Bog: EU Ret
948,00 kr. 1.185,00 kr. inkl. moms

EU-ret giver en fremstilling af principperne, dynamikken og hovedstrukturen i gældende EU-ret.

Bogen består af to dele. Del I handler om EU’s politisk-juridiske forfatning: institutioner, regulering og rettigheder. Del II handler om EU’s økonomisk-juridiske forfatning: det indre marked.

Del I behandler:

  • Strukturen i EU, den historiske udviklingsproces samt EU’s vigtigste politisk-juridiske værdier, mål og retlige midler
  • EU’s institutioner
  • EU’s retskilder
  • Almindelige retsprincipper og grundlæggende rettigheder og friheder
  • Reglerne om samspillet mellem EU-ret, national ret og folkeret
  • Den Økonomiske og Monetære Union

Del II berører:

  • En generel introduktion til fri bevægelighed i det indre marked
  • Varernes fri bevægelighed
  • Fri udveksling af tjenesteydelser
  • Etableringsfrihed
  • Kapitalens fri bevægelighed
  • Arbejdskraftens fri bevægelighed
  • Unionsborgerskab og tredjelandsstatsborgere

Målgruppe

Advokater, dommere, embedsværket, studerende på universiteter og højere læreanstalter samt journalister.

Om forfatterne

Forfatterne er professor Ulla Neergaard, Københavns Universitet, og professor Ruth Nielsen, CBS.

Bogens indhold

Del I: Institutioner, regulering og rettigheder
Kapitel 1 - EU’s struktur og udvikling, værdier, mål og midler
Kapitel 2 - Institutioner
Kapitel 3 - Retskilder og fortolkning i EU
Kapitel 4 - Almindelige retsprincipper og grundlæggende rettigheder og friheder
Kapitel 5 - Samspil mellem EU-ret, national ret og folkeret
Kapitel 6 - Den Økonomiske og Monetære Union

Del II: Det Indre Marked
Kapitel 7 - Generelt om fri bevægelighed
Kapitel 8 - Varer
Kapitel 9 - Tjenesteydelser
Kapitel 10 - Etablering
Kapitel 11 - Kapital
Kapitel 12 - Arbejdskraft
Kapitel 13 - Unionsborgerskab og tredjelandsstatsborgere

Uddrag af kapitel 1 (læs hele uddraget her)

1. EU’s struktur
1.1. Efter Lissabon-traktaten
1.1.1. Enhedsstruktur
Det Europæiske Fællesskab (EF) blev oprettet i 1958, oprindeligt som et økonomisk fællesskab. EF eksisterede som en selvstændig retlig enhed frem til Lissabon-traktatens ikrafttræden den 1. december 2009. Efter Unionens (EU’s) stiftelse ved Maastricht-traktatens ikrafttræden den 1. november 1993 var der både et Fællesskab (EF) og en Union (EU), se afsnit 1.2. om søjlestrukturen fra 1993 til 2009. Efter Lissabon-traktatens ikrafttræden den 1. december 2009 bestemmer art. 1, stk. 3 TEU, at Unionen (EU) træder i stedet for og efterfølger Det Europæiske Fællesskab (EF). EU har herefter en enhedsstruktur, og EF eksisterer ikke længere som et juridisk institut.

Retten i EU-området udgør herefter ét stort integreret system med flere typer regulering: folkeretlig: global og regional regulering, EU-retlig: regional og national regulering og national-retlig national regulering.

1.1.2. Kompetencestrukturen i EU
I art. 5 TEU er det fastsat, at udøvelse af EU’s beføjelser er underlagt princippet om kompetencetildeling og subsidiaritets- (nærheds-) og proportionalitetsprincippet, se om disse principper nærmere Kapitel 3 og 4. Traktatreglerne om disse principper er en kodifikation af tidligere gældende ret i kraft af EU-Domstolens praksis. Kompetencer, der ikke er overført til EU, forbliver hos Medlemsstaterne.

Efter Lissabon-traktaten sondrer man mellem områder, hvor EU har enekompetence og områder, hvor der er delt kompetence mellem EU og Medlemsstaterne, samt områder, hvor EU alene har en støttende, koordinerende og supplerende kompetence i forhold til Medlemsstaterne. Der findes nærmere regler herom i art. 2-6 TEUF og i Kapitel VIII om ØMU’en (Den Økonomiske og Monetære Union) og Kapitel IX om beskæftigelsespolitikken. Der er herved sket en mere præcis kompetencefordeling mellem EU og Medlemsstaterne, end det har været tilfældet i tidligere versioner af traktatkomplekset.

EU har i overensstemmelse med bestemmelserne i TEU kompetence til at definere og gennemføre en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, herunder gradvis at udforme en fælles forsvarspolitik.

1.1.2.1. Områder, hvor EU har enekompetence
Art. 2 TEUF bestemmer, at når EU i traktaterne tildeles enekompetence på et bestemt område, er det kun EU, der kan lovgive og vedtage juridisk bindende retsakter, og Medlemsstaterne har kun beføjelse hertil efter bemyndigelse fra EU eller med henblik på at gennemføre EU-retsakter. Art. 3 TEUF fastslår, at EU har enekompetence på følgende områder:
a) toldunionen
b) fastlæggelse af de konkurrenceregler, der er nødvendige for det indre markeds funktion
c) den monetære politik i forhold til de Medlemsstater, der har euroen som valuta
d) bevarelse af havets biologiske ressourcer inden for rammerne af den fælles fiskeripolitik
e) den fælles handelspolitik.

EU har ligeledes enekompetence til at indgå internationale aftaler, når indgåelsen har hjemmel i en lovgivningsmæssig EU-retsakt, eller når den er nødvendig for at give EU mulighed for at udøve sin kompetence på internt plan, eller for så vidt den kan berøre fælles regler eller ændre deres rækkevidde.

1.1.2.2. Områder, hvor der er delt kompetence mellem EU og Medlemsstaterne
Når EU i traktaterne på et bestemt område tildeles en kompetence, som den deler med Medlemsstaterne, kan både EU og Medlemsstaterne lovgive og vedtage juridisk bindende retsakter på dette område. Medlemsstaterne kan udøve deres kompetence, i det omfang EU ikke har udøvet sin. Medlemsstaterne kan på ny udøve deres kompetence, i det omfang EU har besluttet at ophøre med at udøve sin.

Efter art. 4 TEUF er der delt kompetence, når traktaterne tildeler EU en kompetence, der ikke vedrører de områder, der er nævnt i art. 3 og 6 TEUF om henholdsvis enekompetence og understøttende, koordinerende og supplerende tiltag.

Der er delt kompetence mellem EU og Medlemsstaterne på følgende hovedområder:
a) det indre marked
b) social- og arbejdsmarkedspolitik for så vidt angår de aspekter, der er fastlagt i TEUF
c) økonomisk, social og territorial samhørighed
d) landbrug og fiskeri, undtagen bevarelse af havets biologiske ressourcer
e) miljø
f) forbrugerbeskyttelse
g) transport
h) transeuropæiske net
i) energi
j) området med frihed, sikkerhed og retfærdighed
k) fælles sikkerhedsudfordringer på folkesundhedsområdet

Art. 5 TEUF foreskriver, at Medlemsstaterne skal samordne deres økonomiske politikker i EU. Med henblik herpå vedtager Rådet foranstaltninger, navnlig overordnede retningslinjer for disse politikker. Der gælder særlige bestemmelser for de Medlemsstater, der har euroen som valuta. Se for en mere detaljeret gennemgang af reglerne om ØMU’en i Kapitel 6. EU træffer også foranstaltninger med henblik på at sikre samordning af Medlemsstaternes beskæftigelsespolitikker, navnlig ved at fastlægge retningslinjer for disse politikker. EU kan tage initiativer med henblik på at sikre samordning af Medlemsstaternes social- og arbejdsmarkedspolitik.

Der er nærmere regler om Medlemsstaternes pligt til at samordne deres økonomiske politik og beskæftigelsespolitik i TEUF afsnit VIII om ØMU’en og afsnit IX om beskæftigelsespolitikken og den sekundærregulering i form af forordninger m.v., som EU har kompetence til at vedtage i medfør af disse bestemmelser.