Bog: Kapitalselskaber
1.300,00 kr. 1.625,00 kr. inkl. moms

Kapitalselskaber – aktie- og anpartsselskabsret udkommer nu i en ny og opdateret 6. udgave

Kapitalselskaber giver en ajourført, samlet fremstilling af kapitalselskabsretten (aktie- og anpartsselskabsretten). Bogen omfatter en grundig redegørelse for og analyse af de danske regler og deres EU-retlige baggrund i lyset af den seneste udvikling på området.

 

Målgruppe

Bogen er tænkt til brug i undervisningen ved universiteter, handelshøjskoler og andre højere uddannelsesinstitutioner og som redskab for advokater, virksomhedsjurister, revisorer og andre, der arbejder med selskabsret.

 

Om forfatteren

Jan Schans Christensen er højesteretsdommer, dr. jur. og LL.M. fra Columbia University School of Law, New York. Han er tidligere praktiserende advokat og professor i selskabsret ved Københavns Universitet (er nu adjungeret professor i faget samme sted). Han var han medlem af det udvalg, der afgav betænkning 1498/2008, som ligger til grund for selskabsloven, ligesom han var medlem af the High Level Group of Company Law Experts, nedsat af EU-Kommissionen. Senest har han været formand for det af Erhvervsministeriet nedsatte udvalg om skærpet ansvarsvurdering for ledelsesmedlemmer mv. af finansielle virksomheder (Ansvarsudvalget), som afgav betænkning 1575/2021.

-----------------------------------------------------------------------------------------------

Indholdsfortegnelse

FØRSTE DEL Selskabsrettens grundelementer samt almene temaer
Kapitel 1 - Selskabsrettens karakteristika og baggrund
Kapitel 2 - Selskabsrettens kilder og reguleringsteknik; EU-ret
Kapitel 3 - Selskabsstatuttet; anerkendelse af selskaber
Kapitel 4 - Kapitalejer og selskab
Kapitel 5 - Almindelige retsgrundsætninger i selskabsretten
Kapitel 6 - Kapital, stemmeret og hæftelse
Kapitel 7 - Kapitalandelen som begreb og værdipapir
Kapitel 8 - Vedtægter og ejeraftale
Kapitel 9 - Corporate Governance
Kapitel 10 - Børs- og kapitalmarkedsret
Kapitel 11 - Kapitalmarkedsteori og værdiansættelse

ANDEN DEL Enkelte emner inden for kapitalselskabsretten
Kapitel 12 - Stiftelse
Kapitel 13 - Forhøjelse af selskabskapital
Kapitel 14 - Kapitalnedsættelse og kapitaltab
Kapitel 15 - Kapitalselskabers ydelse af økonomisk bistand
Kapitel 16 - Egne kapitalandele
Kapitel 17 - Selskabsledelsen
Kapitel 18 - Generalforsamlingen
Kapitel 19 - Årsrapport, revision og granskning
Kapitel 20 - Udbytte og gave
Kapitel 21 - Virksomhedssammenslutninger, fusion, spaltning mv.
Kapitel 22 - Koncerner og filialer
Kapitel 23 - Selskabers ophør
Kapitel 24 - Erstatnings- og strafansvar

-----------------------------------------------------------------------------------------------

Uddrag

 Kapitel 3 - Selskabsstatuttet; anerkendelse af selskaber

3.1. Selskabers nationalitet
Der kan i mange sammenhænge være behov for at forholde sig til, efter hvilket lands ret et selskabsrelateret spørgsmål skal besvares.
 Et grundlæggende spørgsmål i en dansk selskabsretlig sammenhæng er, hvornår et selskab kan anses for dansk og dermed omfattet af den danske selskabslovgivning. Bestemmelsen af et selskabs nationalitet er samtidig bl.a. en stillingtagen til, efter hvilket lands ret det skal afgøres, om et selskab er gyldigt stiftet og eksisterer.
 I den internationale privatret (selskabsret) anvendes udtrykket »selskabsstatuttet« om den nationale lovgivning, som er gældende for de krav, der stilles til selskabers (i) stiftelse, herunder indskudskapital og registrering, (ii) »infrastruktur,« herunder krav til selskabsorganernes struktur, funktion og indbyrdes kompetence, (iii) repræsentations- og tegningsret, samt (iv) opløsning. Det må ligeledes antages, at selskabsledelsens ansvar i forhold til selskabet (eller dettes konkursbo) omfattes af selskabsstatuttet, jf. herved U1998.1071Ø, hvor det blev statueret, at en dansk direktørs ansvar over for det konkursramte selskab, som var registreret i Gibraltar, måtte bedømmes efter Gibraltar-ret. Ved dommen ændrede landsretten Sø- og Handelsrettens afgørelse, hvorefter kravet ansås for omfattet af Rom-konventionens art. 4, stk. 2 om lovvalget i kontrakt i mangel af aftale herom. Landsrettens afgørelse harmonerer med, at Rom-konventionen undtager selskabsretlige spørgsmål, jf. art. 1, stk. 2, litra e. En kapitalejers ansvar over for selskabet må ligeledes antages at være omfattet af selskabsstatuttet.

Rom-konventionen eller EF-kontraktskonventionen (Konvention af 19. juni 1980 om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktretlige forpligtelser, med tilhørende protokoller) er ratificeret af Danmark og de fleste andre EU-lande. Konventionen er særlig derved, at dens regler skal finde anvendelse i alle de tilfælde, hvor der skal foretages et lovvalg vedrørende kontraktretlige forpligtelser (herunder om kontrakters tilblivelse, parternes ydelse og misligholdelse), og er ikke betinget af gensidighed eller begrænset til forhold mellem medlemsstaterne i den Europæiske Union. Konventionen træder følgelig i stedet for det enkelte medlemslands nationale lovvalgsregler. I art. 1, stk. 2, litra e, i konventionen undtages »spørgsmål, der er omfattet af reglerne om selskaber, foreninger og andre juridiske personer, herunder spørgsmål om disses stiftelse ved registrering eller på anden måde, deres handleevne, interne organisation og opløsning samt om ledelsens eller deltagernes personlige ansvar i denne egenskab for selskabets, foreningens eller den juridiske persons forpligtelser.« Rom-konventionen er nærmere omtalt hos Peter Arnt Nielsen, International handelsret, p. 123 ff. Rom-konventionen blev den 17. juni 2008 i EU erstattet af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 593/2008 (Rom I-forordningen). Forordningen finder anvendelse på aftaler indgået efter 17. december 2009. Rom I-forordningen er en forbedret udgave af konventionen, men gælder ikke i og er ikke bindende for Danmark på grund af Danmarks forbehold over for EU’s civilretlige samarbejde, jf. præamblens pkt. 46

Mens ledelsens og kapitalejernes ansvar over for selskabet er omfattet af selskabsstatuttet, må det antages, at ledelsens ansvar over for selskabets kapitalejere og kreditorer ikke er omfattet, ligesom selskabsstatuttet næppe omfatter kapitalejeres ansvar over for medkapitalejere eller kreditorer. I disse tilfælde er udgangspunktet, at deliktstedets lov (lex loci delicti) finder anvendelse. U2005.918H er på linje med det anførte. I sagen anvendte Højesteret dansk ret ved vurderingen af uforsvarlig adfærd udvist af et dansk medlem af et udenlandsk selskabs bestyrelse. Sagen angik tab påført en dansk investor som følge af et investeringsprojekt, der var blevet markedsført her i landet.
 Ved enhver undersøgelse af, hvilket lands ret der skal finde anvendelse, må det imidlertid holdes for øje, at en fastlæggelse og dermed afgrænsning af selskabsstatuttet beror på de nationale regler i det pågældende land. Dansk international selskabsret er styrende for, hvorledes spørgsmål af den ovennævnte art skal besvares af danske domstole og myndigheder, mens eksempelvis en amerikansk domstol vil basere sin stillingtagen på de tilsvarende amerikanske regler.
 Dispositioner, der rummer internationale elementer, som er af ikkeselskabsretlig karakter, f.eks. et selskabs indgåelse af en aftale med en aktionær eller aktionærers indgåelse af en ejeraftale med hinanden, falder uden for selskabsstatuttet, men vil efter omstændighederne være omfattet af Rom-konventionen.
 Ved fastlæggelse af, hvilket lands lov der i en given sammenhæng udgør selskabsstatuttet har der udviklet sig forskellige teorier. Efter den såkaldte hovedsædeteori eller »real seat« doktrin (»Sitztheorie«), som findes i forskellige varianter, er det afgørende for, hvilken nationalitet selskabet har, og dermed hvilket lands selskabsret det undergives, i hvilket land selskabets faktiske hovedsæde befinder sig og dermed hvorfra det faktisk ledes.
 Der er den vanskelighed forbundet med hovedsædeteorien, at det ikke er entydigt, om det afgørende er det sted, hvorfra den daglige ledelse fungerer, eller om der tænkes på det sted, hvor f.eks. et selskabs bestyrelse eller generalforsamling mødes. Også det sted, hvorfra et selskabs nøglefunktioner (f.eks. forskning og udvikling, økonomifunktion eller strategiudvikling) udføres, kan tænkes at have betydning. Navnlig i større internationale koncerner, hvor de pågældende funktioner udføres i forskellige lande – evt. i flere lande samtidig ved brug af moderne teknologi – kan dette give anledning til tvivlsspørgsmål.

Jf. nærmere herom p. 33 i det høringsdokument (Consultative Document), som High Level Group of Company Law Experts offentliggjorde sommeren 2002 forud for rapporten A Modern Regulatory Framework for Company Law in Europe, jf. www. europa.eu.

Over for hovedsædeteorien står inkorporationsteorien (»Gründungstheorie«), som indebærer at selskabsstatuttet er lovgivningen i det land, efter hvis ret selskabet er stiftet eller – ifølge en udbredt variant heraf, registreringsteorien – det land, hvor selskabet er registreret, uanset hvorfra selskabet ledes. Blandt de lande, der (i hvert fald indtil for få år siden) har hyldet hovedsædeteorien, er Tyskland, mens bl.a. Sverige, Finland, Storbritannien, Irland og Holland har tilsluttet sig inkorporationsteorien. Der har tidligere hersket tvivl om, hvilken teori Danmark følger, men det synes nu klart, at Danmark anvender registreringsteorien. Det følger således af SL § 5, nr. 13, at et selskabs hjemsted er den adresse her i landet, hvor selskabet kan kontaktes. Såfremt selskabet ikke kan kontaktes på en adresse her i landet, kan konsekvensen i øvrigt blive, at selskabet tvangsopløses, jf. SL § 225, stk. 1, nr. 2.
 Efter art. 7 i forordningen for SE-selskabet skal et SE-selskabs vedtægtsmæssige hjemsted være beliggende inden for EU i samme medlemsstat som den, hvor SE-selskabets hovedkontor er beliggende. Dette er på linje med det, der var gældende efter ASL § 4, stk. 1, nr. 2 (APSL § 5, nr. 2). Erhvervs- og Selskabsstyrelsen (der nu er afløst af Erhvervsstyrelsen) lagde i den forbindelse vægt på det sted, hvorfra selskabet faktisk blev ledet, og selskabets postadresse skulle ligge i hjemstedskommunen.

Se nærmere Erhvervsankenævnets kendelser af 25. april 1996 og 18. november 2003. For en drøftelse af hjemstedsbegrebet i ASL § 4, stk. 1, nr. 2, og kravet om, at et selskabs hovedkontor og ledelsens placering skulle være sammenfaldende med det vedtægtsmæssige hjemsted, henvises til Hanne Søndergaard Birkmose, NTS 2004, p. 265 ff. Det anføres her, at Erhvervs- og Selskabsstyrelsens praksis ikke var i overensstemmelse med den traditionelle opfattelse af hjemstedsbegrebet i dansk selskabsret, hvorefter det ikke er et krav, at selskabet reelt ledes fra hjemstedsadressen, blot der findes en repræsentant for selskabet her, således at offentlige myndigheder, kunder mv. kan komme i kontakt med selskabet. Det gøres med rette gældende, at selvom Erhvervsog Selskabsstyrelsens fortolkning kunne finde en vis støtte i ordlyden af ASL § 4, stk. 1, nr. 2, gik styrelsens fortolkning af hjemstedsbestemmelsen længere end den i litteraturen gængse fortolkning, og hvad der følger af en historisk formålsfortolkning af bestemmelsen. Se endvidere Søren Friis Hansen i Juridiske emner ved Syddansk Universitet 2005 ved Hans Viggo Godsk Pedersen (red.), p. 105, om hjemstedsbegrebet i dansk og europæisk selskabsret. Det anføres her, at ledelsens bopæl og stedet for generalforsamlingens afholdelse ikke længere bør tillægges betydning som kriterier ved fastlæggelse af, hvilken grad af tilknytning et dansk selskab skal have til Danmark. Det fulgte heroverfor af bemærkningerne til lov nr. 303 af 30. april 2003 (FT 2002-03, Tillæg A, sp. 3666), at aktieselskaber fortsat – selvom der afholdes delvis eller fuldstændig elektronisk generalforsamling – skulle have et registreret hjemsted med tilknytning til en geografisk lokalitet, hvortil offentlige myndigheder og andre kunne sende brevpost til selskabet. Hjemstedet måtte endvidere anses for tidsangivende for generalforsamlingen, medmindre andet var angivet i vedtægterne.

Det er til støtte for hovedsædeteorien blevet fremført, at det ved at lægge vægten på retten i landet, hvortil den faktiske ledelse er knyttet, og ikke retten i det land, hvor selskabet er registreret, undgås, at selskaber »shopper« mellem de enkelte landes selskabslovgivning og arbitrært vælger den lovgivning, selskabet foretrækker, uanset hvor den virksomhed, selskabet driver, befinder sig. Hvis selskaber blot kan lade sig registrere i et passende bekvemt land, kan det således få den i praksis uønskelige følge, at deres virksomhed ikke undergives den lovgivning, der gælder i det land, hvor virksomheden befinder sig.
 Begge de her drøftede teorier påkalder sig interesse ud fra en EUretlig vinkel, idet den i art. 49 TEUF (smh. art. 54 TEUF) forankrede etableringsfrihed begrænser et EU-medlemslands ret til at nægte at anerkende et selskab fra et andet medlemsland og beskytter selskabers mulighed for at stifte eller flytte virksomheder over landegrænser.
 Såvel inkorporations- eller registreringsteorien som hovedsædeteorien virker hæmmende på selskabers mobilitet, men intensiteten af de begrænsninger, teorierne sætter, er meget forskellig. Den førstnævnte teori vil typisk medføre krav om etablering og opretholdelse af en kontaktadresse, hvor de centrale selskabsdokumenter er tilgængelige. Disse relativt formelle og lempelige krav påvirker næppe selskabernes mobilitet væsentligt og giver derfor ikke anledning til særlige problemer i forhold til EU-retten. Anderledes forholder det sig med den anden teori – hovedsædeteorien – som ved at lægge vægt på stedet for den faktiske ledelse rejser væsentlige problemer i forhold til EU-retten. De her drøftede forhold kan illustreres med et par eksempler. Indledningsvis skal det nævnes, at en af de indgribende konsekvenser af, at et selskab ikke anerkendes som sådan, ofte vil være, at de, som disponerer på selskabets vegne, pådrager sig personligt ansvar.
 Lande der, som Danmark, følger inkorporations- eller registreringsteorien vil acceptere, at et selskab, der er registreret i landet, kan ledes fra et andet land uden at miste sin nationalitet, så længe registreringen opretholdes.
 Et land der, som Tyskland har gjort, følger hovedsædeteorien ville anse et aktieselskab registreret i Danmark, men med hovedsæde i Tyskland, som et tysk selskab (der efter omstændighederne er ugyldigt, fordi de tyske stiftelsesregler ikke er iagttaget).
 Et land (A), der anvender registreringsteorien, vil som udgangspunkt acceptere, at et selskab fra et andet land (B) flytter stedet, hvorfra selskabet faktisk ledes, til A uden at blive omfattet af A’s selskabsret.