Personskadeserstatning

Bogen omhandler udmålingen af erstatning for personskade og forsørgertab efter reglerne i erstatningsansvarsloven. Fremstillingen bygger navnlig på indgående analyser af især de seneste 15-20 års retspraksis og er dermed den mest omfattende, ajourførte behandling af emnet i den retsvidenskabelige litteratur.

Bogen behandler ikke kun udmålingen af de enkelte erstatnings- og godtgørelsesposter, men også reguleringen af erstatningskrav i øvrigt – også efter regler uden for erstatningsansvarsloven (f.eks. om forældelse). Et særligt kapital omhandler forholdet mellem erstatninger efter erstatningsansvarsloven og efter arbejdsskadesikringsloven med analyser af de såkaldte differencekrav på grundlag af redegørelser for forskelle og ligheder mellem de to erstatningssystemer.

Fremstillingen viser, at erstatningerne efter erstatningsansvarsloven ikke lever op til erklærede målsætninger og på en række punkter fører til tilfældige og utilfredsstillende resultater, bl.a. på grund af mangelfuld koordinering med det sociale sikringssystem og med private forsikrings- og pensionsordninger. Denne kritik tages op i bogens afsluttende kapitel med en diskussion om, hvordan et mere sammenhængende og konsekvent erstatningssystem kunne udformes.

Målgruppe

Bogen henvender sig i første række til praktikere, der kommer i berøring med sager om personskadeserstatning – være sig som advokater, domstolsjurister, ansatte i forsikringsselskaber, i socialforvaltninger eller i fagforeninger m.v. Men bogen vil også kunne anvendes af andre med interesse for den samfundsvidenskabelige debat om udformningen af den erstatningsmæssige del af det samlede kompensationssystem for ulykkesramte.

Om forfatteren

Forfatteren var – indtil sin pensionering i 2017 – professor i formueret ved Københavns Universitets Juridiske Fakultet. Han har tidligere udgivet bøger om bl.a. personskadeserstatning og andre erstatningsretlige emner og er medforfatter til en række juridiske lærebøger, herunder i erstatningsret. Han kommenterer erstatningsansvarsloven og andre erstatningslove i Karnovs Lovsamling og har afholdt talrige kurser om personskadeserstatning for praktikere.

Bogens indhold

Indholdsfortegnelse:

Kapitel I - Erstatning, social sikring og privat forsikring
Kapitel II - Indledning til EAL

1. Del: Erstatning for personskade
Kapitel III - Helbredelsesudgifter og andet tab
Kapitel IV - Tabt arbejdsfortjeneste
Kapitel V - Erhvervsevnetab
Kapitel VI - Ikke-økonomisk skade
Kapitel VII - Genoptagelse

2. Del: Erstatning ved dødsfald
Kapitel VIII - Forsørgertab
Kapitel IX - Anden erstatning og godtgørelse

3. Del: Fællesregler om erstatning
Kapitel X - Reguleringen af erstatningskrav

4. Del: Forholdet til arbejdsskadesikringen
Kapitel XI - Koordinering af erstatning efter ASL og EAL

Afslutning
Kapitel XII - Reformovervejelser?

Uddrag fra bogen (læs hele uddraget)

3. Socialsikringssystemets grunddækning

3.1. Indledning
Formålet med dette afsnit er ikke at give en detaljeret redegørelse for det samlede sociale sikringssystem, men alene at give en oversigt over de vigtigste af de sociale ydelser, der har betydning i forbindelse med personskader, med henblik på en belysning af erstatningsrettens potentielle betydning som kompensationssystem. Fokus er derfor på begrænsningerne i de sociale ydelsers dækning af de typer af udgifter og tab, som er omfattet af de traditionelle – og i EAL hjemlede – erstatningsposter, dvs. helbredelsesudgifter og udgifter, der står i forbindelse hermed, midlertidigt eller varigt indtægtstab (tabt arbejdsfortjeneste og erhvervsevnetab) og ved ulykker med dødsfald, forsørgertab og begravelsesudgifter. De vigtigste sociale ydelser er derfor – i denne sammenhæng – ydelser efter sundhedsloven med visse suppleringer efter socialserviceloven, sygedagpenge og førtidspension, suppleret med ydelser, der har særlig betydning for dem, der ikke – eller ikke længere opfylder betingelserne for disse ydelser (især kontanthjælp og fleksjob), eller ydelser i “mellemstadiet” mellem de midlertidige og varige ydelser (især revalideringsydelser). Ved ulykker med dødsfald bliver oversigten kort, især fordi tab af forsørger som udgangspunkt ikke udløser ret til nogen social ydelse.

Udgangspunkt tages derfor i det følgende i de traditionelle erstatningsposter, således at der for hver post redegøres for de væsentligste ydelser, der kan tjene til hel eller delvis dækning heraf, både hvad angår sociale ydelser (afsnit 3.2.) og privat forsikring (afsnit 4.1.). For så vidt angår de sociale ydelser kan der sondres mellem serviceydelser (eller omsorgsydelser) og kontantydelser, hvor de førstnævnte især har betydning ved helbredelsesforanstaltninger og lign., mens de sidstnævnte har betydning ved indtægtstab (midlertidigt eller varigt). For de førstnævnte ydelser er spørgsmålet derfor i første række, om ydelsen er vederlagsfri, således at der netop ikke opstår nogen (helbredelses)udgift for den pågældende, eller om det offentlige kun yder et vist tilskud, således at modtageren som egenbetaling må dække forskellen mellem tilskuddet og ydelsens pris. I sidstnævnte tilfælde er spørgsmålet dernæst, om der i sociallovgivningen er supplerende muligheder for at dækket egenbetalingen, helt eller delvist; dette gælder selvsagt også ved foranstaltninger, som det offentlige overhovedet ikke yder tilskud til. For kontantydelserne er hovedspørgsmålet, i hvilket omfang ydelserne udmåles efter et indkomstbortfaldsprincip, og hvor grænserne herfor går. For begge typer af ydelser er spørgsmålet endvidere, om ydelsen har karakter af en sikringsydelse, således at den tildeles og udmåles uden hensyn til vedkommendes økonomiske forhold i øvrigt (herunder formue og ægtefælleindtægt), eller om den er trangsbestemt (eller behovsbestemt), således at den netop kun skal dække et behov, som den pågældende ikke råder over midler til at dække selv.
 I jo højere grad relevante serviceydelser er vederlagsfri, og kontantydelser udmåles efter et indkomstbortfaldsprincip, des mindre behov er der for en supplerende erstatning. Dens mulige betydning afhænger imidlertid netop af, om den er “supplerende”, dvs. om de sociale ydelser fradrages i erstatningen. Dette spørgsmål behandles i forbindelse med gennemgangen af de enkelte erstatningsposter. I nærværende sammenhæng behandles kun spørgsmålet om sociallovgivningens regler om betydningen af anden indkomst og formue, herunder i form af erstatning, dvs. navnlig spørgsmålet om, hvorvidt den pågældende ydelse er en sikringsydelse eller en trangsbestemt ydelse, og hvilken konsekvens dette har for ydelsen ved udbetaling af en erstatning