Bog: Injuriesager
496,00 kr. 620,00 kr. inkl. moms

Asger Thylstrups ”Injuriesager – ærekrænkelser og ytringsfrihed” nu i en revideret 3. udgave.

Folketinget gennemførte den 27. december 2018 en ændring af straffelovens kapitel om injuriesager. Loven trådte i kraft den 1. januar 2019.

De nye regler gennemgås i denne 3. udgave af Asger Thylstrups bog, som er en omarbejdelse af bogens tidligere udgaver. Bogen fører de danske domstoles og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis ajour. Bogen omhandler desuden Betænkningen fra 2020 om ytringsfrihedens rammer og vilkår i Danmark samt den helt aktuelle debat om håndteringen af #Metoo. Da den nye lovgivning om injurier stadig giver anledning til uklarheder, kommer forfatteren med forslag til enklere regler.

Målgruppe

Bogen henvender sig til alle som arbejder med og på medier, og til advokater der bliver bedt om at rådgive på området. Da bogen indeholder kritik af den gældende lovgivning og stiller konkrete forslag om en lovreform, kan den med udbytte læses af politikere, samfundsdebattører og alle andre borgere som ønsker et fagligt grundlag for at udtale sig om ytringsfriheden.

Om forfatteren

Forfatteren advokat Asger Thylstrup er cand.jur. fra Københavns Universitet og uddannet journalist, hvortil han har arbejdet på både Politiken og Ekstra Bladet. Derefter uddannede han sig som advokat og etablerede advokatpraksis i København med speciale i blandt andet medieret, ophavsret og med offentlige beskikkelse i strafferet.

Asger Thylstrup var i 25 år juridisk medarbejder på Berlingske Tidende og forsvarer i injuriesager for journalister på Berlingske Tidende, BT, Søndags-BT, Billed-Bladet, Randers Amtsavis og Jydske Tidende. Han var Danske Dagblades Fællesrepræsentations-medlem af det udvalg som på pressens, Danmarks Radios og TV2’s vegne udformede reglerne om god presseskik. I sin advokatpraksis har han ført talrige sager om ærekrænkelser for offentlige og private klienter.

 

-----------------------------------------------------------------------------------------------

 

Indholdsfortegnelse

Forord

Kapitel 1
Skal injuriesagen anlægges?

Kapitel 2
De særlige processuelle regler

Kapitel 3
Forlig eller sagsanlæg?

Kapitel 4
Stævningen i en injuriesag

Kapitel 5
Sagsøgte

Kapitel 6
Sagsøgerens påstand

Kapitel 7
Sagsøgtes svarskrift

Kapitel 8
Ytringsfriheden efter Den Europæiske Menneskerettighedskonvention

Kapitel 9
Pressenævn og genmæle

Kapitel 10
Konklusion og retspolitiske overvejelser

Litteraturfortegnelse
Domsregister
Stikordsregister

 

-----------------------------------------------------------------------------------------------

 

Uddrag af bogen

Kapitel 6
Sagsøgerens påstand

6.1. Indledning

De to første udgaver af denne bog kritiserede de tidligere bestemmelser om ærekrænkelser i straffeloven fordi de ikke gav nogen præcis vejledning om hvornår et udsagn er en strafbar ærekrænkelse.
    Årsagen hertil var først og fremmest at ordet ære ikke i sig selv muliggør en nøjagtig beskrivelse af ytringsfrihedens grænse når det gælder injuriesager. Derved skaber straffeloven et juridisk ingenmandsland både for den advokat som skal råde en klient i en injuriesag, og for den domstol som i en injuriesag skal finde ytringsfrihedens grænse.
    Anden udgave af denne bog fra 2016 udvidede kritikken med et forslag om en ophævelse af § 267 om ærekrænkelser mod en mindre udvidelse af § 165 om falsk anklage; men Folketinget vedtog i 2018 trods kritikken af de gamle bestemmelser, i overensstemmelse med Straffelovrådets betænkning nr. 1573 fra 2017 at føre den hidtidige § 267 om krænkelse af æren videre uden at ændre andet end bestemmelsens
redaktionelle opbygning. Derfor er det stadigt nødvendigt for advokaten som skal rådgive om en injuriesag at overveje klientens sag i et lidt større perspektiv end ved blot at læse lovens tekst.
    Enten har klienten præsteret en »udtalelse eller anden meddelelse eller foretager en handling, der er egnet til at krænke nogens ære« eller også er klienten utilfreds med en andens »udtalelse eller anden meddelelse eller foretager en handling, der er egnet til at krænke« klientens ære.
    Men hvad vil det sige at nogens ære er krænket?
    Ordet ære kom ifølge Peter Skautrup1 ind i vores sprog gennem Valdemars-tidens hof- og ridderliv. Men over for den klient som påberåber sig Valdemartidens æresbegreb – typen er bestemt ikke ualmindelig i dag – kan det anbefales at erindre den sindrige ridder don Quixote som da hans dømmekraft »helt var gået fløjten« kom på den besynderligste tanke »en gal mand nogen sinde har haft i denne verden, idet han både for at øge sin egen ære og tjene republikken fandt det passende og nødvendigt at blive farende ridder og drage rundt i den ganske verden med sin udrustning og sin hest for at lede efter eventyr og udøve det, han havde læst, at de farende riddere gjorde, idet han hævnede alle slags krænkelser og udsatte sig selv for farer og vanskelige situationer, hvor han vandt sig et evigt navn og ry ved at bringe dem til en lykkelig afslutning … » Det kan ikke tilrådes advokaten at citere Cervantes
Saavedra, men kun at tænke på ham ved overvejelsen om hvorvidt man vil påtage sig at føre sag for en person som er indstillet på at ride i kamp mod vejrmøller.
    Problemet ved at straffeloven stadigt lader § 267 beskytte æren er at ordet i dag rummer mange af de betydninger, som i andre sprog kan være delt ud på flere betegnelser. f.eks. beskriver man i Frankrig æren som la glorie og le dignité m. v., og i injuriesager som contravention, l’honneur, la considération, l’expression outrageante, les termes de mépris eller invectives, alt sammen begreber som i Danmark rummes i
ordet ære. Derfor fylder definitionerne af ordet ære i Ordbog over det danske Sprog 11 sider i bind 27 fra 1954. Først som nr. 5 under definitionerne finder vi en for injurielovgivningen relevant definition: »Det til en bestemt person (gruppe af personer) knyttede gode omdømme som personlighed, menneske, samfundsborger (beroende paa hans (hæderlige, smukke) livsførelse, forhold til andre mennesker og personlige
egenskaber som hæderlighed, redelighed) og (ell.) vedk.s egen følelse af
sit værd (som menneske, samfundsborger) …«
    I Den Danske Ordbog fra 2005 fylder definitionerne af begrebet ære kun en side, og den første definition er »personlig værdighed og omdømme …«
    Ingen af disse definitioner kan anvendes som grundlag for en dom i en injuriesag. Dertil er definitionerne alt for upræcise hvilket gennemgangen af domspraksis klart viser.
    Ved rådgivning i æresager har jeg overvejet den filosofiske betydning af begrebet ære. I »Ethica Nicomachea« skriver Aristoteles (384-322 f. Kr.) således om æren:

»… Men dannede folk og praktikere vælger æren, som vel også er et mål for det politiske
liv. Men »ære« synes at være et for overfladisk svar i forhold til det eftersøgte gode.
Og synes at gælde for dem, som ærer, snarere end for den, som æres … Endvidere synes
folk at jagte æren for at overbevise sig selv om, at de er gode. Og de søger den for at
blive ærede af begavede folk og blandt dem, som kender den, og for dydens skyld. Og
det er tydeligt, at de betragter dyden som vigtigere. Man kunne snart forledes til at tro,
at det snarere var dyden, som var mål for det politiske liv …«

Harald Høffding har i »Etik« et svar på hvad en ære indebærer. Høffding beskriver ære og ejendom som:

»ydre Forlængelser af den personlige Frihed. For at kunne naa vort Maal er det ikke
nok, at vi have Tro paa os selv; vi behøve også en vis Anerkendelse fra Andres Side.
Også Andre man betragte os som et Væsen med en berettiget Ejendommelighed. Æren
kommer under sunde Forhold af sig selv, som en Forudsætning, der ikke behøver at
tildrage sig særlig Opmærksomhed, men som dog giver vor Optræden overfor Andre
Tryghed og Fasthed. Det er usundt, naar Opmærksomheden for meget henledes paa
det Billede, der aftegner sig af os i Andres Bevidsthed …«

Hverken Artistoteles’ eller Høffdings etisk begrundede betragtningerom æren kan dog anbefales som grundlag for en grænsedragning i en procedure i en injuriesag mellem den strafbare ærekrænkelse og den sunde debat. Også disse definitioner er for brede til at kunne lægges til grund i en konkret sag.
    Højesterets praksis fastslår at det materielle indhold af § 77 findes i lov nr. 285 af 29. april 1992 om Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, herunder konventionens Artikel 8. Denne artikels første led lyder:

»Enhver har ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin korrespondance....«

For en dansk advokat er det imidlertid oplagt at spørge hvad respekten for privatliv, hjem og korrespondance kan have med dansk rets regler om injuriesager at gøre. I dansk ret er beskyttelsen af privatlivet navnlig indeholdt i grundlovens § 71 om forbud mod frihedsberøvelse på grund af politisk eller religiøs overbevisning eller afstamning. Endvidere nævnes som en privatlivsbeskyttelse efter dansk ret grundlovens § 72 om
at boligen er ukrænkelig. Der findes også en vis beskyttelse i persondataloven, og i straffelovens § 264 d som straffer den som uberettiget videregiver meddelelser eller billeder vedrørende en andens private forhold. Men ingen af disse bestemmelser drejer sig om, eller har været påberåbt eller anvendt i sager for danske domstole om ærekrænkelser.
    Den Europæiske Menneskerettighedskonvention er påvirket af fransk juridisk tænkning. Konventionens Artikel 8, 1. stk. lyder i den originale franske affatning: »1. Toute personne a droit au respect de sa vie privée et familiale, de son domicile et de sa correspondance …« Den refererer til den franske Code Civils »Livre Premier – des personnes, titre premier – des droits civil« artikel 9 som definerer »la vie privée«:
»Chacun a droit au respect de sa vie privée …«
    Artikel 9 er en del af Code Civils »Livre Premier Des Personnes, Titre Premier Des Droits Civil«. Code Civil opstiller ingen præcis definition af hvad der ligger i retten
til la vie privée. Domstolene har anvendt Code Civils artikel 9 i et bredt udsnit af sager om personers følelsesliv, familieliv, retten til privatliv i relation til helbredet, boligen, lønmodtagerens retsstilling, opholdssted og retten til eget billede.
    I sager om erstatning for ærekrænkelser kan Code Civils artikel 9 også påberåbes, men injuriesager hører principielt til den i ytringsfrihedens historie betydningsfulde »Loi du 29 juillet 1881 sur la liberté de la presse«.
    I dennes artikel 29 indeholder en sondring mellem diffamation og injure som spiller en væsentlig rolle for Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10:

» Injure
Toute expression outrageante, termes de mépris ou invective, qui ne renferme l’imputation d’aucun fait précis. Dans la mesure où elle n’est pas précédée de provocations, l’injure est un délit lorsqu’elle est publique, et une contravention lorsqu’elle n’est pas publique.

Diffamation
Allégation ou imputation d’un fait, constitutive d’un délit ou d’une contravention
selon son caractère public ou non, qui porte atteinte à l’honneur ou à la considération
d’une personne ou d’un corps constitué.«

Injure svarer til det som i dansk ret før 2019 hed ringeagtsytringer, og diffamation svarer til hvad der før 2019 i dansk ret blev betegnet som sigtelser.
    Et strafbart udsagn kan derfor efter fransk ret foreligge i form af en diffamation eller injure. De engelske oversættelser af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis benævner sondringen statement of facts og value judgement.

Læs mere af uddraget i den vedhæftede PDF.