomspændende og makroøkonomiske konsekvenser.

2.2.1.1 Særligt om boligmarkederne

I en årrække frem mod finanskrisen var boligpriserne stigende i en række udviklede økonomier. Der var tale om en generel prisstigning på boliger på tværs af lande, hvilket taler for, at boligpriserne ikke kun blev drevet af nationale forhold, men også internationale konjunkturer og finansieringsforhold.

Stigende indkomster og generel lav arbejdsløshed internationalt set var med til at øge efterspørgslen efter boliger. Hertil kom ændringer i den demografiske udvikling og nye finansieringsmuligheder og nationale skatteforhold, der øgede efterspørgslen. De meget kraftige stigninger på boliger medførte, at der internationalt set opstod deciderede prisbobler på fast ejendom. I den økonomiske betegnelse boble ligger, at prisstigningen på et givet aktiv bliver selvforstærkende, idet køberne har en forventning om, at prisstigningen vil fortsætte. Dette er en ustabil udvikling. På et tidspunkt vil køberne indse, at prisen er for høj, hvorefter prisen på aktivet vil falde hurtigt.

Prisudviklingen på boligmarkederne medvirkede til at forstærke den økonomiske fremgang, der igen medvirkede til, at priserne på boliger steg. Virkningerne af prisstigninger på boligmarkedet medførte generel økonomisk vækst af to kanaler. Byggeinvesteringerne steg i takt med boligpriserne, og de friværdier, der blev skabt qua de stigende boligpriser, medvirkede til et øget privatforbrug.

2.2.1.2 Privat og offentlig gældsætning

Af andre makroøkonomiske forhold kan nævnes, at perioden op til krisen var karakteriseret ved høj kreditvækst og øget gældssætning i husholdningerne. Låneomkostningerne blev mindsket af dereguleringer af den finansielle sektor og nye låneprodukter til bl.a. finansiering af boligkøb. Kombinationen af stigende boligpriser og let adgang til lån førte til betydelig gældssætning i de private husholdninger.

Videre var 00’erne karakteriseret ved en lav grad af finanspolitisk tilbageholdenhed i en række avancerede økonomier. Dette blev dog sløret af konjunkturforholdene og stigende aktie- og boligpriser, der i sidste ende bidrog til gode offentlige indtægter i mange lande. Politikerne tog derved chancer i forhold til økonomiernes kapacitetsgrænse og sikrede ikke den fornødne gældsnedbringelse, der er nødvendig under en højkonjunktur for at offentlige finanser kunne modstå presset under den senere lavkonjunktur.