Bog: Individets grundlæggende rettigheder
780,00 kr. 975,00 kr. inkl. moms

Denne meget populære og velansete lærebog kommer nu i en 4. udgave.

Bogen omhandler individets grundlæggende rettigheder, som disse er beskyttet i dansk ret. Bogen integrerer Grundlovens rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention i én samlet fremstilling. Herved træder forskelle og ligheder mellem den grundlovssikrede og den europæiske rettighedsbeskyttelse klart frem.

Bogen behandler først nogle generelle spørgsmål om menneskerettighedernes historie, kilder, fortolkning, anvendelsesområde m.m. Herefter gennemgås de rettigheder, som er mest relevante i en dansk sammenhæng:

  • Forbuddet mod tortur og anden mishandling
  • Den personlige frihed
  • Retten til privat- og familieliv
  • Religionsfriheden
  • Ytrings- og informationsfriheden
  • Forsamlingsfriheden
  • Foreningsfriheden
  • Ejendomsretten
  • Retten til forsørgelse
  • Forbuddet mod diskrimination
  • Retten til en retfærdig rettergang og effektive retsmidler

Bogen er skrevet i et klart og forståeligt sprog og rummer en række illustrative eksempler fra den righoldige retspraksis.

Målgruppe

Bogen er skrevet som en lærebog til brug i universitetsundervisningen indenfor jura. Den vil dog også være nyttig for advokater, dommere og andre retsanvendere samt for alle med interesse for individets grundlæggende rettigheder.

Om forfatteren

Jens Elo Rytter er professor i forfatningsret (menneskerettigheder) ved Det Juridiske Fakultet, Københavns Universitet, og han har skrevet en række bøger og artikler om menneskeretlige, forfatningsretlige og folkeretlige emner.

 

----------------------------------------------------------------------------------------------

 

Indholdsfortegnelse

Forord
Anvendte forkortelser 

Kapitel 1
Menneskerettighedernes historie, idégrundlag og anvendelsesområde
Kapitel 2
Menneskerettighedernes kilder og deres status i dansk ret
Kapitel 3
Menneskerettighedernes indhold og fortolkning
Kapitel 4
Grænser for menneskerettigheder 
Kapitel 5
Retten til ikke at blive udsat for tortur og umenneskelig eller nedværdigende behandling/straf
Kapitel 6
Retten til personlig frihed
Kapitel 7
Retten til privat- og familieliv
Kapitel 8
Retten til religionsfrihed
Kapitel 9
Retten til ytrings- og informationsfrihed
Kapitel 10
Retten til forsamlingsfrihed
Kapitel 11
Retten til foreningsfrihed
Kapitel 12
Retten til ejendom
Kapitel 13
Retten til forsørgelse – og andre sociale rettigheder 
Kapitel 14
Retten til ikke at blive diskrimineret
Kapitel 15
Retten til en retfærdig rettergang og til effektive retsmidler imod rettighedskrænkelser

Generel litteratur
Domsregister
Stikordsregister

 

---------------------------------------------------------------------------------------------

 

Uddrag af bogen

Kapitel 3
Menneskerettighedernes indhold og fortolkning


Menneskerettighederne omfatter både frihedsrettigheder, som beskytter individet mod statens indgreb (negative rettigheder), og ydelsesrettigheder, som giver individet positive krav mod staten (positive rettigheder); også frihedsrettigheder rummer dog efter EMD’s praksis i et vist omfang positive pligter for staten til at fremme og beskytte individets frihed, herunder imod indgreb fra private. Menneskerettighederne i Grundloven, EMRK og andre internationale konventioner er grundlæggende båret af samme værdier. Alligevel kan man ikke uden videre fortolke Grundlovens rettigheder og EMRK (samt andre internationale menneskerettighedskonventioner) på samme måde. Grundlovens
fortolkning præges af dansk forfatnings- og retstradition, hvilket traditionelt har medført en tekstnær og restriktiv rettighedsfortolkning. EMRK (og andre internationale menneskerettighedskonventioner) fortolkes derimod typisk mere frit og ekspansivt-dynamisk med udgangspunkt i folkerettens fortolkningsprincipper.

1. Typer af menneskerettigheder (og retsvirkninger)

Menneskerettighederne omfatter både frihedsrettigheder, der beskytter individet mod statens indgreb (negative rettigheder), og ydelsesrettigheder, der giver individet positive krav mod staten (positive rettigheder). Sondringen er dog ikke knivskarp: Navnlig inden for EMRK (og EUC), antages de negativt formulerede frihedsrettigheder i et vist omfang også at indebære en positiv pligt for staten til at fremme og beskytte individets frihed, herunder imod indgreb fra private.

1.1. Frihedsrettigheder – et værn mod statens indgreb

De fleste klassiske menneskerettigheder har karakter af frihedsrettigheder.
Frihedsrettighederne forstås traditionelt – i overensstemmelse med liberal retsstatstænkning – som negative rettigheder, der beskytter individet mod statens indgreb og dermed også sætter grænser for lovgivningsmagten. Hovedparten af rettighederne i både Grundloven og EMRK har karakter af frihedsrettigheder.
   Beskyttelsen imod statens indgreb i individets rettigheder kan være
absolut. Det gælder f.eks. forbuddet mod tortur og lignende mishandling, jf. EMRK artikel 3 og EUC artikel 4. 
   Typisk er beskyttelsen imod statens indgreb imidlertid relativ, idet
staten på visse nærmere betingelser (f.eks. hjemmel, forudgående domstolsgodkendelse, proportionalitet) kan gøre indgreb i individets rettigheder.
Det gælder f.eks. retten til privatliv, jf. Grl § 72 og EMRK artikel 8, ytringsfriheden, jf. Grl § 77 og EMRK artikel 10, og forsamlingsfriheden, jf. Grl § 79 og EMRK artikel 11. Her bliver spørgsmålet, om de opstillede betingelser for indgreb i individets frihed er opfyldt.1
   Individets krav i henhold til frihedsrettigheder er klart: Staten og dens myndigheder skal undlade at gribe ind i individets frihed (medmindre betingelserne for indgreb er til stede). Derfor kan individets frihedsrettigheder også uden større vanskeligheder håndhæves ved domstolene. Finder domstolen, at staten uberettiget har foretaget indgreb i individets frihedsrettigheder, skal domstolen underkende indgrebet som stridende imod disse frihedsrettigheder.

1.2. Statens positive forpligtelse til at fremme og beskytte frihedsrettigheder

Efter en nyere opfattelse er frihedsrettighederne tillige udtryk for principper eller værdier, som statsmagten aktivt skal beskytte og fremme. Det er ikke tilstrækkeligt, at statsmagten selv respekterer frihedsrettighederne. Afgørende er, at disse friheder faktisk tilsikres individet. Staten skal derfor aktivt fremme individets rettigheder og beskytte disse imod indgreb fra andre private. Individet har krav på, at statsmagten så vidt muligt sikrer det en status af reel frihed i overensstemmelse med det frihedsretlige princip, uanset om truslen mod denne frihed udgår fra det offentlige eller fra private. En sådan tankegang giver frihedsrettigheder en helt ny dimension i forhold til den klassisk-liberale tradition.

Hvor statsmagten tidligere udgjorde den mest potente trussel mod individets frihed, har private institutioner, organisationer og erhvervsforetagender i det moderne samfund opnået en sådan størrelse og styrke, at de på mange vigtige livsområder indtager en position i forhold til individet, som kan sammenlignes med offentlige myndigheders. På denne baggrund har statens mulige pligt til aktivt at beskytte frihedsrettighederne stor og stigende betydning for individets frihed.
   I princippet vil statens beskyttelsespligt kunne være så konkret, at den kan danne grundlag for en individuel rettighed, som individet kan påberåbe sig ved domstolene. Eksistensen af en individuel beskyttelsesrettighed afhænger dog af, om pligten er tilstrækkelig præcis til at kunne håndhæves ved domstolene. Rettigheden rummer et generelt krav om beskyttelse, men bestemmer typisk ikke, hvordan beskyttelsen skal sikres. Beskyttelsespligten skal i første række realiseres gennem lovgivning. Som regel vil statens beskyttelsespligt kunne opfyldes på flere måder, og dette valg må ud fra forfatningens kompetencefordeling overlades til lovgiver, frem for domstolene. Individet har derfor nok krav på, at lovgiver beskytter dets frihedsrettigheder. Individet kan dog normalt ikke ved domstolene påberåbe sig et krav om en bestemt rettighedsbeskyttelse, men kun få dom for, at staten ikke har opfyldt sin positive pligt til at beskytte rettigheden.

Grundloven
Grundlovens frihedsrettigheder fortolkes traditionelt således, at de alene beskytter imod statens indgreb, men ikke positivt forpligter lovgiver eller andre offentlige myndigheder til aktivt at fremme individets frihed, herunder beskytte denne imod indgreb fra andre private. Hvis staten ikke effektivt har beskyttet individets privatliv mod indgreb fra private, udgør dette således ingen krænkelse af Grl § 72, ligesom Grl § 77 ikke er krænket, hvis lovgiver afskaffer eksisterende støtteordninger i forhold
til den trykte presse. Undtagelsen er Grl § 79 om forsamlingsfriheden, hvori indfortolkes en positiv pligt for politiet til at befordre og beskytte forsamlingsfriheden.2

EMRK
For at sikre en effektiv rettighedsbeskyttelse, har EMD udviklet en doktrin om positive forpligtelser, som indebærer, at staten, foruden at afstå fra uberettigede indgreb i individets rettigheder, også aktivt skal sikre disse rettigheder, herunder ved at beskytte individet imod indgreb fra andre private. Refleksvirkningen af statens positive forpligtelse er, at individet, i det omfang en sådan forpligtelse findes at bestå, har krav på denne positive rettighedssikring og –beskyttelse fra staten.
   Doktrinen om positive forpligtelser finder også anvendelse på EUC, jf. herved EUC artikel 52(3), hvorefter Chartrets rettigheder, i det omfang de svarer til EMRK’s rettigheder, har »samme betydning og omfang« som de tilsvarende rettigheder i EMRK.

Grundlaget. EMD’s doktrin om statens positive forpligtelser omfatter i dag principielt EMRK i sin helhed. I EMD praksis begrundes doktrinen dels med en henvisning til EMRK artikel 1’s ordlyd, hvorefter staten skal »sikre« (»secure«) individet de rettigheder og friheder, som er nedfældet i Konventionen, dels i hensynet til at sikre en effektiv rettighedsbeskyttelse for individet:


»[B]y virtue of Article 1 of the Convention, each Contracting Party »shall secure to
everyone within [its] jurisdiction the rights and freedoms de-fined in … [the] Convention«. The discharge of this general duty may entail positive obligations inherent in ensuring the effective exercise of the rights guaranteed by the Convention«.

Nogen mere udførlig begrundelse for doktrinen end denne har EMD ikke leveret. Dette kan undre, eftersom doktrinen har ganske vidtrækkende konsekvenser.
   Juridisk-teknisk fastlægges den nærmere rækkevidde af statens positive
forpligtelser ved en fortolkning af den del af rettighedsbestemmelsen, som fastlægger rettighedens indhold, ikke den del, som fastsætter betingelser for indgreb i rettigheden. I forhold til EMRK artikel 8-11 (privatliv, religionsfrihed, ytringsfrihed, forsamlings- og foreningsfrihed) er det således stk. 1 – ikke stk. 2 – som udgør grundlaget for statens positive forpligtelse og for fastlæggelsen af dennes grænser.

Indhold og rækkevidde. Omfanget af statens positive forpligtelser fastlægges ud fra, hvad man med rimelighed kan forlange af staten – der skal findes en »rimelig balance« mellem de kolliderende hensyn til individet henholdsvis til samfundet og andre individer.4 Statens positive forpligtelser rummer efter EMD’s praksis både en pligt til i det umiddelbare forhold mellem stat og individ positivt at sikre individets rettigheder og en pligt til at beskytte individet imod rettighedsindgreb, som udgår fra andre private. I begge henseender har staten i første række en pligt til at lovgive og regulere på en måde, som effektivt sikrer og beskytter individets mulighed for at udøve sine rettigheder. Hertil kommer i visse tilfælde en pligt til at tage faktiske skridt for at sikre og beskytte individets rettigheder i form af fysisk handling eller – i ganske
særlige tilfælde – økonomiske ydelser til individet. Når navnlig pligten til faktisk handling og i særdeleshed pligten til at stille økonomiske ydelser til rådighed generelt er begrænset, skyldes det især hensynet til ikke at pålægge de nationale myndigheder forpligtelser, som er umulige eller dog uforholdsmæssigt bebyrdende at opfylde, samt hensynet til at respektere de nationale politiske og administrative myndigheders frihed til at fastlægge niveauet for og prioritere anvendelsen af de offentlige
ressourcer. Som EMD principielt har udtalt:

»The scope of this [positive] obligation will inevitably vary, having regard to the diversity
of situations obtaining in Contracting States and the choices which must be made
in terms of priorities and resources. Nor must such an obligation be interpreted in such
a way as to impose an impossible or disproportionate burden on the authorities«.

Pligten til at sikre individets rettigheder. Statens positive forpligtelser omfatter i første række en pligt til at indrette lovgivningen – og håndhæve denne – på en måde, som effektivt sikrer individets nydelse af sine rettigheder. Staten er således ansvarlig, hvis dens lovgivning eller praksis afskærer individet fra at få anerkendt sine rettigheder: retten til familieliv forpligter staten til i lovgivningen at anerkende de retlige bånd mellem en mor og hendes barn født uden for ægteskab;6 retten til familieliv forpligter
i visse tilfælde staten til at tillade familiesammenføring;7 retten til privatliv forpligter staten til at anerkende en transkønnet persons nye køn i officielle registre.8 Statens pligt kan implicere visse faktiske handlinger, f.eks. i Christine Goodwin (2002), hvor anerkendelse af transkønnedes kønsskifte krævede en ændring i alle transseksuelles officielle papirer.
   Kun i ganske særlige tilfælde vil statens positive forpligtelse til at sikre individets rettigheder også kunne omfatte en pligt til at stille faktiske eller økonomiske ydelser til rådighed for individet, såfremt individets nydelse af en konventionssikret rettighed ellers ville blive umulig. Således fandt EMD’s flertal i Airey (1979), at en kvindes ret til privat- og familieliv var blevet krænket ved, at hun som følge af manglende midler
til at bekoste en advokat ikke kunne opnå juridisk separation fra sin mand; EMD anerkendte således reelt, at kvinden havde krav på offentlig retshjælp til at føre sagen. Hvad angår mere generelle ydelser af økonomisk eller social karakter, holder EMD sig generelt tilbage fra at statuere håndfaste forpligtelser for staten under hensyn til de nationale politiske organer frihed til at råde over statens ressourcer og prioritere disse inden for rammerne af den generelle økonomiske og sociale politik. I Chapman
(2001) afviste EMD således principielt, at individets ret til respekt for hjemmet forpligter staten til at stille et hjem til rådighed, hvorfor spørgsmålet om en pligt for myndighederne til at stille et tilstrækkeligt antal karavanepladser til rådighed for sigøjnere måtte bero på en politisk og ikke en retlig beslutning. I Petrovic (1998) afviste EMD, at retten til respekt for familielivet pålægger staten en positiv forpligtelse til at yde forældre økonomisk støtte i form af offentlig forældreorlovsydelse.

Pligten til at beskytte individets rettigheder imod indgreb fra private. Statens
positive forpligtelser udstrækker sig også til forholdet mellem private indbyrdes og kan således forpligte staten til at beskytte individetsrettigheder imod andre privates indgreb. Også hvad angår beskyttelsen imod indgreb fra private, er staten i første række forpligtet til at træffe de nødvendige retlige foranstaltninger i form af lovgivning og anden regulering. Staten holdes således generelt ansvarlig, hvis lovgivningen eller fraværet heraf tillader private indgreb i individets rettigheder.10 Staten skal retligt beskytte individet mod private indgreb, se f.eks. Hatton (2003) om en pligt til at beskytte privatlivet og hjemmet gennem regulering af støjniveauet fra en privat lufthavn; Von Hannover (2004) om en pligt til at beskytte privatlivet gennem
forbud mod sladderpressens paparazzi-metoder.
   Staten har endvidere i visse tilfælde en pligt til at tage faktiske skridt for at hindre, at private griber ind i individets rettigheder. Denne handlepligt er dog generelt begrænset under hensyn til, hvad man i situationen med rimelighed kunne forvente af statens myndigheder ud fra deres kendskab til situationen og under hensyn til de forhåndenværende ressourcer og nødvendigheden af at prioritere disse.11 Staten kan for det første selvsagt ikke være forpligtet til fysisk at forhindre ethvert privat indgreb i andre individers rettigheder, da dette er praktisk umuligt. Statens forpligtelse omfatter således efter EMD’s praksis kun sådanne faktiske foranstaltninger, som med rimelighed kan forventes af staten i en situation, hvor de offentlige myndigheder har haft anledning til at handle, se bl.a. Plattform »Ärzte für das Leben« (1988) om en pligt til at træffe rimelige foranstaltninger for at beskytte en anmeldt demonstration imod ligeledes anmeldte moddemonstrationer; López Ostra (1994) om en pligt til at gribe ind over for en privat virksomheds langvarige forurening, som myndighederne var bekendt med; H.N. v. Poland (2005) om en pligt til at tage skridt for at bringe bortførte børn tilbage til deres far, navnlig fordi myndighederne havde fået vigtige tips om, hvor moren holdt børnene skjult; Begheluri (2014) om en pligt for politiet til at gribe ind over for et voldeligt overfald.
   Statens pligt til retligt og faktisk at beskytte individet mod privates rettighedsindgreb begrænses endvidere af hensynet til den anden private parts frihed og rettigheder. Individets rettigheder skal beskyttes imod privates indgreb, men hvis den indgribende private parts adfærd også er beskyttet af EMRK, opstår reelt en kollision mellem to EMRK-rettigheder. Her skal sikres en rimelig balance mellem i udgangspunktet ligeværdige hensyn, og denne afvejning er ofte en vanskelig opgave.12 Typisk er den situation, hvor hensynet til at beskytte individets privatliv må afvejes over for hensynet til pressens ytringsfrihed, se f.eks. Von Hannover (2004) om paparazzibilleder i den kulørte presse. Tilsvarende må hensynet til at beskytte
individets ytringsfrihed undertiden afvejes over for den private ejendomsret, se f.eks. Appleby (2003), hvor ejeren af et privat indkøbscenter havde forbudt uddeling af politisk materiale på indkøbscentrets område. 
   Har staten forsømt at opfylde sin positive forpligtelse til at beskytte individets rettigheder imod indgreb fra private, er det staten, som i henhold til EMRK er ansvarlig for det uberettigede indgreb i individets rettigheder. Den indgribende private part er derimod ikke selv ansvarlig efter EMRK, som jo alene forpligter staten.

Læs mere af uddraget i den vedhæftede PDF.