Kreditorforfølgning

10. udgave af bogen Kreditorforfølgning er i produktion og forventes at komme på lager primo december 2023. 

Kreditorforfølgning er den eneste samlede fremstilling af kreditorforfølgningssystemet i dansk litteratur

Kreditorforfølgning giver en grundlæggende indføring i Retsplejelovens og Konkurslovens materielretlige regulering af kreditorers individual- og universalforfølgning og gennemgår:

• de fogedretlige regler om udlæg, tvangsauktion, arrest og umiddelbare fogedforretninger, samt de særlige regler om inddrivelse af gæld til det offentlige ved udpantning og lønindeholdelse,
• de konkursretlige regler om rekonstruktion, konkursens indtræden og retsvirkninger, konkursboets aktiver og passiver, herunder modregning og anmeldelsesret, reglerne om omstødelse og om konkursorden samt om gældssanering.

Nyt i 9. udgave

I bogens 9. udgave er fremstillingen opdateret med ny lovgivning og retspraksis frem til den 1. oktober 2021, herunder de ændrede regler om rekonstruktion.

Målgruppe

Bogens primære sigte er at være lærebog på jurastudiet, men den kan i vidt omfang også anvendes som opslagsværk og vil derfor også have interesse for praktikere, der beskæftiger sig med insolvensretten ­– bl.a. i kraft af de udførlige henvisninger til nyere praksis.

Bogens forfattere

Peter Møgelvang-Hansen, professor emeritus, CBS Law, Handelshøjskolen.

Jakob Juul-Sandberg, videnadvokat, ph.d. Focus Advokater, Odense; ekstern lektor på Syddansk Universitet.

-----------------------------------------------------------------------------------------------

Indholdsfortegnelse

Kapitel I
Kreditorforfølgningssystemet

1. DEL: INDIVIDUALFORFØLGNING

Kapitel II
Grundlaget for udlæg

Kapitel III
Genstanden for udlæg

Kapitel IV
Udlægs retsvirkning

Kapitel V
Tvangsauktion

Kapitel VI
Krav på andet end penge

Kapitel VII
Inddrivelse af gæld til det offentlige

Kapitel VIII
De foreløbige og midlertidige retsmidler. Arrest og forbud/påbud

2. DEL: UNIVERSALFORFØLGNING

Kapitel IX
Indledning – oversigt og grundprincipper

Kapitel X
Konkursbetingelser og retsvirkninger

Kapitel XI
Konkursboets aktiver

Kapitel XII
Boets passiver (konkurskrav)

Kapitel XIII
Omstødelse

Kapitel XIV
Konkursordenen og fyldestgørelse af særlige rettigheder

Kapitel XV
Rekonstruktion

Kapitel XVI
Gældssanering

Domsregister
Stikordsregister 

-------------------------------------------------------------------------------------------

Uddrag af bogen

Kapitel I

Kreditorforfølgningssystemet

1. Individual- og universalforfølgning

Ved kreditorforfølgning sigtes til reglerne om tvangsfuldbyrdelse af krav, dvs. de regler, som regulerer kreditorers adgang til tvangsmæssigt at skaffe sig fyldestgørelse for deres krav ved en retsforfølgning, som retter sig mod skyldnerens formuemasse eller en del af denne.
     Kreditorforfølgningssystemet inddeles i to hovedformer: Individualforfølgning
(jf. denne bogs 1. del, omfattende kap. II-VIII) og universalforfølgning (bogens 2. del, omfattende kap. IX-XVI). Sondringen beror på, om kreditorforfølgningen kun omfatter den enkelte kreditor, der iværksætter den, eller den omfatter alle skyldnerens kreditorer.
     En kreditorforfølgning vil normalt starte med, at den enkelte kreditor, hvis krav ikke opfyldes frivilligt af skyldneren, indleder en individualforfølgning ved at få dom eller andet gyldigt tvangsfuldbyrdelsesfundament (jf. retsplejeloven (RPL) § 478) over skyldneren for det pågældende krav. Efterleves dommen ikke, eller har kreditor i øvrigt et gyldigt fundament, kan kreditor ved henvendelse til fogedretten på grundlag af dom eller andet fundament begære foretagelse af udlæg i formueaktiver tilhørende skyldneren. Hvis skyldneren fortsat ikke opfylder kravet, kan fordringshaveren herefter som hovedregel lade de aktiver, hvori udlæg blev foretaget, bortsælge på tvangsauktion. Tvangen ved kreditorforfølgning ligger i, at skyldneren ikke kan modsætte sig disse retsskridt – og hvis han forsøger, kan de i sidste instans gennemføres med magt. Fyldestgørelsen ligger i, at kreditor får dækning for sit krav, så langt som provenuet fra tvangsauktionen rækker til. Får kreditor ikke fuld dækning, kan han fortsætte individualforfølgningen, f.eks. ved at foretage nyt udlæg i andre aktiver, som skyldneren måtte eje eller have erhvervet.
     En skyldner, der ikke kan (eller vil) opfylde én kreditors tilgodehavende, vil ofte have skyld også til andre kreditorer, der derfor ligeledes iværksætter individualforfølgning. Ved konkurrence mellem flere individualforfølgende kreditorer må der derfor tages stilling til deres indbyrdes prioritetsstilling. Udgangspunktet er her det almindelige princip om tidsprioritet: Hvis flere kreditorer f.eks. har fået foretaget udlæg i samme aktiv hos skyldneren, afgøres prioritetsstillingen som hovedregel af tidspunktet for indgivelse af anmodning om udlæg, jf. RPL § 526, stk. 1. Den, der kommer først, får altså bedst dækning. Dette princip kan selvsagt føre til et kapløb mellem kreditorerne, især hvis de forventer,
at skyldneren ikke har – og heller ikke kan forventes at få – tilstrækkelige midler til at dække samtlige krav.
     I modsætning hertil bygger universalforfølgning på et ligelighedsprincip.
Skyldnerens formue anvendes til en samlet fyldestgørelse af alle hans kreditorer, og ved denne fyldestgørelse er udgangspunktet, at kreditorerne får samme forholdsmæssige (procentvise) dækning af deres tilgodehavender. Graden af fyldestgørelse beror således ikke på tidsmæssige tilfældigheder eller på, om kreditorerne har været mere eller mindre ihærdige med at iværksætte kreditorforfølgning. Behovet for universalforfølgning er imidlertid netop kun til stede, hvis skyldneren ikke er i stand til at fyldestgøre alle sine kreditorer, dvs. er insolvent. Universalforfølgning kan derfor også betegnes som insolvensbehandling.

2. Oversigt over kreditorforfølgningsformer

2.1. Individualforfølgning

Individualforfølgning omfatter først og fremmest de tvangsfuldbyrdelsesformer, der er reguleret i RPL kap. 44 a-57, og som er henlagt til fogedretten. De betegnes derfor også under ét som fogedforretninger. I figur 1.1. er der givet en oversigt over disse. Som det fremgår af figuren, kan der overordnet sondres mellem fogedforretninger, der sigter på at skaffe kreditor fyldestgørelse for sit krav, og de såkaldte »foreløbige/ midlertidige« retsmidler (arrest og forbud/påbud), som kun tilsigter at give kreditors ret et foreløbigt værn. Hovedformålet med arrest er at bane vej for senere foretagelse af udlæg ved en begrænsning af skyldnerens adgang til at råde over de aktiver, hvori der er foretaget arrest. Midlertidige afgørelser om forbud og påbud har kun et præventivt sigte, nemlig at forhindre adfærd, som strider mod en ret, der risikerer at blive krænket, jf. RPL § 413. Forbud har derfor for så vidt intet med tvangsfuldbyrdelse at gøre og behandles derfor kun kortfattet i denne fremstilling. Indtil d. 1. juli 2013 fandtes reglerne om fogedforbud i RPL kap. 57. Forbudssagerne behandles herefter ikke længere som fogedforretninger, idet de er flyttet fra fogedretten til civilretten. Samtidig er regelsættet udvidet til også at omfatte midlertidige afgørelser om påbud. De tidligere regler om fogedforbud er ophævet, og RPL kap. 57 (§§ 641-644) indeholder nu alene enkelte bestemmelser om fogedrettens bistand til opretholdelse af midlertidige afgørelser om forbud/påbud efter RPL kap. 40 (§§ 411-430).
     Blandt de fogedforretninger, som sigter til at skaffe kreditor fyldestgørelse, må der dernæst sondres mellem tilfælde, hvor tvangsfuldbyrdelsen er betinget af et særligt grundlag (»fundament«) herfor, jf. RPL § 478, og tilfælde, hvor kravet kan gennemtvinges uden et sådant grundlag (»umiddelbare fogedforretninger«), jf. RPL kap. 55.
     I tilfælde, hvor tvangsfuldbyrdelsen sker på grundlag af et fundament, må dernæst sondres mellem pengekrav og krav på andet end penge. Blandt de førstnævnte tilfælde kan man udskille den fyldestgørelse, som en panthaver i fast ejendom kan opnå ved at få ejendommen i brugeligt pant. Det særlige ved denne form for fyldestgørelse er, at panthaveren overtager driften af ejendommen for derigennem at opnå fyldestgørelse for sit krav gennem indtægterne fra driften. Bortset fra disse tilfælde tjener fundamentet som grundlag for foretagelse af udlæg i aktiver, som tilhører skyldneren. Foretagelse af udlæg indebærer normalt, at der stiftes en sikkerhedsret for vedkommende kreditor i de pågældende aktiver, som svarer til den sikkerhed, der opnås ved stiftelse af en panteret. Da udlæg ikke stiftes ved aftale, men ved fogedrettens afgørelse – dvs. ved en judiciel akt (en domstolsafgørelse) – kaldes denne form for pant retspant, jf. Pant s. 6f og Panteret s. 22. Et udlæg giver således normalt ikke i sig selv kreditor fyldestgørelse, men giver kreditor grundlag for at sætte de udlagte aktiver på tvangsauktion, hvorefter auktionssummen anvendes til fyldestgørelsen.
     Lyder kravet på andet end penge, kan kreditors interesse i skyldnerens opfyldelse af det omsættes til et pengebeløb (af fogedretten), og dette pengekrav herefter tvangsfuldbyrdes på samme måde som andre pengekrav, jf. ovenfor. I visse tilfælde kan kravet dog gennemtvinges in natura, dvs. at fogedretten umiddelbart gennemtvinger kravet eller tillader, at andre (for skyldnerens regning) foretager den handling, som er fastslået i fundamentet for fogedforretningen. Hvis f.eks. kreditor har fået dom for, at skyldneren skal udlevere en løsøregenstand eller sørge for en bygningsændring, kan dommen fuldbyrdes ved, at fogedretten fratager skyldneren den pågældende genstand eller lader andre foretage bygningsændringen for skyldnerens regning.
     Reglerne om umiddelbare fogedforretninger knytter sig tæt til disse regler om gennemtvingelse in natura. Kun de besiddelseskrav, som kan gennemtvinges in natura, kan være genstand for en umiddelbar fogedforretning. Forskellen mellem de to former for tvangsfuldbyrdelse er således kun, at den umiddelbare fogedforretning ikke bygger på et fundament. Således kan en kreditor f.eks. undertiden kræve sig indsat i besiddelsen af en løsøregenstand, som befinder sig hos skyldneren, selv om kreditor ikke forinden har fået dom for, at skyldneren skal afgive besiddelsen. Et praktisk vigtigt eksempel på en sådan umiddelbar fogedforretning er en ejendomsforbeholdssælgers mulighed for at tage det solgte tilbage, hvis køberen misligholder betalingsforpligtelsen, jf. kreditaftalelovens § 36.
     Tvangsfuldbyrdelse af pengekrav kan også gennemføres på anden måde end ved fogedforretninger. Dette gælder navnlig for det offentliges krav på betaling af skatter og afgifter m.v. Reglerne herom blev i 2008 samlet i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, der behandles nærmere i kap. VII. De typer af fordringer, der kan inddrives efter disse regler, er fastlagt i et bilag til loven, som også omfatter enkelte privatretlige fordringer (især underholdsbidrag). Inddrivelsen varetages af
den såkaldte restanceinddrivelsesmyndighed, som efter bemyndigelsen i lovens § 2 er skatteforvaltningen. Inddrivelsen kan ske ved lønindeholdelse eller ved udpantning, jf. lovens §§ 10-12. Fælles for disse inddrivelsesformer er, at de kan iværksættes uden noget særligt fundament herfor (f.eks. i form af en dom for det pågældende krav), idet grundlaget alene ligger i lovhjemlen. Udpantning sker imidlertid i øvrigt efter samme regler, som gælder for udlæg, jf. RPL § 478, stk. 2; for så vidt er udpantning ikke en selvstændig inddrivelsesform, idet lovhjemlen hertil fungerer som udlægsfundament. Lønindeholdelse er derimod en særlig inddrivelsesform, hvor indeholdelsen sker i forbindelse med det almindelige skattetræk på grundlag af en afgørelse fra restanceinddrivelsesmyndigheden,
hvorefter det indeholdte beløb afregnes til den eller de berettigede, jf. lov om Det Fælles Lønindeholdelsesregister (Lovbekendtgørelse nr. 187 af 16. februar 2015).
     Hvis kreditor uden brug af det lovhjemlede tvangsfuldbyrdelsessystem selv tiltvinger sig fuldbyrdelse, vil der normalt foreligge ulovlig selvtægt, jf. straffelovens § 294. En særlig form for lovlig, privat tvangsfuldbyrdelse følger dog af de almindelige regler om (tvungen) modregning. Hvis betingelserne herfor er opfyldt, tvinger modregneren skyldneren til at tåle, at ét bestemt formueaktiv – skyldnerens krav mod modregneren – anvendes til fyldestgørelse af dennes krav.

Læs mere af uddraget i vedhæftede pdf.