Bog: Søret
998,00 kr. 1.247,50 kr. inkl. moms

Få overblik over maritime retsforhold

Sørettens område spænder vidt fra privatretlige over offentligretlige til folkeretlige regler. Lærebogen Søret tilbyder en grundig gennemgang af maritime retsforhold inden for disse områder og behandler bl.a.:

  • Skibsregistrering
  • Søpant og kontraktspant
  • Forureningsansvar
  • Transportansvar
  • Bjærgning.

Nyt i 5. udgave

Omfanget af bogen er udvidet betydeligt siden 1.udgaven, og titlen er derfor blevet ændret fra Introduktion til Søretten til Søret kort og godt. Fjerdeudgaven af denne bog udkom i 2013. Siden da er der sket vigtige ændringer inden for de retsområder, som bogen behandler, og nye sager har været forelagt domstolene. Særligt har Danmark tiltrådt en række konventioner, som allerede er blevet indarbejdet i søloven. Disse ændringer er behandlet og kommenteret i bogen.

Målgruppe

Ud over at fungere som lærebog for studerende er bogen også velegnet for praktikere i transportbranchen – f.eks. advokater, rederiansatte og speditører. 

Om forfatterne

Søret, 5. udgave, er udarbejdet af advokat Lars Rosenberg Overby (Kromann Reumert) i samarbejde med professor dr.jur. Thor Falkanger og professor dr.jur. Hans Jacob Bull, begge tilknyttet Institutt for Sjørett, universitetet i Olso. Lars Rosenberg Overby er specialiseret i transportret. Han har tidligere været ekstern lektor ved Københavns Universitet og bidraget til forskellige værker om transportret.

Bogens indhold

1. Indledning
2. Skibe, nationalitet og registrering
3. Skibskontrol og klassifikation
4. Bygge- og reparationskontrakter
5. Køb og salg af skibe
6. Pant og tilbageholdsret
7. Rederierhvervets organisation
8. Skibsfart og ansvarsgrundlag
9. Det begrænsede rederansvar
10. Olieforureningsansvar, HNS-ansvar og andet miljøansvar
11. Kollisionsansvar
12. Besætningens retsforhold
13. Befragtning – oversigt
14. Konnossementer og søfragtsedler: Ansvar for skader,
tab og forsinkelse samt urigtig beskrivelse af lasten
15. Rejsebefragtning
16. Tidsbefragtning
17. Enkelte særlige befragtningsformer
18. Transport af passagerer og rejsegods
19. Bjærgning
20. Fælleshavari
21. Søforsikring
22. Søforklaring og undersøgelse af ulykker til søs

Uddrag af kapitel X (læs hele uddraget)

1.1. Hvad er Søret?
Enhver opdeling i fag eller emner er mere eller mindre vilkårlig. Det
kan, måske med god grund, altid gøres på en anden måde. Traditionen
spiller imidlertid en vigtig rolle, og således er det i høj grad for søretten
(engelsk: maritime law, tysk: Seerecht, fransk: droit maritime).

Med søret menes i almindelighed de retsregler, som kommer til anvendelse
i søfartsforhold. Herunder falder også reglerne om havari og søforsikring, skønt mange er mest tilbøjelige til at opfatte søforsikring som et fag for sig. Denne ramme er så vid, at man kunne inddrage f.eks. de almindelige regler om, hvorledes aftaler indgås og fortolkes. For at undgå dette siger man gerne, at sørettens regler er de, som er særegne for søfarten. En anden sag er, at løsningen af søretlige konflikter ofte stiller store krav til kundskab om f.eks. aftaleretlige spørgsmål.

Søretten omfatter både privatretlige regler (typisk regler for certeparti-
og konnossementsforhold) og offentligretlige regler (f.eks. om skibes nationalitet og om det offentliges tilsyn med skibes sødygtighed). Endog folkeretlige regler hører med i nogen udstrækning (f.eks. om skibes ret til fri passage af en stats ydre søterritorium, om havnestatens ret til at kontrollere besøgende fremmede skibes sødygtighed eller om statslige skibes immunitet over for arrest i fremmede havne).

For en nærmere omtale af ovenstående, se Brækhus: Sjørettens område og særpreg, MarIus nr. 2.

1.2. Sørettens særpræg
Karakteristisk for de livsforhold, som søretten beskæftiger sig med, er
særligt de store værdier, som kan være koncentreret på én køl. Der er
mange farer, som kan true disse værdier; ofte forholder det sig således,
at når en interesse er i fare, vil de øvrige interesser, som er knyttet til
skibet, ligeledes være i fare (farefællesskab). Vi ser derfor en udpræget
tendens til risikoudjævning. Dette sker gennem såvel lovmæssige ansvarsbegrænsninger (typisk reglerne om det begrænsede rederansvar, jf.
nedenfor i kap. 9) som kontraktmæssige (f.eks. Gencon certepartiets klausul 2, Baltime-certepartiets klausul 13) – og ikke mindst igennem søforsikringen og reglerne om fælleshavari.

Et andet karakteristisk træk er søfartens internationale karakter. At
et skib anløber mange lande under kontrakter, som kan have tilknytning
til andre lande igen, sætter sit præg også på retsreglerne. Op igennem
årene har der været ydet en stor arbejdsindsats for at forenkle, forbedre og ikke mindst harmonisere regelsættet. Dels er dette sket ved, at man i et land har hentet løsninger fra andre landes lovgivning, og dels ved at flere lande i samarbejde har fundet frem til fælles løsninger – et godt eksempel er de skandinaviske landes praktisk talt ens sølove. Men frem for alt er ensartethed over landegrænserne opnået igennem internationale konventioner (f.eks.: Bjærgningskonventionen af 1910, Konnossements-konventionen af 1924 med protokollen af 1968 og Begrænsningskonventionen af 1976 med protokollen af 1996).

Et tredje forhold, som fortjener særlig omtale, er, at næppe noget andet erhverv er udsat for så markante konjunkturbevægelser som søfarten. Det, der i dag synes at være en god kontrakt, kan give tab i morgen. Og omvendt: Det marked, som synes håbløst, kan på meget kort tid blive særdeles lukrativt. Disse muligheder for dramatiske ændringer betyder meget, når det f.eks. skal vurderes, om der er adgang til at blive løst fra et certeparti, fordi forholdene har ændret sig (typisk: En krig bryder ud – noget som medfører øget fare for skibe og mandskab samt radikal ændring i omkostningsstrukturen og ofte en drastisk stigning i fragtraterne).

Se også til dette afsnit Brækhus: Sjørettens område og særpreg, MarIus nr. 2.