Momsretten
Momsretten
Nærværende samlede fremstilling af momsretten tager sit udgangspunkt i den danske momslovgivning men med løbende henvisning til og behørig inddragelse af den bagvedliggende EU-retlige regulering i form af særligt momssystemdirektivet og momsforordningen. Ved analysen af den gældende retstilstand inddrages såvel alle centrale afgørelser fra EU-Domstolen som danske domme og administrative afgørelser m.v.
Bogen omhandler bl.a. følgende emner:
• Momsens karakteristika som beskatningsform
• Momsrettens retskilder
• Momsrettens fortolkningsprincipper
• Afgiftspligtige personer
• Afgiftspligtige transaktioner
• Momspligtens indtræden
• Momsgrundlaget
• Momsfritagelser
• Momsfradragsret
• Moms ved handel over landegrænser
Målgruppe
Bogen kan anvendes som lærebog ved højere læreanstalter, men vil også med fordel kunne anvendes som opslagsværk af rådgivere, hos virksomheder, hos domstolene og af skatteadministrationens medarbejdere.
Forfatterkollektivet er sammensat således, at det repræsenterer såvel erfarne praktikere fra internationalt anerkendte skatterådgivningsvirksomheder samt erfarne forskere og undervisere fra universitetssektoren.
Om forfatterne
Professor, ph.d. Henrik Stensgaard (1965) er professor i skatteret ved Juridisk Institut, School of Business and Social Sciences, Aarhus Universitet, samt ekstern lektor ved Copenhagen Business School med henblik på undervisning på Masteruddannelsen i Skat. Henrik er desuden udpeget som særligt medlem af Skatteankenævnene. Han er uddannet cand.jur. fra Aarhus Universitet og cand.merc.aud. fra Handelshøjskolen i Aarhus og modtog sin ph.d.-grad fra Aarhus Universitet i 2004. Henrik er forfatter og medforfatter på talrige bidrag inden for momsretten og har regelmæssigt holdt foredrag i såvel Danmark som internationalt om emner inden for fagområdet. Han har mere end 20 års erfaring som underviser af universitetsstuderende og praktikere. Henrik var tidligere medlem af EU-Kommissionens VAT Expert Group (2016-2019). Henrik er lovredaktør for Karnov Group.
Professor, ph.d. Dennis Ramsdahl Jensen (1972) er professor i skatteret ved Juridisk Institut, School of Business and Social Sciences, Aarhus Universitet. Han er tillige medlem af Skatterådet (1. marts 2023 - 31. oktober 2029) samt ekstern lektor ved Copenhagen Business School med henblik på undervisning på Masteruddannelsen i Skat. Han er uddannet cand.merc.jur. fra 1998 og modtog sin ph.d.-grad i 2003. Dennis har været forfatter og medforfatter på talrige bidrag inden for momsretten og har regelmæssigt holdt foredrag i såvel Danmark som internationalt om emner inden for fagområdet. Han har mere end 20 års erfaring som underviser af universitetsstuderende og praktikere. Dennis er og har været medlem af en række nationale og internationale fora, herunder forretningsudvalget i Dansk Skattevidenskabelig Forening (2014-), VAT Expert Group (2016-2019) samt European Academic Network of VAT (2019-2021). Dennis er desuden lovredaktør for Karnov Group.
Partner, ph.d. Anders Strandet Jepsen (1979) er partner og leder af afdelingen for indirekte skatter i PwC samt markedsleder i PwC for Tax & Legal i den finansielle sektor. Anders er desuden underviser på Copenhagen Business School på Masteruddannelsen i Skat. Han er cand.jur. fra Aarhus Universitet og uddannet advokat. Anders modtog sin ph.d.-grad i 2010 for afhandlingen ”Moms og aktiviteter i forbindelse med værdipapirer”, der blev skrevet under ErhvervsPhD-ordningen under Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling i et samarbejde mellem Handelshøjskolen, Aarhus Universitet og Plesner Advokatfirma. Ph.d.-afhandlingen har modtaget den internationale Maurice Lauré pris. I 2010 blev han udnævnt Honorary Associate Professor i momsret ved Aarhus Universitet. Anders er forfatter og medforfatter til en række bidrag inden for momsretten, og har regelmæssigt holdt foredrag i såvel Danmark som internationalt om emner inden for fagområdet. Anders har været medlem af momsarbejdsgruppen i FSR – danske revisorer, og er medlem af arbejdsgruppen for Indirekte Skatter i Dansk Erhverv.
Partner, ph.d. Casper Bjerregaard Eskildsen (1982) er partner i KPMG Acor Tax og underviser på Copenhagen Business School på Masteruddannelsen i Skat. Han er cand.merc.(jur.) fra Handelshøjskolen, Aarhus Universitet. Casper modtog sin ph.d.-grad i 2012 for afhandlingen ”Strukturneutralitet i momssystemet”. Casper er forfatter og medforfatter til en række bidrag inden for momsretten, og har således publiceret artikler i både nationale og internationale anerkendte tidsskrifter. Casper har regelmæssigt holdt foredrag i såvel Danmark som internationalt om emner inden for fagområdet, og han er lovredaktør for Karnov Group vedrørende Karnovs lovsamling for moms- og lønsumsafgiftsloven. Casper har desuden mange års erfaring med undervisning og vejledning af studerende på Copenhagen Business School inden for fagområdet.