Ketsch me if you can - sociale rettigheder og ligestilling. En hyldest til Kirsten Ketscher
Ketsch me if you can - sociale rettigheder og ligestilling er en hyldest til Kirsten Ketscher i anledning af hendes 70 års fødselsdag den 15. februar 2017.
Professor Kirsten Ketscher er en pioner i dansk og nordisk socialretlig og kvinderetlig forskning. Hun har bidraget til at udvikle og synliggøre sociale rettigheder og deres status i både juridisk teori og praksis, og har introduceret en række nye og tværgående retlige discipliner.
Kirsten Ketscher’s forskningsmæssige udgangspunkt er, at retsvidenskaben skal udvikles og udfordres. Som forsker er hun i særlig grad innovativ og nytænkende, udfordrende og original. Som den første leder for det juridiske forskningscenter WELMA (Center for retlige studier i velfærd og marked) ved Det Juridiske Fakultet, Københavns Universitet, satte hun udfordringerne i mødet mellem den nordiske velfærdsmodel og EU’s bestræbelser på markedsintegration på dagsorden. Og som professor II ved Avdeling for Kvinnerett, Det Juridiske Fakultet, Universitetet i Oslo, har hun sammen med kolleger udviklet diskriminerings- og ligestillingsretten som et nyt fagområde, som går på tværs af etablerede discipliner som EU-ret, menneskeret, forvaltningsret, arbejdsret, socialret og familieret.
Der er mange inspirerende pejlemærker i Kirsten Ketschers forfatterskab. I dette festskrift markerer en række fremtrædende danske, norske, svenske og europæiske forfattere hendes store og banebrydende forskningsmæssige indsats med en rækker artikler inden for temaerne Social- og forsørgelsesret, Kvinderet, ligestillings- og ikke-diskriminationsret, Argumentativ, værdiorienteret og universel retsvidenskab, Relationsret og Børns rettigheder. Bidragene spænder over højaktuelle emner som forholdet mellem beskyttelse mod diskriminering på individuelt og strukturelt grundlag, sociale rettigheders grundlovsmæssige værn, og forholdet mellem religion og kvinders og børns ret til lighed, frihed og integritet. Videre diskuteres blandet andet EU-rettens betydning for nationale velfærdsydelser, familie- og forsørgelsesretlige relationers betydning i skatte- og EU-retten, kønsdiskrimination i strafferetten samt diskrimination og stigmatisering på grund af overvægt.
Den faglige og emnemæssige bredde i artiklerne afspejler Kirsten Ketschers brede interessefelt og evne til at gå på tværs af faglige og juridiske grænser – og hendes evne til at inspirere andre til at gøre det samme.