bog: Grundlæggende Skatteret 2019
712,00 kr. 890,00 kr. inkl. moms

Grundlæggende Skatteret indeholder en solid gennemgang af skatterettens grundprincipper samt en nærmere fremstilling af reglerne om beskatning af fysiske personer, beskatning af erhvervsdrivende, kapitalgevinstbeskatning, beskatning af selskaber m.v.

Bogen ajourføres årligt og udkommer i begyndelsen af hvert kalenderår.

Målgruppe

Grundlæggende Skatteret anvendes som lærebog af jura- og revisionsstuderende. 

Bogen er også velegnet som håndbog til alle, der har brug for en let og overskuelig introduktion til skatteretten.

Om forfatterne

Henrik Dam er rektor ved Syddansk Universitet, dr.jur., ph.d.

Henrik Gam er dommer ved Østre Landsret, lic.jur.

Kjeld Hemmingsen er tidligere professor i skatteret ved CBS.

Jacob Graff Nielsen er dekan og professor i skatteret ved Københavns Universitet, ph.d.

Bogens indhold

Indholdsfortegnelse:

I. Indledning
II. Skatterettens retskilder
III. Fuld skattepligt
IV. Begrænset skattepligt
V. Dobbeltbeskatning
VI. Indkomstbeskatning
VII. Personlig indkomst
VIII. Kapitalindkomst
IX. Aktieindkomst
X. Fradragsberettigede udgifter
XI. Periodeafgrænsning af indtægter og udgifter
XII. Skattemæssige afskrivninger
XIII. Kapitalgevinster og indkomstbeskatning
XIV. Ejendomsavancebeskatning
XV. Kursgevinster
XVI. Aktieavancer
XVII. Immaterielle rettigheder
XVIII. Virksomhedsordningen
XIX. Interessentskaber og kommanditselskaber m.v.
XX. Selskabsbeskatning
XXI. Virksomhedsophør og strukturændringer

Uddrag fra bogen (læs hele uddraget)

1. Hovedtræk af dansk skatterets udvikling

1.1. Tiden op til statsskatteloven af 1903
Mens beskatningen i ældre tid fortrinsvis byggede på besiddelse af fast ejendom, førte stigende offentlige udgifter til udvikling af bysamfundene til, at der i det 19. århundrede indførtes supplerende kommunal beskatning i byerne, som hvilede dels på en skønsmæssig ansættelse af den pågældende persons samlede formue og økonomiske stilling, den såkaldte formue- og lejlighedsskat, dels på brugen og nytten af fast ejendom, den såkaldte bygningsafgift. Før den første statsskattelov fra 1903 var beskatningen derfor i det væsentligste rettet mod besiddelse af fast ejendom og anden formue, men var tillige afhængig af, om den skattepligtige boede på landet eller i en købstad.

1.2. Fra statsskatteloven af 1903 til skattereformen af 1987
Grundstrukturen i vores endnu gældende skattelovgivning blev i hovedsagen lagt ved den første statsskattelov af 1903 om Indkomst- og Formueskat til staten. Ved reformen ændredes beskatningens hovedgrundlag epokegørende fra at være besiddelse af fast ejendom og formue til at være erhvervelse af indkomst. Baggrunden for denne omlægning var den stigende industrialisering og det politiske systemskifte i 1901. Reformen overførte endvidere i væsentligt omfang beskatningen fra land til by og var i overensstemmelse med en almindelig udvikling i hele Europa, der i højere grad lod beskatning hvile på indtægtsskabelse. Loven, der også indeholdt regler om beskatning af aktieselskaber, afløstes af statsskatteloven af 1922. Selvom denne er ændret næsten talløse gange, og talrige andre love er kommet til, er den stadig den grundlæggende lov i vort skattesystem. Den bestod oprindelig af godt 50 paragraffer, der på overskuelig måde regulerede alle væsentligere skattespørgsmål. De kommunale skattemyndigheder skulle medvirke ved skatteligningen, mens statslige myndigheder var øverste instans i et klagesystem, der skulle sikre, at ligningen blev ensartet. Indkomstbeskatningen efter loven var progressiv med et progressionsfelt fra 0,4 pct. i skat af indtægter på under 500 kr. til 25 pct. i skat af indtægter på over 1 mio. kr. Det samlede skattetryk var i tiden op til 1903 12 pct. Beskatning skete af nettoindkomst, idet det var fastsat, hvilke indkomstarter der skulle beskattes, og hvilke udgifter der var fradragsberettigede.   Perioden op til skattereformen af 1987 var indtil 1950’erne præget af en betydelig stabilitet, dog at skattetrykket steg fra de nævnte 12 pct. i 1903 til ca. 30 pct. i 1951.
 Ved afskrivningsloven fra 1957, der indførte saldoafskrivningsmetoden, øgedes mulighederne for afskrivninger væsentligt med det sigte at styrke investeringer i erhvervslivet.
 Lov om særlig indkomstskat fra 1958 inddrog hidtil skattefri kapitalgevinster under beskatningen, i første række genvundne afskrivninger, men i de følgende år også beskatning af gevinster på aktier, fast ejendom og immaterielle værdier. Særlig indkomst beskattedes med en proportional skatteprocent på 30.
 I 1960 samledes reglerne om beskatning af aktieselskaber og visse andre juridiske personer i selskabsskatteloven, der indeholdt regler om en proportional beskatning af overskud i selskaber, som var lavere end beskatning af personlig indkomst. Selskabsskatten er efterfølgende blev sænket betydeligt; fra oprindeligt 50 pct. til nu kun 22 pct.
 Også reglerne om forlods afskrivninger ved fradrag for indskud på etableringsog investeringsfondskonti fra 1965 og nye regler om adgang til nedskrivninger på varelagre ifølge varelagerloven af 1967 tilsigtede at styrke erhvervslivet. Adgangen til at henlægge til investeringsfondskonti og til at nedskrive på varelagre blev ophævet fra og med indkomståret 1998.
 Udviklingen af velfærdssamfundet tog imidlertid fra midten af 1960’erne for alvor fart med deraf følgende behov for offentlige indtægter i et hidtil ukendt omfang til dækning af udgifterne ved udbygning af den offentlige sektor, infrastruktur samt social- og sundhedslovgivning m.v. Tilvejebringelsen af disse indtægter skete ud over ved indførelsen af nye indirekte skatter, herunder navnlig momsloven fra 1967, især ved løbende forhøjelser af skatteprocenterne for indkomstskat, formueskat og afgifter. Skattetrykket steg således fra 33 pct. i 1966 til 43 pct. i 1972.
 Den vigtigste lovgivning før skattereformen af 1987 fandt sted ved kildeskatteloven, der trådte i kraft den 1/1 1970. Før denne betaltes indkomstskatter først året efter optjeningen på grundlag af en ligning efter indkomstårets udløb, men således at beskatningen skete efter fradrag af betalte skatter. Ved kildeskatteloven opdeltes indkomster i A- og B-indkomster, og skattefradragsretten ophævedes. For A-indkomster blev skatten af løn m.v. indeholdt og indbetalt af arbejdsgiveren før udbetaling af den resterende del af lønnen m.v. til indkomstmodtageren. Også for B-indkomster indførtes en tillempet samtidighed, idet skatten forfaldt i rater i det løbende indkomstår og blev opgjort på grundlag af en forskudsregistrering. Endvidere blev sambeskatning af ægtefæller begrænset afgørende og sambeskatning mellem forældre og børn reelt ophævet.
 Den senere del af perioden indtil skattereformen af 1987 blev præget af en hidtil ukendt strøm af love, bekendtgørelser og cirkulærer, som var udtryk for en høj grad af detaljering af kendte principper, bl.a. med det formål at undgå skattetænkning.
 Marginalskatteprocenten, dvs. skatteprocenten af den højest beskattede del af indtægter, var efterhånden over 70 pct. Hvis man tjente 100 kr., kunne man således beholde mindre end 30 kr. Hvis man omvendt havde et skattefradrag, der kostede 100 kr., kunne man spare mere end 70 kr. i skat. Renteudgifter kunne fratrækkes fuldt ud og kostede således reelt mindre end 30 pct. for de højere indtægter. Da der endvidere var ret kraftig inflation, steg de værdifaste goder, man købte for lån, i nominel værdi, mens et lån kun skulle tilbagebetales med det lånte beløb. I kraft af skattesystemet og inflationen kunne man således låne sig til at blive velhavende. Denne samfundsmæssigt set uønskværdige effekt var en logisk følge af de voldsomme forhøjelser af skatteprocenterne.
 Den høje rente bevirkede, at markedskursen på lavt forrentede obligationer m.v. var lav, når en obligation blot havde en vis kortere løbetid. Da kursgevinsten, som opnåedes ved obligationens udløb, var skattefri, gik der en hel industri i at udbyde skattepakker, hvorved højt betalte indkomstmodtagere købte lavt forrentede obligationer for lånte midler og efter fradrag af nettorenteudgiften fik en samlet fortjeneste på grund af skattegevinsten og den skattefri kursgevinst.
 Endvidere blev der udbudt undertiden risikofyldte “skattepakker” til højt betalte lønmodtagere og indehavere af serviceerhverv, der købte anparter i skibe, hoteller m.v. og i kraft af afskrivningsreglerne som nye delvist erhvervsdrivende opnåede en skattebesparelse. Endelig bevirkede de høje skatteprocenter på indkomst samt momssystemet, at der opstod (endnu mere) såkaldt sort arbejde, dvs. arbejde, hvor lønnen for en arbejds- eller serviceydelse sættes væsentligt lavere end markedsprisen for “hvidt” arbejde og ikke bliver selvangivet, og hvor eventuel moms ikke afregnes.

Det bestående skattesystem var således blevet ramt af nogle i og for sig let forståelige følgevirkninger af de ikke tilstrækkeligt gennemtænkte forhøjelser af skatteprocenterne, der førte til meget betydelige skatteunddragelser, og som virkede yderst uretfærdigt over for den del af befolkningen, som undlod at “skaffe sig” fradrag og ikke arbejdede sort. Der bredte sig derfor en gryende forståelse for, at det eneste virkeligt effektive modtræk ville være at nedsætte procenterne for beskatning af arbejdsindkomst og tilvejebringe det nødvendige provenu ved at brede beskatningsgrundlagene ud til nye beskatningsobjekter.
 I midten af 1970’erne afgav Indkomstskatteudvalget en betænkning, der indeholdt en grundigere undersøgelse af skattelovgivningen, men som ikke førte til noget. Bestræbelserne for at skabe større overskuelighed og for at nedsætte skatterne førte dog til en maksimering af marginalskatteprocenten ved et skatteloft på 73 pct.

I perioden 1981-83 gennemførtes en lovgivning, hvor beskatningen af kapitalgevinster – i og for sig mod den begyndende strømning – for at lette generationsskifter og forbedre erhvervslivets vilkår aftrappedes; aktieavancebeskatningen lempedes, goodwillavancebeskatningen bortfaldt, og beskatningen af avancer ved salg af fast ejendom lempedes væsentligt. Beskatning af hidtil skattefrit afkast af visse pensionskapitaler, herunder opsparing på kapitalpensioner i pengeinstitutter, blev indført i 1983 i form af en lov om realrenteafgift.
 I 1986 gennemførtes kursgevinstloven, ved hvilken et mindsterentesystem indførtes.