Bog: Voldgiftsdommerens upartiskhed og uafhængighed
482,00 kr. 602,50 kr. inkl. moms

Anmeldelser

Uddrag fra en anmeldelse bragt i ET Erhvervsjuridisk Tidsskrift nr. 1, 2019, skrevet af professor, ph.d. Lasse Højlund Christensen, Aarhus Universitet: 

"... Selv om forfatterens bud på en forståelse således ikke når hele vejen, så kommer man som læser nærmere målet. Forfatteren skriver levende, og han henter – uden at tynge afhandlingen unødvendigt med noter – ofte inspiration fra international praksis og andre retsområder. Det giver med forfatterens fokus på hensynene bag reglerne en række spændende overvejelser om de forskellige problemer, der kan opstå i forbindelse med emnet, ..." Læs hele anmeldelsen her.

Læs også Steffen Pihlblad´s anmeldelse af bogen, bragt i UfR nr. 44, 2018 her.

Om bogen

Dette værk er et grundigt og værdifuldt bidrag til forståelsen af voldgiftslovens regler om voldgiftsdommerens upartiskhed og uafhængighed.

Fænomener som interessekonflikter og inhabilitet er på det seneste blevet genstand for øget opmærksomhed på flere forskellige områder. På voldgiftsområdet er en stigning i antallet af indsigelsessager og en forøgelse af indsigelsessagernes kompleksitet med til at gøre tvistløsningsprocessen stadigt mere ineffektiv.

Værket fører læseren ned under overfladen på voldgiftslovens regler om voldgiftsdommerens upartiskhed og uafhængighed. Det afklarer reglernes formål, indhold og implikationer, og det hjælper dermed læseren med at anvende og videreudvikle reglerne på en effektiv og nuanceret måde for i sidste ende at undgå inhabile voldgiftsdommere og grundløse inhabilitetsindsigelser i voldgiftsprocessen. Værket udgør med få ændringer forfatterens ph.d.-afhandling.


Målgruppe

Advokater, voldgiftsdommere, dommere, jurister ved voldgiftsinstitutterne, jurastuderende, samfunds- og herunder navnlig retsvidenskabelige forskere, voldgiftsdommersekretærer og andre, der beskæftiger sig med voldgift.


Om forfatteren

Johan Tufte-Kristensen har siden 2014 været ansat på Københavns Universitet, hvor han beskæftiger sig med reguleringen af interessekonflikter i bl.a. domstolene, forvaltningen, advokatbranchen, forskningsverdenen og den finansielle sektor. Han underviser i civilprocesret på den juridiske kandidatuddannelse og repræsenterer den danske regering i FN’s voldgifts- og konfliktløsningsarbejdsgruppe. Han besidder flere tillidsposter, blandt andet som medlem af Den Danske Styrelse for de Nordiske Juristmøder og bestyrelsen for foreningen Young Arbitrators Copenhagen, der arbejder for at fremme interessen for voldgift blandt yngre jurister.

Bogens indhold

Indholdsfortegnelse:

Kapitel 1: Emnet og fremgangsmåden
Kapitel 2: Behovet for at foregribe det usaglige
Kapitel 3: Interessekonflikten
Kapitel 4: Årsagsrelationen
Kapitel 5: Lempelsesmuligheden og de modstående hensyn
Kapitel 6: Parternes indflydelse
Kapitel 7: Ressourcesynspunktet efter kendelsens afsigelse
Kapitel 8: Konklusion

Uddrag fra bogen (læs hele uddraget)

1. Problemformuleringen

Voldgiftssagens parter nyder ikke samme beskyttelse mod forkerte afgørelser og sagsbehandlingsmæssige fejl, som retssagens parter nyder. Voldgiftsprocessen er nemlig ikke genstand for noget offentligheds- eller toinstansprincip, og voldgiftsdommere skal ikke nødvendigvis opfylde uddannelses-, decorum- og andre generelle habilitetskrav.
 Derfor kan reglerne om voldgiftsdommerens upartiskhed og uafhængighed være afgørende for parternes retsstilling og for den generelle tillid til processen. Disse regler har nemlig til formål at foregribe situationen, hvor en voldgiftsdommer inddrager usaglige hensyn i sin behandling eller afgørelse af en voldgiftssag, jf. herom i kapitel 2.
 Som det vil blive uddybet i afsnit 3, er reglerne på mange punkter uafklarede. De kommer blandt andet til udtryk i retlige standarder, som ikke giver noget klart svar på, om et forhold er omfattet af reglerne eller ej. Desuden er der forskellige holdninger til, hvordan reglerne bør være. Nogle vil mene, at de individuelle parter skal have mulighed for at udpege partiske sidevoldgiftsdommere, mens andre vil mene det modsatte. Nogle vil mene, at en part skal kunne give afkald på retten til at rejse inhabilitetsindsigelser i anledning af selv alvorlige indsigelsesgrunde, mens andre vil mene, at afkaldsmuligheden bør være begrænset eller ikkeeksisterende.
 Afhandlingens formål er at bidrage til forståelsen af voldgiftslovens regler om voldgiftsdommerens upartiskhed og uafhængighed. Afhandlingen søger at afklare reglernes indhold for dermed at gøre anvendelsen og udviklingen af reglerne mere forudsigelig og nuanceret. Som led i disse undersøgelser søger afhandlingen at forklare, hvilke retspolitiske og praktiske overvejelser reglerne og deres fortolkning giver anledning til.

2. Genstanden

Afhandlingen handler om voldgiftslovens inhabilitetsregler (afsnit 2.1). I praksis bliver voldgiftsdommeres upartiskhed og uafhængighed i vidt omfang reguleret og håndhævet af private voldgiftsinstitutter, så voldgiftslovens inhabilitetsregler indgår i et samspil med disse institutters regler og praksis, som dog ikke er en del af afhandlingens genstand (afsnit 2.2). Reglerne indgår også i et samspil med voldgiftsdommerens egen etik, som heller ikke er en del af afhandlingens genstand (afsnit 2.3).

2.1. Voldgiftslovens inhabilitetsregler
Efter voldgiftslovens § 12, stk. 2, kan voldgiftsdommeren diskvalificeres, “hvis der foreligger forhold, som giver anledning til berettiget tvivl om voldgiftsdommerens upartiskhed eller uafhængighed”. Efter stk. 1 skal voldgiftsdommeren oplyse om forhold, der “kan” give anledning hertil. Efter § 37, stk. 2, nr. 1, litra d, kan voldgiftskendelsen tilsidesættes som ugyldig, hvis reglerne i § 12 ikke er blevet iagttaget. Afhandlingen handler om disse regler.
 Oplysningsbestemmelsen i voldgiftslovens § 12, stk. 1, og tilsidesættelsesbestemmelsen i § 37, stk. 2, nr. 1, litra d, er begge afledt af den retlige standard i § 12, stk. 2. Uanset om inhabilitetssagen vedrører voldgiftsdommerens oplysningspligt, muligheden for at diskvalificere en voldgiftsdommer eller voldgiftskendelsens tilsidesættelse, er det vigtigt at kunne afklare, om et forhold “giver anledning til berettiget tvivl om voldgiftsdommerens upartiskhed eller uafhængighed”. Afhandlingen vedrører derfor først og fremmest indholdet af den retlige standard i voldgiftslovens § 12, stk. 2.
 Den retlige standard i § 12, stk. 2, udgør kun en del af voldgiftslovens inhabilitetskatalog. For retsanvenderen vil det aldrig være tilstrækkeligt at slå fast, om et forhold giver anledning til berettiget tvivl om voldgiftsdommerens upartiskhed eller uafhængighed. Reglernes retsvirkninger afhænger ikke kun af den berettigede tvivl om voldgiftsdommerens upartiskhed eller uafhængighed, men også af flere andre forhold, herunder om indsigelsesfristen er udløbet, om parten har deltaget i udpegningen af voldgiftsdommeren, og om der er tale om en diskvalifikations- eller tilsidesættelsesanmodning.
 Derfor er også de klarere regler om blandt andet retsvirkningerne og indsigelsesfristen en del af afhandlingens genstand. Selv om disse regler er relativt klare, kan reglerne give anledning til uklarhed og diskussion. Det fremgår eksempelvis ikke direkte af voldgiftsloven, om voldgiftsdommeren er genstand for en undersøgelsespligt, og om voldgiftskendelsens tilsidesættelse er betinget af, at indsigelsesgrunden har haft betydning for voldgiftskendelsens indhold. Spørgsmål som disse kan spille en vigtig rolle for anvendelsen af reglerne om voldgiftsdommerens upartiskhed og uafhængighed.
 Reglerne om voldgiftsdommerens upartiskhed og uafhængighed kan få betydning for voldgiftskendelsens fuldbyrdelse. Efter voldgiftslovens § 39, stk. 1, nr. 1, litra d, kan en eksigibel voldgiftskendelse miste sin eksigibilitet, hvis voldgiftssagens behandling har været i strid med parternes aftale eller sædelandets voldgiftsprocessuelle regler. Hvis voldgiftssagen har haft sæde i Danmark, kan uoverensstemmelsen med de præceptive bestemmelser i voldgiftslovens § 12 gøre kendelsen ineksigibel. Når en dansk fogedret bliver anmodet om at fuldbyrde en voldgiftskendelse, vil kendelsen dog ofte være fra udlandet, og i så fald er fuldbyrdelsesadgangen afhængig af voldgiftsaftalens og sædelandets inhabilitetsregler. Derfor er fuldbyrdelsesreglerne ikke en del af afhandlingens genstand.
 Afhandlingen handler om kommerciel voldgift. Den inddrager kilder om blandt andet investeringsvoldgift og faglig voldgift, men dens konklusioner vedrører udelukkende kommerciel voldgift. Selv om investeringsvoldgift, faglig voldgift og andre former for voldgift kan have meget tilfælles med kommerciel voldgift, er disse andre voldgiftsformer præget af nogle særlige karakteristika, herunder i relation til voldgiftsdommernes upartiskhed og uafhængighed. Derfor ville det kræve særlige analyser af de pågældende voldgiftsformer, hvis der skulle drages konklusioner om disse.
 Regler om upartiskhed og uafhængighed bliver ofte betegnet som inhabilitetsregler. Når der foreligger berettiget tvivl om voldgiftsdommerens upartiskhed eller uafhængighed, er voldgiftsdommeren inhabil. Voldgiftsdommeren kan også være inhabil af andre grunde, der ligger uden for afhandlingens genstand, herunder som følge af kvalifikationsmangel, men inhabilitetsbegrebet er velegnet til at beskrive reglerne om voldgiftsdommerens upartiskhed og uafhængighed. I det følgende anvendes begrebet derfor til at beskrive situationen, hvor der foreligger omstændigheder, som giver anledning til berettiget tvivl om voldgiftsdommerens upartiskhed eller uafhængighed. Retsvirkningerne af disse omstændigheder omtales med en samlebetegnelse som inhabilitetsretsvirkninger.
 I procesretslitteraturen sondres mellem generelle og specielle inhabilitetsregler. De generelle inhabilitetsregler vedrører selve adgangen til at udøve en profession eller et embede og kan blandt andet bestå i krav om alder, uddannelse og decorum. De specielle inhabilitetsregler vedrører adgangen til at varetage specifikke funktioner, og de kan blandt andet bestå i kravet om upartiskhed og uafhængighed i den konkrete sag. Voldgiftslovens regler om voldgiftsdommerens upartiskhed og uafhængighed er specielle inhabilitetsregler.