Moms 2 - Fritagelser og lønsum
Samlet fremstilling af momslovens fritagelsesbestemmelser og den gældende retstilstand på området
Bogen gennemgår grundigt de områder og aktiviteter, som er fritaget for moms uden adgang til momsfradrag. Lovgivning og retspraksis analyseres for at forklare de meget forskelligartede momsfritagelser, der dog har en række centrale fællesnævnere. EU-reglerne har meget stor betydning for vurderingen af, hvorvidt der er momspligt eller ej, og derfor behandles den danske momslovgivning og momspraksis i et EU-perspektiv.
Bogens opbygning gør, at den både kan anvendes som opslagsværk i dagligdagen og som grundlag for mere indgående undersøgelser af grænserne for momspligten i Danmark.
Nyt i 4. udgave
Siden sidste udgave er der sket en række væsentligt ændringer i regler og praksis. Første om fremmest blev der pr. 1. januar 2011 indført momspligt ved salg af nyopførte ejendomme og handel med byggegrunde. Reglerne har givet anledning til tvivl og har helt som forventet ført til usædvanligt mange anmodninger om bindende svar og andre tolkningsbidrag. Regler og praksis er indgående beskrevet i bogen. Derudover er der som følge af et par domme fra EU-domstolen sket væsentlige ændringer indenfor de finansielle fritagelser.
Endelig skal nævnes, at der har været fokus på den særlige fritagelse for selvstændige grupper af momsfrie virksomheder. Der er tale om en momsfritagelse, som kan anvendes af små og mellemstore virksomheder, herunder foreninger, institutioner m.fl., som indgår samarbejdsaftaler om administrative ydelser mv. I bogen har vi ført afsnittet ajour med de ganske mange nye og interessante tolkningsbidrag, som er kommer i forlængelse af en dom fra EU-domstolen.
Herudover er der sket flere ændringer i de øvrige fritagelser, som alle er indarbejdet i bogen.
De andre bøger i serien
Om forfatterne
Merete Andersen er advokat hos Lett Advokater. Meretes primære fokusområde er moms. Hun beskæftiger sig med momsretlige forhold i bred forstand i form af rådgivning, anmodning om bindende svar samt sagsførelse på alle niveauer, herunder administrative instanser, domstolene og EU-Domstolen. Merete Andersen underviser i momsret på Handelshøjskolen i København og fungerer som censor uddannelsen Master i moms og afgifter. Her ud over arbejder Merete som redaktør på fagtidsskriftet Skat Udland.
Søren Engers Pedersen er momsrådgiver hos Timetax A/S. Søren beskæftiger sig med told-, moms-, og afgiftsretlige problemstillinger. Han underviser på CBS og på en lang række kurser og undervisningsforløb for virksomheder, offentlige myndigheder og revisorer/rådgivere. Han er medforfatter til Momsmanualen og EU-manualen, ligesom han er forfatter til en lang række fagretlige artikler.
Linda-Sophia Danielsen arbejder som momsrådgiver hos KPMG ACOR TAX. Hun beskæftiger sig primært med moms, men rådgiver ligeledes omkring øvrige indirekte afgifter samt told. Linda-Sophia underviser bl.a. på KU og CBS og er medforfatter på en række fagbøger, herunder bl.a. Afgiftsmanualen og Iværksætterens faglige udfordringer.
Bogens indhold
Indholdsfortegnelse:
Kapitel 1 - Indledning
Kapitel 2 - Momspligtens omfang
2.1. Afgiftspligtig person (subjektiv momspligt)
2.2. Levering mod vederlag
2.3. Leverancens art (objektiv momspligt)
Kapitel 3 - Fritagelser
3.1. Bedemænd
3.2. Salg af fast ejendom
3.3. Fast ejendom (udlejning og bortforpagtning)
3.4. Foreninger
3.5. Formidling af momsfri ydelser
3.6. Finansielle ydelser
3.7. Forsikringsvirksomhed
3.8. Genbrugsbutikker
3.9. Investeringsguld
3.10. Kulturelle aktiviteter
3.11. Kunstnerisk virksomhed
3.12. Lotterier og spil om penge
3.13. Offentlige virksomheder
3.14. Personbefordring
3.15. Postforsendelser med befordringspligt
3.16. Rejsebureauvirksomhed samt turistkontorers oplysnings- og informationsvirksomhed
3.17. Selvstændige grupper af personer
3.18. Social forsorg og bistand
3.19. Sportsaktiviteter
3.20. Sundhedsområdet
3.21. Uddannelse/undervisning
3.22. Varer, der har været anvendt til ikke-fradragsberettigede formål
3.23. Velgørende arrangementer
3.24. Værdimærker
Kapitel 4 - Lønsumsafgift
4.1. Baggrund
4.3. Fritagelser fra registrering
4.4. Afgiftsgrundlaget
4.5. Blandede aktiviteter
4.6. Beregningsmetoder