Lønmodtagernes garantifond

Lov om Lønmodtagernes Garantifond med kommentarer er en klassisk lovkommentar, som også kan bruges som håndbog, når retsstillingen på området skal fastlægges.

Lov om Lønmodtagernes Garantifond er en af de mest centrale love på arbejdsmarkedet. Mange, arbejdsgivere såvel som lønmodtagere og dermed også disses forskelligartede repræsentanter, stifter bekendtskab med den – især i lyset af de senere års konkurser som følge af de samfundsmæssige konjunkturer og senest Coronapandemien.

Loven rejser en lang række komplicerede fortolkningsproblemer inden for områderne arbejdsret, ansættelsesret, EU-ret, konkursret, insolvensret og skifteret. Kommentarerne bygger på forarbejder, teori og på den omfattende retspraksis og administrative praksis, der har udviklet sig gennem årene.

Bogen har indarbejdet de omfattende ændringer i loven, som senest er gennemført primo 2021

Målgruppe

Bogen er uundværlig for alle, der som praktikere beskæftiger sig med lovens problematikker, f.eks. virksomheder, advokater, arbejdsgiver- og lønmodtagerorganisationer, arbejdsløshedskasser, revisorer og andre rådgivere.
Kommentaren er skrevet med henblik på at både jurister og ikke-jurister kan søge hjælp heri.

Om forfatterne

Peer Schaumburg-Müller er vicedirektør i TDC Group, adjungeret professor på Aalborg Universitet og ekstern lektor på CBS. Han er tillige forfatter til en lang række bøger bl.a. inden for arbejdsret.

Bo Lauritzen er tidligere jurist i LG, nu advokat (H) og fast kurator ved Sø- og Handelsretten. Han er tillige forfatter til bøger og artikler inden for insolvensretten.

-----------------------------------------------------------------------------------------------

Indholdsfortegnelse

Indhold, oversigt
Indhold, detaljeret 
Forord
Loven 
I. Indledning
II. Kommentarer til de enkelte bestemmelser
Litteratur
Domme og kendelser
Stikord

-----------------------------------------------------------------------------------------------

Uddrag af bogen

4.2. Insolvens
Det skal godtgøres, at arbejdsgiveren er ude af stand til at betale kravet. Kravet om betalingsudygtighed fortolkes i det store og hele i overensstemmelse med konkurslovens insolvensbegreb, jf. konkurslovens § 17, stk. 2. LG anser således en arbejdsgiver for insolvent, hvis han ikke kan opfylde sine forpligtelser, efterhånden som de forfalder, medmindre betalingsudygtigheden må antages blot at være forbigående. LG vil normalt anse insolvensbetingelsen for opfyldt, hvis skyldneren erkender at være insolvent, eller hvis han inden for de seneste 3 måneder har afgivet
insolvenserklæring i fogedretten, jf. konkurslovens § 18. Det er en betingelse for indledning af rekonstruktionsbehandling efter konkurslovens kapitel 2, at der foreligger insolvens som beskrevet i konkurslovens §§ 17 og 18, jf. konkurslovens § 11, stk. 1. En arbejdsgiver under rekonstruktion er således insolvent. 
    LG foretager ikke selvstændige undersøgelser om arbejdsgiverens insolvens. Det er lønmodtageren, der skal sandsynliggøre, at insolvens foreligger, og dette sker for personligt drevne virksomheder oftest med en insolvenserklæring. For selskaber er det formentlig mere praktisk at indgive konkursbegæring end at få insolvenserklæring i fogedretten.

4.2.1. Gældssanering
En skyldner, bortset fra juridiske personer, kan begære gældssanering over for skifteretten, jf. konkurslovens § 197 og nærmere Torben Kuld Hansen og Lars Lindencrone Petersen: Gældssanering – Status 2019 (4. udgave, 2019) s. 51 ff.
    Godtgør skyldneren, at han ikke er i stand til, og ikke har udsigt til, at kunne opfylde sine forpligtelser, og taler skyldnerens forhold og omstændighederne i øvrigt for gældssanering, afsiger skifteretten kendelse herom. Kendelse om gældssanering kan gå ud på bortfald eller nedsættelse af skyldnerens gæld og en afdragsvis betaling af den del af gælden, som fortsat skal bestå. En arbejdsgiver må almindeligvis anses for insolvent, hvis skifteretten har indledt gældssaneringssag, jf. konkurslovens § 206. Når skifteretten har afsagt kendelse om gældssanering af arbejdsgiveren, må den økonomisk betingelse for dækning fra LG helt åbenbart anses for opfyldt, jf. konkurslovens § 216. Fra praksis om insolvens kan nævnes: 

Et aktieselskab under stiftelse blev af LG anset for omfattet af loven, uanset at insolvens-
og ophørsbetingelsen kun var godtgjort for to af stifterne, og uanset at muligheden
for at få kravet dækket hos den tredje stifter – en advokat – ikke var benyttet. Et afslag ville tvinge lønmodtagerne til endnu en besværlig og langstrakt retssag mod den 3. stifter, der efter det oplyste ikke godvilligt ville betale (j.nr. 3 94 89 94).

En arbejdsgiver havde ifølge sin selvangivelse en skattepligtig formue på 138.000 kr.,
som følge af at man i skattelovgivningen anvender andre, højere kursværdier på pantebreve, end de reelt kan sælges for. Da arbejdsgiveren var uden arbejde, da hensynet til lønmodtagerne talte for at godkende sagen, og da LG’s udbetaling kun ville beløbe sig til ca. 2.200 kr., anså LG efter omstændighederne virksomheden for omfattet af loven (j.nr. 5 03 98 43).

LG’s fortolkning af ophørs- og insolvensbegreberne har ikke givet anledning til retssager, hvilket antagelig skyldes, at anmelderne vælger at aktualisere garantien ved at erklære arbejdsgiveren konkurs frem for at føre retssag om betingelserne i LG-lovens § 1, nr. 3. Sammenfattende må det siges, at LG’s administration af reglen er ganske pragmatisk og tillægger hensynet til lønmodtageren, og lønmodtagerens mulighed for at fremskaffe den fornødne dokumentation, en ikke uvæsentlig betydning.