Sikkerhed i fordringer

En gennemgang af de retlige aspekter i forbindelse med sikkerhed i fordringer.

Bogen beskæftiger sig med de sikkerhedsretlige problemstillinger, der er forbundet med erhvervsvirksomheders anvendelse af simple og negotiable fordringer som kreditsikring.

Følgende former for sikkerhedsstillelse behandles bl.a.:

• Simple fordringer, herunder factoring

• Virksomheds- og fordringspant

• Negotiable fordringer, herunder omsætningsgældsbreve, digitale negotiable pantebreve og fondsaktiver

Bogen belyser også de særlige problemer, som vedrører det indbyrdes retsforhold mellem panthaver og pantsætter i forbindelse med aftalen om sikkerhedsstillelse – inter partes-relationen.

Denne 9. udgave er ajourført og revideret med ny lovgivning, retspraksis og litteratur.

Målgruppe

Bogen er velegnet for advokater, revisorer, ansatte i den finansielle sektor og andre praktikere, der beskæftiger sig med finansierings- og kreditretlige problemstillinger. Studerende ved universiteter og handelshøjskoler vil også have stort udbytte af bogen.

Om forfatterne

Forfatterne er professor emeritus, lic.jur. Nis Jul Clausen, LL.M. og lektor, ph.d., Camilla Hørby Jensen. Begge er ansat ved Juridisk Institut, Syddansk Universitet.

-----------------------------------------------------------------------------------------------

Indholdsfortegnelse

Kapitel 1
Fordringer som kreditsikring
1,1 Indledning
1.2 Fordringers overdragelighed
1.3 Krav om sikringsakt
1.4 Fremstillingens emne
1.5 Aftaler om sikkerhedsstillelse
1.5.1 Stiftelse af sikkerhedsret
1.5.2 Sikkerhedsaftalers rækkevidde m.m.
1.5.3 Panthavers fyldestgørelse
1.5.4 Gældsbrevslovens §§ 9 og 10

Kapitel 2
Simple fordringer
2.1 Indledning
2.2 Skyldnerens retsstilling ved overdragelse af simple fordringer
2.2.1 Skyldnerens bevarelse af indsigelser
2.2.2 Legitimation
2.3 Denunciation som sikringsakt 
2.3.1 Simple fordringer omfattet af gældsbrevsloven
2.3.2 Undtagelser til kravet om denunciation
2.3.3 Ejerandele i selskaber m.v.
2.4 Den overdragne fordring
2.4.1 Fremtidige fordringer
2.5 Karakteristik af GBL § 31
2.6 Denunciationens afsender
2.7 Denunciationens afgivelse
2.8 Denunciationens indhold 
2.9 Denunciationens adressat
2.9.1 Generelt 
2.9.2 Specielt om sekundær transport – entreprise
2.10 Factoring
2.10.1 Arrangementets indhold 
2.10.2 Opnåelse af omsætnings- og kreditorbeskyttelse
2.10.3 Særligt om sekundær transport

Kapitel 3
Virksomheds- og fordringspant
3.1 Indledning
3.1.1 Supplement til eksisterende panteordninger
3.2 Hvem kan stille virksomheds- og fordringspant?
3.3 Hvem kan virksomheds- og fordringspant stilles overfor?
3.4 Pantebrevsform
3.5 Sikringsakt
3.6 Pantets omfang
3.7 Udskillelse ifølge regelmæssig drift
3.8 Begrænsninger i pantsætningsadgangen
3.8.1 Forbud mod samtidigt virksomhedspant og fordringspant
3.8.2 Negativerklæringer/pantsætningsforbud
3.9 Konkurrerende rettigheder
3.9.1 Pantsætning efter gældsbrevslovens regler
3.9.2 Underpantsætning af accessoriske fordringer efter reglerne om løsøre
3.9.3 Flere virksomheds-/fordringspanthavere
3.9.4 Udlæg – Plukkereglen
3.9.5 Oprykning 
3.10 Pantsætningens konsekvenser for fordringernes skyldnere
3.10.1 Betaling med frigørende virkning
3.10.2 Bevarelse af indsigelser 
3.11 Panthavers fyldestgørelse – Tiltrædelse af pantet
3.12 Frysningsregler 
3.12.1 Frysnings-/skæringstidspunkt
3.12.2 Frysningens rækkevidde
3.12.3 Underretning af panthavere 
3.12.4 Frysningens betydning for panthavers fyldestgørelsesmuligheder
3.12.5 Stiftelsen af nye panterettigheder efter skæringstidspunktet
3.13 Særligt om virksomheds- og fordringspant i konkurs 
3.13.1 Hæftelse for konkursomkostninger
3.13.2 Omstødelse

Kapitel 4
Negotiable fordringer
4.1 Indledning
4.2 Negotiabilitetsvirkninger
4.2.1 Legitimationsregler 
4.2.2 Fortabelse af rettigheder
4.2.3 Fortabelse af indsigelser
4.2.4 Modregning
4.3 Omsætningsgældsbreve.
4.3.1 Primær panthaver
4.3.2 Sekundær panthaver
4.3.3 Kreditudvidelse 
4.4 Pantebreve i fast ejendom
4.4.1 Pantebrevsformer
4.4.2 Overdragelse af pantebreve
4.4.2.1 Frempantsætning af almindelige pantebreve
4.4.2.2 Sekundær pantsætning og indbrudspant i ejerpantebreve
4.4.2.3 Frempantsætning af ejerpantebreve
4.5 Fondsaktiver
4.5.1 Begrebet fondsaktiver
4.5.2 Registreringssystemet
4.5.3 Opnåelse af omsætnings- og kreditorbeskyttelse 

Litteraturfortegnelse
Domsregister
Stikordsregister

-----------------------------------------------------------------------------------------------

Uddrag af bogen

Kapitel 1
Fordringer som kreditsikring

1.1 Indledning
Når en debitor opnår kredit eller lån hos en kreditor, hæfter (penge-) debitor, hvis andet ikke er aftalt, personligt for tilbagebetalingskravet, således at (penge-)kreditor om nødvendigt kan opnå dækning for sit krav gennem tvangsrealisation af de aktiver, som debitor ejer på fyldestgørelsestidspunktet.
   I en række tilfælde finder kredit- og långivere, herunder ikke alene de traditionelle finansieringsvirksomheder som pengeinstitutter m.v. men også andre kreditgivere som leverandører af varer og tjenesteydelser, at debitors personlige hæftelse ikke er tilstrækkelig til at sikre det skyldige beløbs betaling. I stedet for at yde blankokredit stilles der derfor enten i forbindelse med kredittens etablering eller senere krav om sikkerhedsstillelse, således at kreditor har bedre mulighed for at få sit krav indfriet,
såfremt debitor personligt skulle mangle evnen eller viljen til at opfylde sin forpligtelse.
   Sikkerhed for kreditors krav kan enten være personel eller reel. Personalsikkerhed,
typisk i form af kaution, indebærer, at en anden person end hoveddebitor tillige hæfter personligt over for kreditor for hel eller delvis opfyldelse af hoveddebitors forpligtelse. Ved realsikkerhed opnår kreditor derimod sikkerhed i et eller flere aktiver, som tilhører debitor (eller en tredjemand),1 således at kreditor ved debitors manglende betaling forud for debitors øvrige, usikrede kreditorer kan søge sig fyldestgjort gennem realisation af de pågældende aktiver. Der vil typisk være tale om panteret i fast ejendom, løsøre eller fordringer – og ved kreditkøb ejendomsforbehold i det solgte.
   Hvorvidt en kreditor i det enkelte tilfælde bør søge at sikre sit tilgodehavende gennem kaution eller panteret beror på en række overvejelser og kan ikke besvares entydigt.
   Ved kaution må kreditor foretage en generel kreditvurdering af kautionisten. Det afgørende er, om kreditor på baggrund af en vurdering af kautionistens nuværende og fremtidige indtjeningsevne og formueforhold finder, at denne til sin tid, når det skyldige beløb skal betales, er i stand til at indfri kreditors tilgodehavende, såfremt hovedskyldneren ikke opfylder sin betalingsforpligtelse. Derimod kan kreditor ikke lægge afgørende vægt på værdien af enkelte af kautionistens aktiver. I forhold til kreditor medfører en kautionsforpligtelse ingen begrænsninger i kautionistens muligheder for faktisk eller retligt at disponere over sine aktiver (medmindre kautionisten tillige pantsætter disse til kreditor som sikkerhed for skyldnerens gæld). Kautionisten kan derfor, inden kreditors krav aktualiseres, afhænde eksempelvis enkelte særligt værdifulde aktiver. Kreditors vurdering af kautionisten svarer i det væsentligste til den, som en kreditgiver normalt vil foretage af en debitor forud for
ydelse af kredit uden sikkerhed. Er kreditor en finansiel virksomhed, skal de særlige regler i lov om finansiel virksomhed §§ 47 og 48 om henholdsvis kaution inden for og uden for erhvervsforhold ligeledes tages i betragtning.
   Ved pantsætning vil pantsætningsaftalen og især iagttagelse af den fornødne sikringsakt derimod begrænse pantsætters mulighed for at råde over det pantsatte til skade for kreditor. Kreditor må inden pantsætningen vurdere, om det eller de pantsatte aktiver på et eventuelt realisationstidspunkt vil have en sådan værdi, at der må formodes at kunne opnås dækning for det beløb, som debitor til sin tid måtte skylde kreditor.
   Ved anvendelse af fordringer som sikkerhed for lån og kredit skal det bemærkes, at kreditgiverens kreditrisikovurdering i nogen grad er anderledes og generelt må anses for mere usikker end ved kreditsikring gennem andre aktivtyper som fast ejendom og løsøre. Den kreditgiver (panthaver/erhverver), der eksempelvis opnår sikkerhed for
kredit til en virksomhed (pantsætter/overdrager) gennem pant i virksomhedens
kreditsalgsfordringer, må ud over den almindelige kreditvurdering af virksomheden tillige vurdere risikoen for, at det viser sig, at fordringernes skyldnere, det vil sige virksomhedens kunder, ikke er i stand til at betale, når fordringerne forfalder. Kreditgiver må endvidere indregne risikoen for, at skyldnerne overhovedet ikke kan
tilpligtes at betale, f.eks. fordi de varer, som virksomheden har leveret til skyldnerne, og som danner grundlag for de pantsatte fordringer, har været behæftet med mangler. En sådan mangelindsigelse vil normalt også kunne gøres gældende over for den, som har fået fordringen overdraget (kreditgiveren), jf. GBL § 27, hvorefter erhververen af en simpel fordring ikke får bedre ret over for skyldneren, end overdrageren havde.
   En række forhold har bevirket en ændring i virksomhedernes muligheder for at opnå kredit og lån mod sikkerhed i de forskellige aktivtyper. For løsøres vedkommende har den teknologiske udvikling betydet, at især driftsmidler og driftsinventar efter blot få års anvendelse er af yderst begrænset værdi. Endvidere har udbredelsen af forskellige
leje- og leasingarrangementer medført, at erhvervsejendomme og driftsmidler og driftsinventar i mindre omfang end tidligere ejes af virksomhederne, hvorfor disse aktiver ikke vil kunne benyttes til sikring af virksomhedernes kredit. Hertil kommer, at de særlige regler om virksomheds- og fordringspant i TL §§ 47 c ff. har medført nye og
ændrede muligheder for at etablere sikkerhed i blandt andet varelagre og fordringer.
   Blandt andet disse forhold har været medvirkende til, at fordringer og i nogen grad lager- og salgsvarer i dag spiller en større rolle som kreditsikringsmiddel end tidligere. Specielt til sikring af en virksomheds driftskredit er omsætningsaktiverne velegnede, idet der ofte vil være en sammenhæng mellem kreditbehovet og mængden af omsætningsaktiver i virksomheden.

1.2 Fordringers overdragelighed

Ganske som andre aktivtyper kan fordringer overdrages og benyttes til at sikre en kreditors tilgodehavende. Uanset om der er tale om overdragelse til eje, pant eller anden form for sikkerhedsstillelse, er udgangspunktet, at fordringens skyldner må finde sig i, at fordringen overdrages fra én kreditor (overdrageren) til en anden kreditor (erhververen). Mens kreditorskifte således ikke kræver skyldners accept, kan debitorskifte normalt kun gennemføres efter accept fra kreditor.
   Den i forhold til skyldneren frie overdragelighed kan dog være begrænset. Der kan f.eks. mellem skyldforholdets oprindelige parter være indgået en aftale, som helt eller delvist begrænser kreditors adgang til at overdrage kravet mod skyldneren. En sådan aftalemæssig begrænsning i mulighederne for at overdrage en fordring foreligger
eksempelvis, såfremt Almindelige Betingelser for arbejder og leverancer i bygge- og anlægsvirksomhed af 2018 (AB 18) er vedtaget i forbindelse med en entrepriseaftale. Af disse betingelsers § 7, stk. 2 følger, at såfremt entreprenøren overdrager uforfaldne tilgodehavender i henhold til en entrepriseaftale, går transporter, der står i forbindelse med arbejdets udførelse (de såkaldte vedkommende transporter), forud for andre
transporter (uvedkommende transporter).
   Kreditors mulighed for at overdrage sit krav kan også være udelukket, fordi den indgåede aftale er af en sådan art, at den forudsætter et personligt forhold mellem skyldner og kreditor. F.eks. spiller en låntagers person ved en aftale om pengelån en så afgørende rolle for långivers ydelse af lånet, at låntager i almindelighed ikke kan overdrage sit krav på långiver om udbetaling af lånet. Erklæres en låntager konkurs,
vil konkursboet ej heller under henvisning til reglerne i konkurslovens kapitel 7 om konkursboets ret til at indtræde i de af skyldneren indgåede gensidigt bebyrdende aftaler, kunne kræve et lån udbetalt fra en långiver. Dette gælder formentlig også, selvom konkursboet kan stille betryggende sikkerhed, der måtte være en betingelse for lånets udbetaling, f.eks. pant i fast ejendom til sikkerhed for et realkreditlån. Det er derimod antaget, at en garantistillelse kan overdrages.

Se UfR 1997.1376 H. Til sikkerhed for et arrangement mellem selskabet S og banken B
udstedte et kautionsforsikringsselskab K en garanti over for B. Som led i en anden bank C’s overtagelse af B’s arrangementer med S transporterede B garantien til C. Højesteret fandt, at garantien kunne overdrages ved aftale mellem de to banker, og at det ikke var en afgørende forudsætning for S eller K, hvilken bank der var berettiget til at gøre garantien gældende.

Der findes i lovgivningen bestemmelser, der af sociale og andre hensyn begrænser eller udelukker overdragelse af bestemte krav. Disse krav kan være af såvel offentligretlig som privatretlig karakter. Eksempelvis kan krav på personskade- og forsørgertabserstatning, jf. erstatningsansvarsloven § 18, stk. 1, ikke overdrages, så længe kravet og dets størrelse ikke er anerkendt eller fastslået af domstolene. For livsforsikringers vedkommende gælder det, at forsikringstagerens eller den begunstigedes ret over for forsikringsselskabet som udgangspunkt ikke kan gøres til genstand for kreditorforfølgning. Derimod kan rettigheder ifølge en livsforsikring overdrages, f.eks. ved sikkerhedsstillelse, jf. nærmere forsikringsaftaleloven §§ 116 og 117.

Læs mere af uddraget i den vedhæftede PDF.