Bog: Dansk funktionærret
940,00 kr. 1.175,00 kr. inkl. moms

Objektiv og grundig gennemgang af centrale rettigheder og forpligtelser i ansættelsesforhold

Denne 9. udgave af Dansk Funktionærret giver i lighed med tidligere udgaver en objektiv og grundig gennemgang af de centrale rettigheder og forpligtelser, som parterne påtager sig i et ansættelsesforhold.

Bogen har siden første udgave udkom for 55 år siden været tænkt som en let tilgængelig fremstilling af funktionærretten og et redskab for alle, der beskæftiger sig med funktionærretlige spørgsmål.

9. udgaven behandler og systematiserer en betydelig mængde såvel trykte som utrykte afgørelser fra danske domstole og EU-domstolen inden for såvel klassiske funktionærretlige emner som nye væsentlige områder af betydning for funktionærer.

Bogen beskriver de centrale regler og nyeste udvikling inden for bl.a.:

  • Funktionærlovens grundprincipper
  • Funktionærlovens område
  • Ændringer i funktionærforholdet
  • Sygdom og andet fravær
  • Variable lønformer (provision-, bonus- og aktiebaserede ordninger m.v.)
  • Loyalitets- og troskabspligt
  • Misligholdelse
  • Ligebehandling og forskelsbehandling (handicap, alder m.v.)
  • Funktionærforholdets ophør
  • Konkurrence- og kundeklausuler m.v.

Målgruppe

Bogen er tænkt som en håndbog og kan anvendes ikke kun af jurister, men enhver, der beskæftiger sig med ansættelsesretlige spørgsmål.

Om forfatterne

Danielle Buhl har i en lang årrække beskæftiget sig med ansættelsesret som speciale. Hun arbejdede sammen med H.G. Carlsen indtil hans død i 2001. Jeppe Høyer Jørgensen er advokat og har også i en årrække beskæftiget sig med ansættelsesret som speciale.

Bogens indhold

Indholdsfortegnelse:

- Funktionærloven
Kapitel 1 - Indledning
Kapitel 2 - Nogle grundprincipper
Kapitel 3 - Funktionærlovens generelle område
Kapitel 4 - Funktionærlovens specielle område
Kapitel 5 - Aftaler om funktionærforhold
Kapitel 6 - Funktionærens pligter
Kapitel 7 - Funktionærens rettigheder
Kapitel 8 - Misligholdelse
Kapitel 9 - Funktionærforholdets ophør
Kapitel 10 - Funktionærens ansvar
Kapitel 11 - Funktionærforholdets virkninger ved og efter ansættelsens ophør
Kapitel 12 - Forskellige forskrifter

Uddrag fra bogen (læs hele uddraget)

I. Grundtræk af udviklingen før funktionærloven

Den danske retslitteratur har fra de ældste tider gjort de forskellige arter af tjenesteforhold til genstand for samlet behandling. Man bestræbte sig for under ét at fremstille alle forhold, hvorunder en person forpligter sig til at udføre arbejde i et underordnelsesforhold, altså de retsforhold, der under romanistisk påvirkning traditionelt betegnes »arbejdsleje«. I vores ældste fremstillinger er »lejesynspunktet« konsekvent gennemført enten i selve systematikken eller dog i hvert fald i terminologien. Først fra Ørsteds tid og navnlig hos forfatterne i det 19. århundredes midte udskilles tjenesteforholdene klart til selvstændig behandling.  Ud fra et systematisk og vel navnlig ud fra et pædagogisk synspunkt er det nok hensigtsmæssigt at redegøre for de grundregler, der må gælde ansættelsesforhold af enhver art. Imidlertid kan det under hensyn til udviklingen igennem de sidste ca. 180 år være naturligt, at der tilvejebringes særlige fremstillinger af de regler og synspunkter, der finder anvendelse på de enkelte arter af tjenesteforhold. Dette skal for funktionærforholdets vedkommende forsøges med dette skrift.
 Da funktionærforholdet først i 1938 blev gjort til genstand for lovmæssig regulering, er det almindeligt at betragte det som en nyere foreteelse i dansk ret. Denne opfattelse svarer ikke til de virkelige forhold. Allerede i meget tidlig tid har man været klar over, at der blandt tjenesteforholdene kunne skelnes mellem forskellige typer. Bestemmelsen i DL 3-1-7 om regnskabspligtigt personales pligter er således opfattet som et udtryk herfor. Allerede dengang har man kunnet sondre mellem de kortvarige tjenesteforhold i form af dagleje og de faste tjenesteforhold, blandt hvilke tyendeforholdet var det almindeligste og tidligt genstand for lovgivning.
 Omkring begyndelsen af det 19. århundrede erkendte Kongslev, at der forelå en forskel mellem tyende og andre grupper af fastansat personale, idet han udtalte:

»Nu kunne vi dele Tienere i Liberales og Illiberales eller dem, der arbejde med Hovedet, og dem med Hænderne, eller om man hellere vil: Dem, som Herren lejer til hvad han selv skulle forrette, og dem, der give personlig Opvartning, og kan kaldes Domestiker.«

Denne udtalelse har karakter af en programudtalelse for den følgende udvikling: Der udskilles fra tyendeklassen en særlig gruppe »højere Tjenende«, som karakteriseres ved arten af deres arbejde, der anses for mere kvalificeret. Nørregaard er inde på samme tankegang og fremhæver, at ikke alt, hvad der er sagt om tjenestefolk, kan passe på enhver tjenende person. Som de vigtigste undtagelser nævner han huslærere, fuldmægtige, fogeder, skrivere osv. Det er dog først Ørsted, der antydningsvis berører de retlige konsekvenser af sondringen. Det sker som led i fremstillingen af tyendereglerne, idet han fremhæver de særlige undtagelser, der gælder mht. »tjenende Personer af højere Classe«. Han bemærker således, at revselsesretten ikke gælder i forhold til disse, ligesom han mere generelt udtaler:

»At i Særdeleshed de forskjellige tjenende Personers Fordringer maae være forskjellige, og at der maatte være beføjet Grund til Klage, dersom til Exempel, en Husbond skulde faa det Indfald, at byde en Embedsfuldmægtig eller Huuslærer samme Logis eller Kost, som simple Tyende, er indlysende.«

Fra midten af århundredet behandler forfatterne ikke længere de »højere Tjenende« som en undtagelse fra tyendegruppen, men opstiller flere selvstændige grupper af faste tjenesteforhold. Det er dog karakteristisk for teorien helt frem til funktionærloven, at afgrænsningen af de »højere Tjenende«s gruppe frembyder vanskeligheder. Alle er dog enige om, at det afgørende kriterium er arbejdets art, hvorimod det eksempelvis er ligegyldigt, om den pågældende er optaget i husstanden eller ej. Afgørende har været, om arbejdet var af »aandelig« art, eller om det måtte anses som »simpelt legemligt arbejde«. Problemerne behandles dog normalt ret kortfattet.
 På samme tidspunkt begynder forfatterne positivt at gøre rede for de regler, der gælder om »højere Tjenende«. Den almindelige tyendelovgivning kunne ikke komme direkte til anvendelse, men man måtte falde tilbage på almindelige obligationsretlige regler. Helt frigjorde man sig dog ikke fra den tidligere sammenhæng, og i vidt omfang anvendte man analogier fra tyendelovgivningen på de områder, hvor denne ikke fraveg almindelige regler om kontraktsforhold. Mens de højere tjenende tidligere kun havde givet anledning til få retssager, udviklede der sig i slutningen af århundredet en stedse righoldigere praksis, af hvilken der efterhånden kunne udledes et rigt nuanceret billede af disse tjenesteforhold. En nærmere gennemgang skal ikke foretages her, men enkelte hovedlinjer skal dog fremhæves af hensyn til den følgende fremstilling:

Om afgrænsningen af de højere tjenendes gruppe blev der afsagt et betydeligt antal domme. Den adskilte sig fra vores dages funktionærgruppe ved en noget større uskarphed, men det lå fast, at arbejdets art var afgørende for den retlige bedømmelse. Der sondredes mellem de mere betroede ansatte, der havde ret til 3 måneders opsigelsesvarsel, hvilket navnlig gjaldt kontorpersonale og mindre betroede, der kun havde ½ måneds varsel til den 1. i en måned. En skarp sondring var vanskelig at opstille, og dette blev nærmest opgivet af teorien. En følge af almindelige kontraktsregler blev, at opsigelsesvarslet måtte være lige langt for begge parter, og at parterne frit kunne aftale de varsler, der passede dem.
 Visse af de tryghedsregler, der i dag sikres af lovgivningen, udvikledes i praksis omkring århundredskiftet (1800/1900). Dette gælder således kravet på løn under sygdom, selvom teorien længe var i tvivl om, hvorvidt et sådant krav bestod, og reglerne om løn under indkaldelse til militærtjeneste. Også på andre punkter udvikledes en gunstig praksis, eksempelvis mht. prøvetid og frihed til at søge stilling efter opsigelse.
 Med hensyn til de sider af ansættelsesforholdet, der ikke senere blev reguleret ved lovgivning, udvikledes en praksis, som fortsat danner grundlaget for retsstillingen i dag. Studium af afgørelser fra denne periode har derfor stadig interesse. Dette gælder navnlig inden for misligholdelsesområdet.
 Udviklingen frem til funktionærloven af 1938 er således forløbet på harmonisk måde, og lovgivningsmagten har kun i få tilfælde grebet ind. Af særlig betydning blev oprettelsen af Sø- og Handelsretten i 1861, idet denne fik særlig kompetence i sager vedrørende »Handels-Factorers, Fuldmægtiges, Betjentes eller Lærlinges Tjenesteforhold til deres Principaler«. Igennem længere perioder er flertallet af domme i vores domssamlinger vedrørende højere tjenesteforhold afsagt af denne ret. Bortset herfra beskæftigede lovgivningsmagten sig kun med denne gruppe ved aftalelovens regler om konventionalbod og konkurrenceklausuler samt ved lovregler om handelsrejsende. Der ses herved bort fra, at der fra gammel tid har eksisteret lovgivning om søfartens funktionærer (skibsofficerer), idet disse traditionelt ikke har været henregnet til de »højere Tjenende«.
 Mens disse endnu hen imod slutningen af det 19. århundrede fortrinsvis fandtes inden for handelen, udvikledes med den stigende industrialisering en ny gruppe, nemlig de tekniske funktionærer, som fik særlig anerkendelse gennem Septemberforligets § 5. Efter nogen vaklen anerkendte praksis disse som »højere Tjenende«.
 Om terminologien skal bemærkes, at betegnelsen »højere Tjenende« i teori og praksis var gængs som sammenfattende karakteristik af hele denne gruppe. For handelens funktionærer brugtes særlig udtrykket »Handelsbetjente«, mens funktionærbetegnelsen er ny. Den hidhører fra fransk og ses første gang anvendt i en dom fra 1899. Ordet blev hurtigt taget op, navnlig af de tekniske funktionærer, og i dag anvendes det hovedsageligt om de af funktionærloven omfattede personer, hvorimod der ikke findes nogen fællesbetegnelse for den beskedne gruppe højere tjenende, der ikke kom ind under denne lovgivning.