Processen

Processen, 1. udgave

Læseren tages med på straffesagens rejse fra politiet modtager en anmeldelse om et muligt strafbart forhold, videre gennem efterforskningen til anklagemyndighedens vurdering af tiltalespørgsmålet og derfra til hovedforhandlingen, voteringen og domsafsigelse, inden sagen skal vurderes med henblik på anke eller fremsættelse af krav om erstatning for strafforfølgning.

Gennemgangen er fokuseret på at give læseren en grundig introduktion til straffesagens mange led, sådan at læseren kan deltage i den konkrete sagsbehandling hos anklagemyndigheden, forsvareren eller domstolene.

 
Målgruppe

Bogen er skrevet til brug for undervisningen på den juridiske bacheloruddannelse på Syddansk Universitet, men den kan med fordel læses af andre med interesse i straffeprocessen.

Om forfatteren

Henning Fuglsang Sørensen er lektor på Juridisk Institut på Syddansk Universitet og dommer ved Retten i Odense. Forfatteren har derudover været specialanklager i økonomisk kriminalitet og konstitueret landsdommer. Efter forfatteren erhvervede ph.d.-graden, har han forestået undervisningen i kriminalret på den juridiske bacheloruddannelse på Syddansk Universitet, ligesom han har publiceret adskillige artikler og bøger indenfor dansk og international strafferet og straffeproces, EU-ret og menneskeret.

-------------------------------------------------------------------------------------------------

Indholdsfortegnelse

Forord

Kapitel 1 - Straffeprocessen som retslig disciplin

Kapitel 2 - Anmeldelsen

Kapitel 3 - Den brede efterforskning

Kapitel 4 - Afslutningen på den brede efterforskning

Kapitel 5 - Overgangen fra den brede til den målrettede efterforskning

Kapitel 6 - Den målrettede efterforskning

Kapitel 7 - Efterforskningen afsluttes

Kapitel 8 - Tiltalen

Kapitel 9 - Tilståelsessager 

Kapitel 10 - Hovedforhandlingen

Kapitel 11 - Særlige forhold

Litteratur

Domsregister

Stikordsregister

-------------------------------------------------------------------------------------------------

Uddrag af bogen

5. Overgangen fra den brede til den målrettede efterforskning

5.1. Mistanke contra sigtelse

Når efterforskningen når til et stadie, hvor der er skabt et mistankegrundlag mod en konkret person, flyttes fokus til en vis grad fra at efterforske spørgsmålene om hvorvidt der er sket en forbrydelse og hvorvidt der kan identificeres en mistænkt til hvad den konkret mistænkte måtte være ansvarlig for.

Det betyder dog ikke, at efterforskningen herfra målrettet fokuserer alene på at fastlægge den mistænktes strafansvar. For det første kan der jo være andre gerningsmænd, der har medvirket eller handlet i forening med den mistænkte, og for det andet kan det jo være at yderligere efterforskning fører til at mistanken afsvækkes igen. At politiet også i den målrettede efterforskning skal være objektive og efterforske både i retning af såvel mistænktes skyld som mistænktes uskyld er fastslået ved objektivitetsprincippet i retsplejelovens § 96, stk. 2:

§ 96, stk. 2. De offentlige anklagere skal fremme enhver sag med den hurtighed, som sagens beskaffenhed tillader, og derved ikke blot påse, at strafskyldige drages til ansvar, men også at forfølgning af uskyldige ikke finder sted.

Bestemmelsens ordlyd henviser ganske vist til »de offentlige anklagere«, men der indfortolkes heri også de politifolk, der efterforsker sagen til brug for anklagerens juridiske vurdering.

Samtidig er det væsentligt at være opmærksom på forskellen på at være mistænkt og være sigtet. Den mistænkte er kommet i politiets søgelys, men mistankegrundlaget er endnu noget usikkert. Det er på dette stadie stadig uklart om den mistænkte blot er kommet i søgelyset på grund af en række uheldige tilfældigheder, eller om der faktisk er grund til at mene at den mistænkte har et ansvar for den konkrete lovovertrædelse. En mistanke kan derfor betragtes således at efterforskerne har en fornemmelse af, at den mistænkte kan have noget med sagen at gøre, men at det endnu er for uklart at sige om dette faktisk
er tilfældet. Når efterforskerne når så langt i sagens opklaring, at de faktisk kan pege på konkrete omstændigheder, der skaber et konkret grundlag for at sige, at den mistænkte med en vis sandsynlighed har noget med sagen at gøre, så passeres det punkt, hvor efterforskerne begynder at målrette efterforskningen mod den mistænkte. I det øjeblik
skifter efterforskningen fokus, sådan at efterforskningen nu skal afdække grundlaget for at holde den mistænkte ansvarlig for den konkrete lovovertrædelse. I det øjeblik skal den mistænkte nu betragtes som sigtet, og dermed gives den sigtedes rettigheder. Disse rettigheder bliver gennemgået nedenfor.
En sigtelse kan dermed også betragtes som politiets meddelelse til den mistænkte om, at han eller hun nu efterforskes målrettet, og derfor skal være opmærksom på hvad man måtte sige eller gøre.

Med sigtelsen skifter grundlaget også for at afslutte sagen. Indtil der sker sigtelse, kan sagen henlægges ved at efterforskning indstilles i medfør af retsplejelovens § 749, stk. 2, med den praktiske virkning at sagen altid kan genåbnes indtil forældelse måtte være indtrådt. Den sigtede skal ikke tåle at leve med at være i politiets søgelys i tiden indtil forældelse muligvis indtræder, og derfor skal sagen her sluttes i forhold til den enkelte mistænkte ved at man opgiver påtale i medfør af retsplejelovens § 721. Den praktiske konsekvens af påtaleopgivelsen er, at politiet som udgangspunkt ikke kan »komme igen« ved bare tage sagen ned fra hylden og derefter fortsætte efterforskningen mod den sigtede. Her vil sagen som udgangspunkt være helt slut, hvis politiet må opgive at komme videre i efterforskningen.
En anden praktisk konsekvens af sigtelsen er, at forældelsen afbrydes, jf. straffelovens § 94, stk. 5.
Sigtelsen må derfor betragtes som et afgørende punkt i efterforskningen.
Det er ikke muligt at opstille et entydigt kriterie for hvornår der skal ske sigtelse. Anvendelsen af tvangsindgreb vil ofte medføre, at den, indgrebet retter sig mod, vil være at betragte som sigtet. Her vil sigtelsen nærmest være en automatisk følge af, at tvangsindgreb bringes i anvendelse mod den pågældende. Men ellers vil det oftest være op til den enkelte betjent at vurdere hvorvidt der skal ske sigtelse. Spørgsmålet om hvornår man skal have sigtedes rettigheder har i et meget stort antal sager været forelagt EMD, og er behandlet i ganske mange lærebøger om EMRK.

5.2. Sigtedes retsstilling

Med sigtelsen er det tydeligt, at politiet nu målrettet efterforsker den sigtedes mulige strafansvar. Derfor er det også nødvendigt at give den sigtede en række rettigheder, særligt en vis beskyttelse ved afhøringer, muligheden for at få bistand fra en forsvarsadvokat og mulighed for at sætte sig ind i sagens bevismateriale. Der findes derfor en række relevante bestemmelser i retsplejelovens kapitel 66, som bærer titlen »Sigtede og
hans forsvar«, som suppleres af række mere konkrete bestemmelser i de relevante dele af retsplejeloven.

Det følger først og fremmest af retsplejelovens § 729 at den sigtede med sigtelsen bliver part i straffesagen:

§ 729. Under ordet »part«, hvor dette i denne lov anvendes i bestemmelser, der ikke
særlig angår borgerlige sager, skal også den sigtede i en straffesag anses for indbefattet.

For den sigtede udgør retten til forsvarerbistand og retten til at gøre sig bekendt med sagens bevismateriale to helt centrale rettigheder.

Læs mere under Uddrag af bogen ovenfor