Offentligretlige retssager

Hvilke regler gælder når det offentlige optræder i civile retssager?  

I de seneste årtier har der været en klar tendens til at offentlige myndigheder i stadigt videre omfang må forsvare deres embedsførelse ved domstolene i civile retssager. Offentligretlige retssager handler om domstolskontrol med forvaltningen, det offentliges repræsentation ved domstolene og de regler, der gælder for det offentliges retssagsførelse. En tvist mellem borgeren og det offentlige behandles ofte først administrativt i en eller flere instanser, hvor myndigheden er bundet af de forvaltningsretlige regler. Kommer sagen herefter for domstolene har det længe være den almindelige opfattelse, at retsforholdet mellem borger og myndighed markant skifter karakter. De civilprocessuelle regler har et andet sigte end de forvaltningsretlige regler, og retsplejelovens forhandlingsprincip dominerer processen.  Men selvom det offentlige optræder ved ensidige partsrepræsentanter ved domstolene, er forvaltningsretten ikke sat ud af kraft under processen. Derimod er det offentlige som procespart underlagt et dobbelt regelsæt, idet både de forvaltningsretlige regler og retsplejelovens regler finder anvendelse i processen.

Bogen handler om dette dobbelte regelsæt og organiseringen af det offentliges retssagsførelse. Til indledning introduceres de grundlæggende regler i dansk ret om domstolskontrol med forvaltningen og de grundlæggende principper for offentlige myndigheders erstatningsansvar. Bogen er en forkortet, omarbejdet og opdateret udgave af forfatterens doktordisputats, Det offentlige som procespart, der udkom i 2017. Den anvendes som lærebog i efteruddannelsesfaget ”Certifikat i retssagsførelse for embedsmænd”, som udbydes af Syddansk Universitet.

Målgruppe

Bogen retter sig mod embedsmænd, dommere, advokater, og andre der beskæftiger sig med retssagsførelse i praksis hvor det offentlige er involveret. 

Om forfatteren

Frederik Waage er professor, dr.jur. og forskningsleder for den offentligretlige gruppe ved Juridisk Institut på Syddansk Universitet. Han er fagansvarlig for fagene forfatningsret og civilproces.

----------------------------------------------------------------------------------------------

Indholdsfortegnelse

Kapitel 1 Indledning

DEL I. Det offentliges retssagsførelse
Kapitel 2 Den danske ordning for domstolsprøvelse og de forvaltningsretlige grundsætninger
Kapitel 3 Forvaltningslovgivningens organisatoriske afgrænsning. Gælder forvaltningsloven under retssagen?
Kapitel 4 Forskellen på retssagsførelse og administrativ sagsbehandling
Kapitel 5 Organiseringen af det offentliges retssager

Del II. Retssagsbehandlingens faser
Kapitel 6 Beslutningen om sagsanlæg
Kapitel 7 Retsmægling og forligsforhandling
Kapitel 8 Forberedelsen
Kapitel 9 Hovedforhandlingen
Kapitel 10 Sanktioner mod tilsidesættelse af forvaltningsretlige regler eller principper i civilprocessen

----------------------------------------------------------------------------------------------

Uddrag fra bogen

Indledning

1.1. Offentligretlige retssager

Denne bog handler om domstolskontrol med forvaltningen og de regler der gælder for retssagsførelsen, når det offentlige optræder som procespart. Med civile retssager menes her alle retssager hvor det offentlige er procespart, som ikke er straffesager, og som føres til hovedforhandling ved de almindelige domstole.
Staten er den hyppigst optrædende part i civile retssager ved de danske domstole. I 2019 førte Kammeradvokaten 2543 sager i byretten, 639 retssager i landsretten og 99 sager i Højesteret.1 Kommuner og regioner er normalt ligeledes repræsenteret ved advokat ved domstolene. Selvom der ikke findes nærmere statistik over, hvor mange retssager kommunerne fører, er der ingen tvivl om, at både de statslige og de kommunale retssager har en meget vidtrækkende betydning for retsudviklingen på
hele det offentligretlige område.
Når private parter går til domstolene i civile retssager om myndighedsudøvelse,
udnytter de den ret til domstolsprøvelse, der følger af grundlovens § 63. En realisering af domstolsprøvelsen kræver, at det offentlige så vidt muligt medvirker til, at retten kan træffe afgørelse på et fuldt og oplyst grundlag. Ikke desto mindre har advokater, som repræsenterer borgere i retssager mod myndigheder, undertiden gjort gældende, at det offentlige i rollen som procespart ikke optræder med samme
imødekommenhed og hensynsfuldhed, som borgeren ellers er vant til fra det offentliges side. En erfaren skatteretsadvokat har formuleret det på den måde, at det offentlige, inden en sag er indbragt for retten, har »en så at sige faderlig pligt til at medvirke til oplysning af sagen i dennes helhed …« Indbringes sagen for domstolene, forvandles det offentlige derimod til en »stejl modpart«. 

Den citerede oplevelse af det offentliges optræden ved domstolene har sammenhæng med at civile retssager, hvori det offentlige er part, som de fleste andre civile retssager afvikles efter det såkaldte forhandlingsprincip. Efter dette princip, hviler ansvaret for retssagens oplysning, forberedelse og tilrettelæggelse på sagens parter. Forhandlingsprincippets modsætning er officialprincippet, hvorefter dommeren har ansvaret for sagens oplysning og mulighed for procesførelse af egen drift. Forhandlingsprincippet og det dertil knyttede dispositionsprincip giver parterne frie hænder til at fastlægge retssagens indhold og ramme.
Dispositionsprincippet udlægges normalt på den måde, at tvistens parter har mulighed for at disponere over deres respektive rettigheder. Med udgangspunkt i dispositionsprincippet har parterne i øvrigt mulighed for at indgå procesaftaler om faktum og sagsgenstand mv., før, under og efter retssagsførelsen. I den juridiske teori er der overvejende enighed om det rationelle og ressourcebesparende i en procesform, der baserer sig på forhandlingsprincippet, når sagen drejer sig om jævnbyrdige parters økonomiske mellemværender.3 Men i mange tilfælde vil der ikke
være tale om jævnbyrdige parter, når den ene part er det offentlige og den anden part er en almindelig borger eller virksomhed. Borgeren vil ofte opleve, at det offentlige nærmest har ubegrænsede ressourcer til rådighed, når der føres retssag mod en privat part. Den private part vil på den anden side ofte være begrænset af økonomiske grunde. Også i tilfælde hvor en borger har fri proces eller adgang til retshjælp fra et forsikringsselskab, er der grænser for, hvor stort et beløb den pågældende har til rådighed til at føre sag for. Hertil kommer risikoen for, at en tabt
sag medfører, at der skal betales sagsomkostninger til modparten. Mens pligten til at udrede sagsomkostninger i værste fald kan være ruinerende for en privat part, er risikoen for at skulle udrede sagsomkostninger ikke noget, der har væsentlig indflydelse på det offentliges muligheder for at føre proces. Endvidere kan det ses som en systemsvaghed, at man i Danmark gennemfører den grundlovssikrede domstolskontrol med forvaltningen på den måde, at det er den, der er genstand for undersøgelse (myndigheden) der har ansvaret for sagens oplysning (sammen med
modparten). Derfor er det for så vidt nærliggende, at stille spørgsmålet, om forhandlingsprincippet overhovedet er egnet som grundlag for behandlingen af retssager om domstolsprøvelse af myndighedsudøvelse.
Dette også set i lyset af, at sager om prøvelse af myndighedsudøvelse som hovedregel afvikles efter et officialprincip ved udenlandske forvaltningsdomstole.