Bog: EU-RET. Fri bevægelighed
536,00 kr. 670,00 kr. inkl. moms

Få en grundlæggende viden om gældende EU-ret om fri bevægelighed i denne 4. udgave

”EU- ret – fri bevægelighed” giver en fremstilling af principperne om, dynamikken i og hovedstrukturen af gældende EU-ret om fri bevægelighed. Den kan lidt forenklet siges at handle om EU’s økonomisk-juridiske forfatning.

Bogen omhandler følende emner:

  • EU-Domstolen og dens fortolkningsstil
  • Fri bevægelighed i det indre marked - generelt
  • Varernes fri bevægelighed
  • Fri udveksling af tjenesteydelser
  • Etableringsfrihed
  • Arbejdskraftens fri bevægelighed
  • Unionsborgerskab
  • Tredjelandsstatsborgere


Bogen medtager gengivelser af centrale bestemmelser, domspræmisser og væsentlig litteratur.

Målgruppe

Ud over at kunne anvendes som lærebog kan bogen også anvendes som håndbog for praktikere og andre, der har brug for grundlæggende viden om EU-retten og fri bevægelighed. Bogen retter sig specifikt til anvendelse i bachelorfaget ”EU-ret” på jurauddannelsen på Københavns Universitet.

Om forfatterne

Forfatterne er professor, Ph.d. Ulla Neergaard, Københavns Universitet, og professor, dr.jur. Ruth Nielsen, CBS.

-----------------------------------------------------------------------------------------------

Bogens indhold

Indholdsfortegnelse:

Kapitel 1 - EU-Domstolen og dens fortolkningsstil
Kapitel 2 - Generelt om fri bevægelighed
Kapitel 3 - Varer
Kapitel 4 - Tjenesteydelser
Kapitel 5 - Etablering
Kapitel 6 - Kapital
Kapitel 7 - Arbejdskraft
Kapitel 8 - Unionsborgerskab
Kapitel 9 - Tredjelandsstatsborgere

 ----------------------------------------------------------------------------------------------

Uddrag fra bogen

Kapitel 2 - Generelt om fri bevægelighed

1. Introduktion
Unionens virke indebærer under de betingelser og i det tempo, som er foreskrevet i traktatgrundlaget og med dennes mål for øje, at der oprettes et indre marked, hvor hindringer for den fri bevægelighed for varer, personer, tjenesteydelser og kapital skal fjernes. Art. 26, stk. 2 TEUF, bestemmer således: »Det indre marked indebærer et område uden indre grænser med fri bevægelighed for varer, personer, tjenesteydelser og kapital i overensstemmelse med bestemmelserne i denne traktat.« Det indre marked som begreb er dog mere komplekst end det i h.t. denne definition umiddelbart lyder og er således eksempelvis blevet karakteriseret som tvetydigt. Reglerne om fri bevægelighed på det indre marked findes navnlig i et mindre antal bestemmelser i EUF-traktaten, et stort antal direktiver og enkelte forordninger samt et meget stort antal domme fra EU-Domstolen.
 Udtrykket »fri bevægelighed« anvendes kun eksplicit to gange i EU-traktaten. For det første nævnes det i præamblen, hvor det anføres, at landene er besluttet på »… at lette den fri bevægelighed for personer, samtidig med at deres befolkningers sikkerhed og tryghed sikres ved oprettelsen af et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed i overensstemmelse med bestemmelserne i denne traktat og Traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde…« (vores kursivering). Herudover nævnes det i art. 3, stk. 2 TEU, hvor det fastslås, at Unionen har som mål at give borgerne et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed uden indre grænser, og hvor der er fri bevægelighed for personer, kombineret med passende foranstaltninger vedr. kontrol ved de ydre grænser, asyl, indvandring og forebyggelse og bekæmpelse af kriminalitet.
 I Chartret henvises til fri bevægelighed i præamblen, idet det anføres, at Unionen sikrer fri bevægelighed for personer, tjenesteydelser, varer og kapital samt etableringsfrihed. Endvidere omhandler Chartrets art. 45 fri bevægelighed og opholdsret. Det bestemmes (vores kursivering):

1. Enhver unionsborger har ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område.

2. Fri bevægelighed og opholdsret kan i overensstemmelse med traktaterne indrømmes tredjelandsstatsborgere, der har lovligt ophold på en medlemsstats område.

I EUF-traktaten er fri bevægelighed primært knyttet til opbygningen af det indre marked og typisk først og fremmest forbundet med regler om forbud mod diskrimination pga. nationalitet. Blandt de væsentligste bestemmelser kan nævnes art. 34 TEUF om varer, art. 45 TEUF om arbejdskraft, art.  49  TEUF om etableringsret, art.  56  TEUF om tjenesteydelser og art. 63 TEUF om kapitalbevægelser og betalinger. Det er især disse bestemmelser, der står centralt i nærværende kapitel og i Kapitel 3-6. I Kapitel 7 og 8 behandles fri bevægelighed i højere grad også som en grundlæggende ret for arbejdstagere og unionsborgere. Særligt vedr. told og afgifter kan henvises til art. 28, 30 og 110 TEUF, vedr. kvantitative udførselsrestriktioner til art. 35 TEUF, vedr. statslige handelsmonopoler til art. 37 TEUF, samt vedr. unionsborgerskab især til art. 21 TEUF. Disse sidstnævnte regelsæt behandles ikke for alvor i dette kapitel.
 Art. 18 TEUF indeholder et generelt forbud mod diskrimination pga. nationalitet inden for traktaternes anvendelsesområde. Bestemmelsen supplerer i visse tilfælde de mere specifikke regler.
 Chartret bestemmer i art. 21 om ikke-forskelsbehandling:

1. Enhver forskelsbehandling på grund af køn, race, farve, etnisk eller social oprindelse, genetiske anlæg, sprog, religion eller tro, politiske eller andre anskuelser, tilhørsforhold til et nationalt mindretal, formueforhold, fødsel, handicap, alder, seksuel orientering eller ethvert andet forhold er forbudt.

2. Inden for traktaternes anvendelsesområde og med forbehold af deres særlige bestemmelser er enhver forskelsbehandling på grund af nationalitet forbudt.

Fri bevægelighed kan ses som opstået i en markedsretssammenhæng, og det er i den sammenhæng, at indre markeds-bestemmelserne først og fremmest skal forstås. Fri bevægelighed i EU-traktaten og Chartret skal snarere forstås i en grundrets-/menneskerettighedssammenhæng. Imidlertid er disse to sammenhænge og de enkelte retskilder i sagens natur nært forbundne og kan ikke til fulde holdes adskilte.
 EU-Domstolen har i de senere år afsagt temmelig mange domme om fri bevægelighed. Oprindeligt var varernes fri bevægelighed den vigtigste gruppe, men i de senere år er den relative betydning af de andre friheder øget. Der er således ældre og yngre lag i tolkningen af EUF-traktatens fri bevægelighedsregler. Samspillet mellem de forskellige fri bevægelighedsregler har været diskuteret i litteraturen i de senere år, ofte med fokus på den historiske udviklingstendens, konvergens, der benyttes til at betegne det fænomen, at fortolkningen af de enkelte bevægelighedsregler synes at bevæge sig mod en højere og højere grad af overensstemmelse eller sammenhæng.  Således udtalte fx generaladvokat Lenz i Bosman-sagen: »Fællesmarkedets grundlæggende frihedsrettigheder har ikke kun et fælles grundlag. De udgør efter min opfattelse også en enhed, der så vidt muligt bør behandles ens.« Senere har fx generaladvokat Trstenjak i Gysbrechts-sagen henvist til »betydningen af en sammenhængende fortolkning af de fire grundlæggende frihedsrettigheder.« Eksempelvis kan Gebhard-sagen ses som et af flere væsentlige skridt i denne retning, idet EU-Domstolen her opsummerer gældende ret som ens for, hvad den betegner som »de ved traktaten sikrede grundlæggende friheder«. Tilsvarende udsagn gældende for samtlige friheder optræder også i efterfølgende praksis.
 Det er dog samtidig klart, at der ikke er tale om en fuldstændig sammensmeltning, hvilket afspejles fx i forhold til de valg, der er foretaget vedr. unionsborgerskab. Således anføres det af Oliver & Roth:

Surely it is right that the same principles should apply in the absence of any objective reason to make a distinction. Unwarranted divergences should clearly be avoided. But at the end of the day the four freedoms cannot all be treated in the same way. The principal dividing line should be drawn where common sense and humanity suggest: between the movement of human beings, on the one hand, and purely economic transactions on the other.

Den her nævnte forskel er også baggrunden for følgende udsagn af Sousa:

Determining whether the provisions on the free movement of people should be treated similarly is naturally distinct from assessing whether they should be treated differently from those freedoms not involving the movement of individuals. This latter question asks whether the right of people to move freely from State to State in the EU occupies a more protected position than does the movement of cattle, fruit, steel, capital and coal across State lines … Underlying this issue is ultimately the question of whether the EU’s goal is merely to create a single market, or a more politically and socially integrated polity … Hence, the most serious arguments for a distinctive approach to the free movement of people when compared to other market freedoms relate to its nature as a fundamental right of individuals and to European Citizenship.

Mere generelt anfører Nic Shuibhne:

[F]our main drivers are distorting the coherence of free movement case law at present. These drivers are varied in both form and nature. They reflect ’good’ impulses (the protection of fundamental rights); avoidable (the proliferation of principles) but also inherent (the unsettled purpose(s) of the internal market and free movement) ambiguities; and broader systemic conditions (the structure of the Court and its decision-making processes

Med nærværende afsnit tages udgangspunkt i denne tankegang om konvergens, dvs. det overordnede fokus er på en række af de relevante fællesnævnere. Først redegøres for det indre marked (afsnit 2). Herefter klarlægges tilgangen til vægtningen af det store materiale om fri bevægelighed (afsnit 3). I forlængelse heraf behandles en række af de emner, der i større eller mindre omfang kan siges at have betydning for, om reglerne finder anvendelse, herunder hvordan de enkelte friheder afgrænses i forhold til hinanden samt væsentlige begreber i øvrigt (afsnit 4).
 Fælles for det af EU-Domstolen anvendte tankeskema ved anvendelsen af flertallet af de markedsorienterede fri bevægelighedsregler er – meget forenklet udtrykt og forudsat, at bestemmelserne i det hele taget kan anses for at finde anvendelse – en toleddet test. Unionsborgerskab, jf. art. 21 TEUF, følger en noget anden logik end de øvrige regelsæt, hvorfor dette ikke til fulde bør opfattes som omfattet af det nævnte tankesæt. På det detaljerede plan antages det, at også art. 34 TEUF om varernes fri bevægelighed følger et særegent argumentationsmønster bl.a. pga. Keck-doktrinen.
 Det ene led i testen indeholder en vurdering af, om en given national foranstaltning indebærer forskelsbehandling pga. nationalitet og/eller en hindring (restriktion) for den fri bevægelighed. Det andet led i testen vil især være en afgørelse af, om en undtagelse kan gøres gældende typisk i form af påberåbelse af legitime hensyn, der medfører, at en given foranstaltning alligevel kan anses for berettiget. Begrebet legitime hensyn bruges her som en samlebetegnelse især omfattende traktatfæstede og domstolsskabte hensyn samt grundrettighederne. Disse hensyn kan – under forudsætning af at forskellige nærmere betingelser er opfyldt – tjene til en lovliggørelse af en ellers ulovlig foranstaltning. I denne sammenhæng vil især proportionalitetsprincippet skulle inddrages.
 I litteraturen optræder forskellige definitioner af de nævnte begreber. I domspraksis er anvendelsen af begreberne heller ikke altid klar eller konsekvent. Derfor skal også disse begreber i det følgende præsenteres nærmere, og de af os anvendte definitioner opstilles. Mere præcist drejer det sig overordnet om selve forbudsforståelsen (afsnit 5). Hertil behandles spørgsmålet om legitime hensyn (afsnit 6).
 I kapitlets afsluttende afsnit introduceres for fuldstændighedens skyld art.  18  TEUF (afsnit 7). Bestemmelsen har en særstatus i forhold til de øvrige fri bevægelighedsbestemmelser, hvorfor en selvstændig behandling er mest hensigtsmæssig.