Bog: Købsretten
591,00 kr. 738,75 kr. inkl. moms

OBS: 8. udgave af Købsretten er i produktion og forventes at udkomme ultimo januar 2021.

En gennemgang af reglerne om dansk og internationalt løsørekøb, forbrugerkøb og køb af fast ejendom

De køberetlige grundbegreber og problemstillinger beskrives grundigt, ligesom de forskellige misligholdelsestyper og beføjelser ved misligholdelse gennemgås.

Bogens hovedfokus er på løsørekøb, herunder internationale køb, som er behandlet i et særskilt kapitel. Endvidere er de særlige regler, som gælder i forbrugerkøb, behandlet i et kapitel for sig. Det samme er tilfældet for så vidt angår reglerne om køb og salg af fast ejendom, som kun i begrænset omfang er fastsat ved lovgivning

Forfatterne gennemgår bl.a.:

  • Kontraktforpligtelser og misligholdelse heraf
  • Købelovens anvendelsesområde
  • Køb af løsøre – parternes ydelser
  • Betalingsforsinkelse
  • Leveringsforsinkelse
  • Mangelsbegrebet

Bogen er overalt forsynet med henvisninger til relevant litteratur og retsafgørelser, og der er inddraget illustrative afgørelser afsagt af Forbrugerklagenævnet.

Om forfatterne

Forfatterne er Anders Ørgaard, professor ved Aalborg Universitet, Nis Jul Clausen, professor ved Syddansk Universitet og Hans Henrik Edlund professor ved Aarhus Universitet.

Bogens indhold

Indholdsfortegnelse:

Kapitel 1 - Om kontraktforpligtelser og deres misligholdelse
Kapitel 2 - Tilgrænsende kontraktområder
Kapitel 3 - Køb af løsøre – parternes ydelser
Kapitel 4 - Misligholdelsesbeføjelser
Kapitel 5 - Betalingsforsinkelse
Kapitel 6 - Leveringsforsinkelse
Kapitel 7 - Mangler
Kapitel 8 - Fordringshavermora
Kapitel 9 - Forbrugerkøb
Kapitel 10 - Internationale køb
Kapitel 11 - Køb af fast ejendom

Uddrag fra bogen (læs hele uddraget)

Kapitel 1 - Om kontraktforpligtelser og deres misligholdelse

1.1. Indledning – købsaftalen
Ved køb indgås der mellem køber og sælger en aftale om købet. Der er tale om en gensidigt bebyrdende aftale, hvor hver parts ydelse er vederlag for en modydelse. Sælgerens ydelse (salgsgenstanden) kan principielt vedrøre en hvilken som helst form for formuegode, herunder løsøre og fast ejendom. Køberens ydelse vil typisk gå ud på at betale et bestemt pengebeløb.
 I overensstemmelse med dansk rets almindelige princip er aftaler om køb som udgangspunkt bindende for parterne, uanset om aftalen er indgået mundtligt eller skriftligt. Mundtlige aftaler indgås i betydeligt omfang i forbindelse med køb af varer i detailhandelsforretninger. I andre tilfælde, især når det drejer sig om større eller mere kostbare aktiver, oprettes der imidlertid ofte en skriftlig købekontrakt, hvoraf købesummen fremgår, og det købte beskrives nærmere, ligesom købekontrakten kan indeholde detaljerede bestemmelser om levering, betalingsvilkår mv. Ved at indgå en skriftlig købsaftale kan parterne i detaljer fastlægge de nærmere vilkår for købet, ligesom det af bevismæssige grunde kan være hensigtsmæssigt at indgå en skriftlig aftale. Den part, der hævder, at der er indgået en aftale om køb, eller at bestemte vilkår er gældende for aftalen, har bevisbyrden herfor.
 Selvom der således ikke i dansk ret ved aftaler om køb opstilles et generelt krav om skriftlighed eller andre formkrav, indeholder lovgivningen dog en række bestemmelser, som foreskriver, at aftalen indgås skriftligt, ligesom der kan være knyttet særlige retsvirkninger til, at der ikke foreligger en skriftlig aftale mellem parterne. I de fleste af disse tilfælde er kravet om skriftlighed begrundet ud fra et ønske om at beskytte den svage aftalepart – typisk den part, der som forbruger indgår en aftale med en erhvervsdrivende. 
 Eksempelvis følger det af lov om formidling af fast ejendom § 29, at en aftale om formidling af handel med fast ejendom skal være skriftlig. Skriftlighedskravet gælder for erhvervsmæssig formidling af salg af fast ejendom og erhvervsmæssigt udbud og salg af fast ejendom, når de erhvervsmæssige aktiviteter er rettet mod eller udføres for en forbruger, jf. lovens §§ 1 og 2. Manglende iagttagelse af skriftlighedskravet indebærer dog ikke efter loven, at aftalen er ugyldig, men forbrugerens pligt til at betale honorar nedsættes eller bortfalder, såfremt der ikke foreligger en skriftlig aftale, jf. lovens § 34.   Kreditaftalelovens § 8, stk. 1, stiller krav om, at kreditaftaler, herunder kreditkøbsaftaler, det vil sige aftaler som en forbruger indgår med en erhvervsdrivende om kredit med henblik på køb af løsøre, jf. kreditaftalelovens § 4, nr. 15, sammenholdt med nr. 1 og 4, skal være skriftlige, eller som det udtrykkes i bestemmelsen »udfærdiges på papir eller på et andet varigt medium«. Herudover skal kreditaftalen indeholde en række oplysninger, jf. nærmere § 8, stk. 2-4. Dette skriftlighedskrav er dog ej heller en egentlig gyldighedsbetingelse, men undladelse af at iagttage reglen har for sælgeren (kreditgiveren) en række retlige konsekvenser. Kreditaftaleloven indeholder tillige en bestemmelse i § 36, stk. 1, som knytter bestemte retsvirkninger til, at der er indgået en skriftlig aftale. I medfør af § 36, stk. 1, kan en sælger, som har solgt løsøre til en forbruger med et gyldigt ejendomsforbehold, ved forbrugerens misligholdelse kun tage salgsgenstanden tilbage efter de særlige regler i kreditaftaleloven, såfremt købekontrakten er underskrevet af forbrugeren, og en genpart af kontrakten er overgivet til denne.
 Også i andre tilfælde kan det være nødvendigt at indgå en skriftlig købsaftale, for at parterne kan opnå en bestemt retsstilling. Skal en køber af et fondsaktiv, som eksempelvis en børsnoteret aktie, opnå retsbeskyttelse i forhold til sælgerens godtroende omsætningserhververe og kreditorer, skal købers ret registreres i en værdipapircentral, jf. lov om kapitalmarkeder § 184. En sådan registrering kan forudsætte, at der foreligger en skriftlig aftale vedrørende salget af aktien.
 Når der indgås en aftale om køb, opstår der en række juridiske problemstillinger. For at en aftale om køb kan gøres gældende mellem parterne – inter partes – skal den naturligvis være gyldig. Aftalelovens regler om aftalers indgåelse og ugyldighed samt de almindelige aftaleretlige principper om aftalers fortolkning, udfyldning mv. finder da også anvendelse på købsaftaler.
 De i køberetlig sammenhæng væsentligste problemstillinger knytter sig til, hvilke krav købsaftalens parter – sælger og køber – kan gøre gældende over for hinanden, altså hvilke fordringsrettigheder parterne har i deres indbyrdes retlige relation. Købsretten og købeloven handler først og fremmest om de retsregler, der gælder direkte mellem køber og sælger – inter partes-relationen. Retsreglerne om dette indbyrdes retsforhold, som er hovedemnet for nærværende fremstilling, betegnes traditionelt som obligationsretlige regler – eller obligationsretten, afledt af det latinske ord »obligare«, som betyder at binde (sig). De almindelige regler eller retsgrundsætninger om fordringsretsforholdene mellem parterne kaldes derfor også obligationsrettens almindelige del. Disse grundsætninger er i vidt omfang hentet fra retsreglerne om køb, som er et af de ældste og stadig et af de mest betydningsfulde retsforhold inden for formueretten. I køb og andre kontraktforhold, som f.eks. leje, tjenestekontrakter, forsikring m.m., modificeres de almindelige obligationsretlige regler mere eller mindre under hensyn til disse retsforholds særegne natur og den særlige lovgivning, som måtte være gældende for det enkelte retsforhold. Disse særlige kontraktforhold, herunder købsretten henregnes til obligationsrettens specielle del.
 Der kan også i forbindelse med køb opstå juridiske problemer i forhold til tredjemand, typisk parternes kreditorer eller godtroende omsætningserhververe. Hvorledes er retsstillingen, hvis sælgeren har solgt salgsgenstanden til to forskellige købere, såkaldt dobbeltsalg? Hvem af de to købere skal have ret til salgsgenstanden, og hvem må nøjes med at gøre et pengekrav gældende mod sælgeren? Udgangspunktet ved dobbeltsalg er, at den køber, som først har indgået en aftale om køb af salgsgenstanden, opnår ejendomsret til denne, jf. princippet »først i tid – bedst i ret«. I særlige tilfælde vil køber nr. 2 dog kunne opnå ejendomsretten til salgsgenstanden, nemlig hvis han i henhold til de særlige ulovbestemte regler herom har fortrængt (ekstingveret) køber nr. 1’s ret. Det nævnte spørgsmål betegnes traditionelt som en ejendomsretlig eller tingsretlig problemstilling og vil kun i begrænset omfang blive behandlet i nærværende fremstilling. Det samme gælder andre ejendomsretlige spørgsmål, som f.eks. hvor en af sælgerens kreditorer har gjort udlæg i salgsgenstanden.