Når revisorer "sladrer" - særlige rapporteringspligter

Denne bog behandler nogle ofte tunge temaer: skal revisor ”angive” sine kunder eller ej? Populært sagt, hvornår fortrænger revisors talepligt eller taleret den tavshedspligt, der er en hovedingrediens i revisorers DNA?

Helt overordnet behandles de kritiske pligter, hvor det er helt åbenlyst, at en revisor mentalt skal afveje sin rolle som offentlighedens tillidsrepræsentant nøje over for hensynet til klienterne.

Bogens tale- og oplysningspligter har ført til en opdeling i fire kapitler:

• Kravet om omtale af ledelsesansvar og bogføringsproblemer i revision og udvidet gennemgang.

• Kravet om at anmelde mistanke om hvidvask eller terrorfinansiering, uanset hvilken opgave revisor løser, eller tilbydes at løse.

• Kravet om at reagere, når revisor ved opgaver inden for revisorloven indser, at ledelsesmedlemmer hos klienter kan have begået grove økonomiske forbrydelser.

• Og endelig et kapitel, der af hensyn til bogens omfang kun kan eksemplificere de utallige særlige rapporterings- eller udleveringspligter. Der er udvalgt eksempler på pligter over for diverse tilsyn (offentlige institutioner, fonde, finansielle virksomheder), pligter over for andre revisorer, over for forvaltere i rekonstruktion, likvidation og konkurs, pligt til at udlevere klientmateriale til politi og SKAT samt endelig revisors vidnepligt i retssager.

Målgruppe

Bogens målgruppe er praktiserende revisorer, som kan få svaret på mange af de spørgsmål, som de stiller i praksis. Og endvidere studerende, der ønsker en mere systematisk og praktisk gennemgang af disse svære problemstillinger, der møder dem på deres uddannelse.

Om forfatteren

Lars Kiertzner er statsautoriseret revisor, ph.d. og chefkonsulent i FSR-danske revisorer.

Bogens indhold

Indholdsfortegnelse:

Kapitel 1: Indledning – revisor som myndighedernes »forlængede arm«

Kapitel 2: Rapportering i revisionspåtegninger og erklæringer om udvidet gennemgang om ledelsesansvar og bogføring

Kapitel 3: Hvidvask og finansiering af terrorisme

Kapitel 4: Grovere formueforbrydelser – revisorlovens § 22 og forordningens artikel 7

Kapitel 5: Eksempler på andre gennembrud af tavshedspligten

Uddrag fra bogen (læs hele uddraget)

Indledning – revisor som myndighedernes »forlængede arm«

Nærværende bog analyserer et udvalg af underretnings- og oplysningspligter i dansk lovgivning over for revisors grundlæggende tavshedspligt.
 Generelt har revisor tavshedspligt, jf. revisorlovens § 30, stk. 1, der henviser til, at straffelovens bestemmelser om personer i offentlig tjeneste eller hverv anvendes tilsvarende på revisorer og deres medarbejdere:

“Straffelovens §§ 144, 150-152 f og 155-157 finder tilsvarende anvendelse på revisorer. For så vidt angår disses medarbejdere, finder straffelovens §§ 144, 152-152 f og 155 tilsvarende anvendelse”.

Nægtelse eller undladelse, samt grov eller oftere gentagen forsømmelse eller skødesløshed i forbindelse med en forpligtelse efter §§ 156 og 157 er kun strafbare overtrædelser for revisorer og vedrører ikke tavshedspligten. Strafbarhed for sådanne forsyndelser forudsætter et formelt opgaveansvar. Medarbejdere, der ikke løser deres opgaver ordentligt, kan således kun “straffes” internt ved afskedigelse eller bortvisning.
 Tavshedspligten er ofte den mest centrale del i revisors DNA. Den mulige straf for overtrædelse er i § 152, stk. 1, bøde eller fængsel i op til seks måneder. Foreligger der skærpende omstændigheder, kan straffen gå op til to års fængsel efter § 152, stk. 2.

Der foreligger en del sager om offentligt ansattes brud på tavshedspligten om eksempelvis personers private forhold, såsom sygdom, sociale problemer eller andre privatlivskrænkelser, som også kan være strafbare for andre end offentligt ansatte efter bestemmelserne om freds- og ærekrænkelser i straffelovens kapitel 27.
 Således eksempelvis i Se og Hør sagen om systematisk overvågning af kendte personers privatliv via en kildes ulovlige læk af betalingstransaktioner. Ved dommen afsagt den 24. november 2016 i Glostrup Byret blev blandt andre Henrik Qvortrup idømt et års betinget, og tre måneders ubetinget, fængsel, samt 200 timers samfundstjeneste, mens en tidligere Se og Hør-chefredaktør idømtes et års betinget fængsel. To journalister idømtes hver fire måneders betinget fængsel. Endelig blev “tys-tys kilden” fra IBM idømt et år og seks måneders ubetinget fængsel. Østre Landsret stadfæstede den sidstnævnte dom den 8. august 2017. Aller Media ikendtes en bøde på 10 millioner kroner.
 En af de pt. verserende prominente sager om offentligt ansatte er sigtelsen mod den tidligere PET-chefs, Jakob Scharfs, for hans angivelige brud på tavshedspligten i bogen “7 år for PET”.
 Brud på tavshedspligten er derimod sjældent et tema i sager mod revisorer, herunder i sager om disciplinærsansvar i Revisornævnet.
 Der kan dog henvises til sag nr. 97/2011, der blev afgjort ved kendelse af 20. februar 2014. Den var oprindeligt indbragt af et selskab ved dets direktør/hovedanpartshaver og den ene af to minoritetsanpartshavere. Selskabet var efterfølgende gået konkurs og boet indtrådt i en lang række af klagepunkterne, ligesom de to anpartshavere videreførte sagen og hertil indbragte yderligere klagepunkter.
 Kort fortalt vedrørte sagen uenighed mellem de to anpartshavere på den ene side og den tredje anpartshaver på den anden angående et salg af patentrettigheder ud af deres fælles selskab. Dette salg havde udløst mistanke hos den tredje anpartshaver om, at selskabet ikke havde modtaget hele vederlaget for salget, og dermed at de to øvrige anpartshavere måske havde spillet urent ved at føre en del af salgssummen uden om anpartsselskabet. I sagen påkendtes de fleste forhold ud fra princippet i straffelovens § 89, det vil sige ud fra den forudsætning, at forholdene i en tidligere sag mod revisor og de nye sagsforhold var blevet pådømt samtidigt. Dette indebar, at bødeloftet på 300.000 var maksimum for den mulige samlede sanktion, når der ikke var rejst påstand om frakendelse af godkendelsen. Tillægsforholdene i sagen vedrørte især afgivelse af urigtige selskabsretlige erklæringer ved stiftelse af et holdingselskab og den efterfølgende ophørsspaltning heraf i tre selskaber, et til hver af anpartshaverne i sagen: Allerede udbetalte lønninger på mere end 6,3 mio. kr. kunne ikke tilbageføres og indgå som værdi i balancen på stiftelsestidspunktet, og et udbytte på 1,5 mio. kr., der allerede var udloddet, kunne ikke indregnes som et aktiv. Det er sandsynligt, at disse krumspring skulle kompensere den tredje anpartshaver i sagen. Bøden på 50.000 kr. for disse tillægsforhold var den maksimalt mulige sanktion i lyset af en tidligere bøde på 250.000 kr.
 Derimod vedrørte sagens sidste klagepunkt om tavshedspligten en forseelse, der tidsmæssigt lå efter den tidligere kendelse mod revisor af 29. juni 2011. Revisor havde brudt tavshedspligten ved at lufte sin mistanke over for SKAT om, at de to klagende anpartshavere langt fra havde taget hele provenuet vedrørende salget af patentrettighederne ned i selskabets regnskab:
 Af en e-mailkorrespondance af 16. september 2011 mellem medarbejdere i SKAT fremgår, at indklagede telefonisk har oplyst SKAT om, at “i forbindelse med hans revision har han fået en kraftig mistanke om, at det er 5 mio. $ i virkeligheden. Der er ting i ejernes privatforbrug og de ting, de har sagt til ham hver især, der tyder på, at der er tale om ren unddragelse.” Ifølge regnskabet var salgssummen kun to mio. $.
 Denne forseelse var ikke underlagt begrænsningen efter princippet i straffelovens § 89. Den takseredes til en bøde på 100.000 kr., hvorfor den samlede bøde blev på 150.000 kr. Revisornævnets afgørelse blev indbragt for domstolene, hvor den blev afgjort i Københavns Byret den 2. marts 2018 i kendelse BS 39B-3493- 16, hvor
 Revisornævnet blev frikendt, dvs. sanktionen indtil videre står ved magt. Byrettens afgørelse er efter det oplyste anket til Østre Landsret.
 Afgørelsen er blevet problematiseret ud fra, om revisor i en sådan situation ville være forpligtet til at underrette SØIK efter revisorlovens § 22 om grov økonomisk kriminalitet, in casu skatteunddragelse med tre mio. $. Hvis SØIK burde have været underrettet, antages det, at SKAT også kan underrettes. Denne kritik kan dog formentlig afvises under henvisning til, at der ikke forelå en begrundet formodning, men kun en “kraftig mistanke” bagved revisors handling. Derved havde revisor ikke dokumenteret en tilstrækkelig seriøs begrundelse for sin underretning af SKAT.