Bog: Beviskravet i straffesager
978,00 kr. 1.222,50 kr. inkl. moms

Beviskravet i straffesager

Bogen er den første danske juridiske fremstilling af det strafferetlige beviskrav ­– in dubio pro reo. Bogen er kommet til på baggrund af forfatterens ph.d.-afhandling.

Bogen behandler følgende 8 temaer:

  1. Konteksten af beviskravet
  2. Det strenge beviskrav i straffesager
  3. Præciseringer af beviskravet
  4. Beviskravet og tvivlen
  5. Et differentieret beviskrav
  6. Beviskravet og karakteren af beviset
  7. Beviskravet og voteringen
  8. Beviskravet og begrundelsen

 

Temaerne er udfundet på baggrund af en tematisk analyse af henholdsvis dansk retspraksis samt af interviews med dommere og lægdommere med henblik på at komme nærmere, hvad der forstås ved beviskravet i straffesager i det danske retssystem, og hvordan beviskravet praktiseres.

Konklusionerne giver et bud på et fælles udgangspunkt for den videre offentlige samtale om det strafferetlige beviskrav og om lægdommerordningen - og fremstillingen viser også, at bevisretten som forskningsfelt rent faktisk er muligt.

 

Målgruppe

Beviskravet i straffesager henvender sig til alle, der arbejder med eller interesserer sig for strafferettens område.

 

Om forfatteren

Lotte Helms er uddannet cand.jur. og ph.d. i strafferet og ansat som adjunkt på Syddansk Universitet, hvor hun underviser i strafferet på den juridiske bacheloruddannelse.

____________________________________________________________________________________________

Bogens indhold

Kapitel 1 - Introduktion

Kapitel 2 - Videnskab, metode og retskilder

Kapitel 3 - Hvad er de retslige rammer for bevisbedømmelsen i straffesager?

Kapitel 4 - Hvilke temaer lægges der vægt på ved beviskravet i dansk retspraksis?

Kapitel 5 - Hvordan skal temaerne forstås i relation til beviskravet? 

Kapitel 6 - Tendenser om beviskravet og tværgående perspektiver

Kapitel 7 - Complexio

Kapitel 8 - Epilog om lægdommere og specialdomstole

Resume

English Summary

Kilde- og litteraturliste

Bilagsoversigt

Domsregster

Stikordsregister

____________________________________________________________________________________________

Uddrag af bogen

5.1.1. Ingen lovhjemmel

Princippet in dubio pro reo fremgår hverken af loven eller af forarbejderne til den nugældende straffelov. Som en juridisk dommer udtrykker det: ”… det ligger bare i vores DNA, om jeg så må sige, at det princip er helt grundlæggende.”
At princippet er ulovhjemlet opleves umiddelbart heller ikke som et processuelt problem i strafferetten af de juridiske dommere, der har deltaget i mine interviews. Nærmest tvært imod mener en juridisk dommer: ”… jeg tror også, man skal passe på med at fastsætte et princip i nogle lovtermer, fordi lige så snart man sætter noget på skrift, der har sådan en stor principiel og altfavnende karakter, som vi arbejder med i dag, så vil man let kunne gøre vold på princippet ved, at det pludselig skal lovfæstes i sine egne termer.”

Der er dermed ikke et umiddelbart ønske fra denne dommers side, og heller ikke fra de øvrige juridiske dommere i projektet om, at princippet bør fremgå af loven. Friheden i, at det ikke er beskrevet, gør til, at forståelsen af princippet ikke lader sig begrænse, når det nu netop har den grundlæggende værdi i strafferetten. Når noget bliver skriftligt, så medfører det de facto en ramme og måske også et fravalg eller en begrænsning, der ikke nødvendigvis vil være hensigtsmæssigt, når enhver rimelig tvivl skal komme den tiltalte til gode.
Omvendt kan ønsket om og kravet til klarhed i loven tale for – om ikke en beskrivelse – så i hvert fald en skriftlig angivelse og anerkendelse af, at princippet er udgangspunktet for bevisbedømmelsen i straffesager.

I sporet i forhold til en argumentation for ikke at beskrive grundlæggende retsprincipper yderligere ved lov, var man i en grønbog fra Kommissionen fra 2006 interesseret i at få belyst, om uskyldsformodningen opfattes på samme måde i EU, herunder hvad der menes med uskyldsformodningen og hvilke rettigheder, der kan udledes heraf i de enkelte lande. Hensigten med grønbogen var i 2006 en harmonisering af strafferetten i EU.

Forskellen mellem uskyldsformodningen og in dubio pro reo er, at uskyldsformodningen fremgår direkte af EMRK, art.  6 (2), hvor in dubio pro reo ikke på samme måde er ekspliciteret. I den omtalte grønbog var man interesseret i en yderligere definition af uskyldsformodningen – også – og ikke mindst – koblet til en nærmere beskrivelse i national ret, der kunne være med til at regulere området på EU-plan yderligere. I høringssvaret fra den daværende danske regering fremgik det dengang, at den danske regering var ”… skeptisk over for behovet og mulighederne for på EU-plan at regulere spørgsmålet om uskyldsformodningen. En sådan regulering vil nemt kunne gribe ind i grundlæggende principper i medlemslandenes retssystemer, og der må derfor efter den danske regerings opfattelse påvises tungtvejende grunde for at indføre en EU-regulering på området."
Ligeledes angives in dubio pro reo i høringssvaret at være gældende i Danmark, hvorefter ”Hovedreglen i straffesager er, at tiltaltes skyld skal være sandsynliggjort i en sådan grad, at der ikke består nogen rimelig tvivl herom.”

Den daværende danske regering var således umiddelbart ikke tilhænger af en yderligere retlig regulering af princippet, da den var af den opfattelse, at der allerede var en forståelse for princippet om uskyldsformodningen knyttet til både EMRK og til øvrige nationale principper. Herunder in dubio pro reo.
Umiddelbart findes der som nævnt heller ikke i hverken retspraksis, der dog heller ikke forholder sig til spørgsmålet – eller i retsvidenskaben, der nærmere og med rette konstaterer, at princippet finder anvendelse – et ønske om eller et udtalt behov for, at princippet in dubio pro reo skal lovhjemles. Heller ikke selvom der i alle tilfælde er både eksplicit og indirekte enighed om, at bevisbedømmelsen tager sit udgangspunkt heri. Det grundlæggende i forståelsen af anvendelse af princippet ligger således ikke i loven, men måske i stedet i lyset af historien om in dubio pro reo og hvordan princippet kom ind i dansk retspraksis. Det vil jeg undersøge i det næste afsnit.