Bog: EU-RET. Fri bevægelighed
502,00 kr. 627,50 kr. inkl. moms

Få en grundlæggende viden om gældende EU-ret om fri bevægelighed

Denne bog giver en fremstilling af principperne om, dynamikken i og hovedstrukturen af gældende EU-ret om fri bevægelighed. Den kan lidt forenklet siges at handle om EU’s økonomisk-juridiske forfatning.

Bogen er i princippet en opdatering og udvidelse af 2. udgaven af Ulla Neergaard og Ruth Nielsens ”EU RET – fri bevægelighed”, Karnov Group, 2016. Bogen benyttes især på bachelor-faget “EU-ret” på jura-uddannelsen på Københavns Universitet.

Bogen omhandler:

  • EU-Domstolen og dens fortolkningsstil
  • Fri bevægelighed i det indre marked - generelt
  • Varernes fri bevægelighed
  • Fri udveksling af tjenesteydelser
  • Etableringsfrihed
  • Arbejdskraftens fri bevægelighed
  • Unionsborgerskab
  • Tredjelandsstatsborgere


Bogen medtager gengivelser af centrale bestemmelser, domspræmisser og væsentlig litteratur.

Målgruppe

Ud over at kunne anvendes som lærebog kan bogen også anvendes som håndbog for praktikere og andre, der har brug for grundlæggende viden om EU-retten og fri bevægelighed.

Om forfatterne

Forfatterne er professor, Ph.d. Ulla Neergaard, Københavns Universitet, og professor, dr.jur. Ruth Nielsen, CBS.

Bogens indhold

Indholdsfortegnelse:

Kapitel 1: EU-Domstolen og dens fortolkningsstil
Kapitel 2: Generelt om fri bevægelighed
Kapitel 3: Varer
Kapitel 4: Tjenesteydelser
Kapitel 5: Etablering
Kapitel 6: Kapital
Kapitel 7: Arbejdskraft
Kapitel 8: Unionsborgerskab
Kapitel 9: Tredjelandsstatsborgere

Uddrag fra bogen (læs hele uddraget)

1. Introduktion

Nærværende bogs emne er først og fremmest gældende EU-ret om fri bevægelighed. I den sammenhæng er EU-Domstolens betydning meget stor, hvorfor dette indledende kapitel handler om denne institution og dens fortolkningsstil.
 I det følgende afsnit 2 behandles EU-Domstolen generelt, mens EU-Domstolens fortolkningsstil og illustrative, vigtige principper behandles i de efterfølgende to afsnit (dvs. afsnit 3 og 4). Forståelse af disse emner er af afgørende betydning for læsning af afgørelser fra EUDomstolen, men hertil behandles dette sidstnævnte emne i et noget mere praktisk tilsnit særskilt i kapitlets sidste afsnit (dvs. afsnit 5).

2. Generelt om EU-Domstolen
Da EF/EU blev oprettet ved Rom-traktaten pr. 1.1.1958, blev der etableret 4 institutioner: Rådet, Kommissionen, Europa-Parlamentet og EU-Domstolen. I dag har EU efter art. 13 TEU en institutionel ramme, der tager sigte på at fremme Unionens værdier, der er fastsat i art. 2 TEU, at forfølge dens mål, der er beskrevet i art. 3 TEU, at tjene dens borgeres og Medlemsstaternes interesser samt at sikre sammenhæng, effektivitet og kontinuitet i dens politikker og tiltag. EU’s institutioner er i øvrigt nu ifølge art. 13 TEU udvidet til følgende: EuropaParlamentet, Det Europæiske Råd, Rådet, Europa-Kommissionen, Den Europæiske Unions Domstol, Den Europæiske Centralbank og Revisionsretten.
 EU-Domstolen har været fælles for de oprindelige tre fællesskaber (EKSF, EØF og EURATOM) siden 1958. Den har udviklet sig til en mere indflydelsesrig institution, end mange umiddelbart havde forventet på grundlag af Rom-traktaten. Den sammenlignes ofte med forfatningsdomstole som fx USA’s Supreme Court og den tyske Bundesverfassungsgericht, og den har bidraget væsentligt til primærrettens udvikling, herunder ikke mindst den om fri bevægelighed, ligesom den generelt bidrager til, at EU-retten fortolkes ens i alle EU’s Medlemsstater.
 Den Europæiske Unions Domstol omfatter ifølge art. 19 TEU “Domstolen, Retten og et antal specialretter”. Den institution, der i art. 19 TEU kaldes “Domstolen”, benævnes i denne bog – som det er blevet almindeligt – EU-Domstolen. Medlemsstaterne skal ifølge art. 19 TEU tilvejebringe den nødvendige adgang til domstolsprøvelse for at sikre en effektiv retsbeskyttelse på de områder, der er omfattet af EU-retten. Regler om EU-Domstolen findes først og fremmest i art. 19 TEU, art. 251-281 TEUF, Statutten for EU-Domstolen indsat i en særlig protokol, og Procesreglementet. I det følgende behandles dens sammensætning, funktioner og sagstyper og hertil Retten.

2.1. EU-Domstolens sammensætning
EU-Domstolen består efter art. 19 TEU af en dommer fra hver Medlemsstat. Den bistås af generaladvokater.  Med virkning fra den 7. oktober 2015 var der elleve. De udnævnes af Medlemsstaternes regeringer ved fælles overenskomst for et tidsrum af seks år. Ved Lissabon-traktaten indsattes art. 255 TEUF, hvorefter der er nedsat et udvalg, der skal afgive udtalelse om kandidaternes kvalifikationer til at udøve embederne som dommer og generaladvokat ved Domstolen og Retten, inden Medlemsstaternes regeringer foretager udnævnelser i overensstemmelse med art. 253 og 254 TEUF. Afgående dommere og generaladvokater kan genudnævnes.
 Til dommere og generaladvokater vælges personer, hvis uafhængighed er uomtvistelig, og som i deres hjemland opfylder betingelserne for at indtage de højeste dommerembeder, eller som er jurister, hvis faglige kvalifikationer er almindeligt anerkendt. Dommerne vælger af deres midte for et tidsrum af tre år EU-Domstolens præsident og vice-præsident. Procesmåden ved EU-Domstolen er reguleret i Statutten for EU-Domstolen og Procesreglementet

2.2. EU-Domstolens funktioner generelt
Ligesom EU-retten adskiller sig fra såvel folkeret som national ret, adskiller EU-Domstolen sig både fra andre internationale domstole og fra nationale domstole, men den har også en række funktionelle ligheder med sådanne.
 En ofte citeret, prægnant formulering er følgende af Oliver Wendell Holmes (1841-1935): “The prophecies of what the Courts will do in fact, and nothing more pretentious, are what I mean by the law.”  Identificeringen mellem, hvad domstole gør, og hvad der er retligt, har stor betydning for sondringen mellem jura og politik. Lidt forenklet kan man sige, at det, parlamentarikere gør, er politik, mens det, domstole gør, er jura.I Medlemsstaterne er der stort set to forskellige traditioner for, hvordan kompetencen mellem politikere og domstole fordeles. I Skandinavien og England har der været en tradition for majoritetsdemokrati, mens den kontinentaleuropæiske tradition er – og i mange år har været – konstitutionelt demokrati. EUretten er formentlig mere et konstitutionelt demokrati end et majoritetsdemokrati.
 I majoritetsdemokratier som bl.a. Danmark er der ingen forfatningsdomstol, og de almindelige domstole er meget tilbageholdende med at kontrollere, om lovgivning, der har et politisk flertal bag sig, strider mod normer, der står højere i retskildehierarkiet end lovgivning som grundloven og grundlæggende rettigheder og (efter medlemskabet af EU pga. EU-rettens forrang) en hvilken som helst EU-regel. I “civil law”-lande er man derimod vant til, at der findes forfatningsdomstole, fx den tyske Bundesverfassungsgericht, der kan kontrollere, om lovgiver overholder de normer i retssystemet, der har højere rang end lovgivning. Den dømmende funktion, som forfatningsdomstole udøver, opfattes som en (væsentlig) del af retssystemet.