Journalistbegrebet i retlig belysning

En nyskabende og ambitiøs bog om journalistbegrebet set fra et retligt perspektiv

Denne bog undersøger journalistbegrebet fra et retligt perspektiv, ved at belyse de steder i lovgivningen, hvor begrebet ses anvendt, og der er usikkerhed om, hvordan det skal fortolkes. En usikkerhed, som kan tilskrives, at rigtig mange i dag har eget håndholdte medie, mobilen, og derved kan udfylde den rolle, som tidligere krævede en mellemstor journalistisk medievirksomhed.

Undersøgelserne er baseret på en række centrale journalistrettigheder fra:

• den danske databeskyttelseslov,
• medieansvarslov,
• retsplejelov
• og ophavsretslov,

og fremstillingen belyser, hvordan bestemmelserne fra de fire retsområder udtrykker noget mere generelt om journalistik, selvom de forfølger vidt forskellige formål.

Bogen falder i tre dele:

• I del 1 introduceres emnet, dets aktualitet og relevans.
• I del 2 gennemføres en retlig belysning af journalistbegrebet, med en analyse af kriterierne for at påberåbe sig centrale journalistrettigheder fra de fire retsområder nævnt ovenfor.
• I del 3 undersøges det, om de i del 2 påviste kriterier er de samme på tværs af de fire retsområder. Del 3 afsluttes med en sammenfatning af analyserne med perspektiver om status på området.

Målgruppe

Bogen henvender sig til mediejurister, journalister, nyhedsmedier og andre, der beskæftiger sig med kommunikation.

Om forfatteren

Bogen er skrevet af adjunkt i digital forvaltningsret, ph.d., Jøren Ullits. Jøren Ullits forsker til daglig i forvaltningsret ved Syddansk Universitet, og har igennem en længere årrække beskæftiget sig med de regulatoriske udfordringer en digital medievirkelighed bringer.

Bogens indhold

Indholdsfortegnelse:

Del 1 - Journalistbegrebet i retlig belysning
Kapitel 1 - Introduktion

Del 2 - Vertikale analyser af journalistrettigheder
Kapitel 2 - En retlig belysning af databeskyttelseslovens journalistbegreb
Kapitel 3 - En retlig belysning af medieansvarslovens journalistbegreb
Kapitel 4 - En retlig belysning af retsplejelovens journalistbegreb
Kapitel 5 - En retlig belysning af ophavsretslovens journalistbegreb

Del 3 - Horisontale analyser af journalistrettigheder
Kapitel 6 - Horisontale analyser
Kapitel 7 - Konklusion og perspektiver

Uddrag fra bogen (læs hele uddraget)

1. Indledning

I 1450 opfandt Johann Gutenberg bogtrykkerkunsten med flytbare blybogstaver monteret på en trykpresse, deraf udtrykket pressen. Det var den første medierevolution, det første massemedie. I år 1666, ca. 100 år før oplysningstiden, kom den første danske avis på gaden udgivet af digteren Anders Bording på kongelig opfordring af Christian V. Avisen. Den Danske Mercurius. Det var den første regelmæssigt publicerede avis i Danmark med nyheder fra ind- og udland. Den fungerede på det tidspunkt som en propaganda-maskine for regimet, der skulle sælge enevælden som ny samfundsorden. En nærmere slægtning til de journalistiske medier vi kender i dag, introduceredes i år 1749, i begyndelsen af den danske oplysningsperiode, med udgivelsen af avisen Berlingske Tidende, som dog på det tidspunkt var underlagt censurregulering.
 Oplysningsforkæmperen Johan Struensee fik i 1770 indført uindskrænket trykkefrihed herhjemme, frem til 1772, hvor censuren genindførtes. I 1849 blev censur helt forbudt med vedtagelsen af den danske grundlov. Det var først i løbet af 1900-tallet, at den journalistik, vi i dag kender, begyndte at tage form. Men denne formdannelse blev disruptet af internettet, der skød frem i midten af 1990’erne, som det første demokratiske massemedie i menneskets historie. Nu var de traditionelle journalistiske medier ikke længere ene om at udbrede nyhedshistorier til offentligheden. Folket havde fået den samme mulighed.
 I dag kan nyheder for første gang i historien produceres af alle til alle, og i mange tilfælde er det borgeren, som er hurtigst med at udgive nyhedshistorien, direkte på sin egen blog på internettet. Internettet er samtidig blevet den foretrukne nyhedskilde, fremfor de traditionelle journalistiske medier, som det trykte periodiske skrift og de æterbårne nyhedsudsendelser.
 Internettet forekommer således at være en mere dramatisk udvikling på området for massekommunikation end hidtil set. I 1830’erne blev telegrafen opfundet, i 1880’erne faldt papiret i pris, i 1920’erne opfandt man radioen og senere kom fjernsynet, men vejen til læsere, lyttere og seere gik fortsat gennem det journalistiske medie. Dette er ikke længere ubetinget tilfældet. Journalistik udøvet af borgere så man også eksempler på før internetteknologien for alvor slog igennem, men der findes ikke så mange. Som et eksempel herpå kan nævnes, da det i 1991 blev vist i fjernsynet, hvordan betjente tævede Rodney King. Det var ikke en journalist på gadehjørnet, som filmede hændelsen, men en tilfældig forbipasserende, der havde et kamera på sig, og som valgte at dele optagelserne med pressen.

Maria Bundgård skriver på tv2.dk, at Rodney King i 1991 blev gennembanket af flere politibetjente ved en boligblok i en forstad til Los Angeles efter en hidsig politijagt over flere kilometer. Betjentenes overdrevne vold blev filmet af en beboer. Optagelserne afslørede fire betjente slå med knipler på King, mens de råbte, “vi slår dig ihjel, din skide neger”. Betjentene blev i 1992 frikendt for overgrebet. Dommen førte til omfattende uroligheder i hele Los Angeles, hvor unge sorte gik løs på politiet, offentlige bygninger og butikker. Urolighederne varede i flere dage, og flere end 50 mennesker blev dræbt og langt over tusinde kvæstet.

Internetteknologiens udvikling, den trådløse teknologi, og mulighederne for selv at optage, fotografere og skrive via mobiltelefonen, har accelereret denne udvikling, og mange nye eksempler på denne form for borgerdrevet journalistik er kommet til. Da styret i Iran i 2009 ville stoppe et folkeligt oprør over regimet, brugte lokalbefolkningen mobiltelefonen til at udgive egne nyhedshistorier, via det sociale medie Twitter. Det samme gjorde lokalbefolkningen i 2011 under det arabiske forår, hvor telefonen blev anvendt af helt almindelige mennesker på gaden, til at sende nyhedsreportager ud til følgerne på forskellige sociale medier.

Som Fyns.dk skriver, via Ritzaus, slog styret i Iran igen i 2017 ned på demonstranter ved at blokere adgangen til enkelte sociale medier og applikationer, der kan dele beskeder. Det oplyser iransk stats-tv, der citerer en informeret kilde, skriver nyhedsbureauet Reuters. Det er blevet besluttet på højeste sikkerhedsniveau at forhindre adgangen til Telegram (en applikation til at dele beskeder med) og Instagram, siger kilden. Beslutningen om at stoppe adgangen til de sociale medier kommer efter, at der i de seneste dage har floreret adskillige billeder og film af demonstrationer mod det iranske regime.

Den teknologiske udvikling gav i Iran og andre steder i verden borgeren en stemme. Det så man også et eksempel på i Danmark, da den danske blogger Dorte Toft på hendes blog kunne afsløre, at administrerende direktør Stein Bagger i den udadtil meget succesfulde danske virksomhed IT Factory var en svindler. Hun fik stor hjælp til historien fra en trofast læserskare, herunder fra en anonym læser i en kommentar på bloggen: “Man bliver vel altid lidt skeptisk, når man finder ud af, at selskabets ene hovedaktionær – Agios United SA – er placeret på Nieu Island, som er en lille ø i Polynesien [hvilket] fremgår af årsregnskabet – sidste side”. Det var nye oplysninger i sagen for Toft, og det endte som bekendt med, at Stein Bagger blev dømt for bedrageri.
 Toft og andre bloggere, som skriver om samfundet, uden at få penge for deres arbejde, kan man kalde for borgerjournalister. Det er ikke et ord, jeg har fundet på. Det blev optaget i det danske sprog i 2005, og beskriver det fænomen, at alle med en smartphone og internetadgang i dag kan udvælge, bearbejde og viderebringe viden, på samme måde som en journalist. Ifølge Dansk Sprognævn betyder ordet borgerjournalist, “en ny profession [der] (er) begyndt at overtage stadig større dele af pressens arbejde på udenlandske redaktioner, og nu også så småt herhjemme … som med mobiltelefonen dokumenterer begivenheder, mens de sker … [man] taler om, at den tekniske udvikling har gjort befolkningen til … borgerjournalister … og at medierne er unødvendige”. Fænomenet mærkede de etablerede nyhedsmedier herhjemme til, da Danmarks statsminister Lars Løkke Rasmussen i 2016 besluttede sig for at holde to forskellige nytårstaler. Den ene kunne nyhedsmedierne få lov til at transmittere, den anden udsendte han selv, via hans Facebook-profil.
 Mens borgerne ind i mellem udøver journalistiske aktiviteter, som en slags borgerjournalister, ses den modsatte tendens i den etablerede nyhedsbranche, hvor journalisterne også beskæftiger sig med andet end journalistik. Hos Dansk Journalistforbund er formand for Dansk Journalistforbund, Mogens Blicher Bjerregård, bekymret over, at nyhedshistorier nogle gange lægger sig for nært op ad marketing, skrevet for at trække flest mulige brugere til siden, med fængende overskrifter og billeder. Det er symptomatisk for en journalistbranche, som er presset på økonomien, og som føler sig presset til at skrive om det, offentligheden gerne vil høre om, ikke nødvendigvis det, som offentligheden har brug for at vide noget om. Som det anføres af Haak, Parks og Castells, er der i dag flere, der arbejder som journalister uden en tilknytning til de traditionelle nyhedsmedier “as freelancers, on websites, in advocacy organizations, and as public affairs practitioners … Furthermore, the stunning rate at which people have adopted mobile phones equipped with cameras has pushed citizen journalism to new levels and dramatically increased “competition” from unpaid sources in news gathering”