Bog: Forbrugerretten I
848,00 kr. 1.060,00 kr. inkl. moms

Forbrugerretten I behandler markedsføringslov af 1. juli 2017 med de seneste ændringer den 17. januar 2020.

Formålet med den nye markedsføringslov er at understøtte en effektiv konkurrence og gode forbrugerforhold, og markedsføringsloven udgør en væsentlig rammebetingelse for alle virksomheder og forbrugere i Danmark. Effektiv og fair konkurrence og en hensigtsmæssig forbrugerbeskyttelse, hvor forbrugerne kan være aktive og er beskyttet mod vildledning og aggressiv markedsføring, understøtter således velfungerende markeder. Virksomhedernes markedsføring er i høj grad reguleret af fælles europæiske regler.

Markedsføringsloven anno 2017 bygger på markedsføringslovsudvalgets anbefalinger. Med loven indføres en forenklet og overskuelig markedsføringslov, som understøtter gode og ensartede forbrugerforhold i lyset af den teknologiske udvikling inden for kommerciel kommunikation, og som understøtter velfungerende markeder og effektiv konkurrence. Med markedsføringsloven er det sikret, at erhvervslivet ikke pålægges unødvendige byrder, og at reguleringen er i overensstemmelse med EU-reglerne på markedsføringsområdet. Der er kommet følgende ændringer som der bliver behandlet:

  • De strenge regler om spam er blevet bibeholdt uanset af Markedsføringsudvalget og lovforslaget havde lagt op til en liberalisering for uanmodet henvendelser, idet begrebet »tilsvarende produkter og ydelser« stadigvæk skal fortolkes snævert.
  • Reglerne om god handelsskik mellem erhvervsdrivende og god markedsføringsskik mellem forbrugerne og de erhvervsdrivende som har betydning for den erhvervsdrivendes markedsføring.
  • Reglerne om vildledende og utilbørlig handelspraksis.
  • Reglerne for markedsføring på nettet, herunder de sociale medier.
  • Reglerne om markedsføring af boligkreditaftaler.
  • Opdeling af fysiske og juridiske personer i forbrugerbegrebet.
  • Præcisering af bestemmelsen om aggressiv handelspraksis og
  • Tilpasning af samtykkekrav m.v.

Målgruppe

Bogen er en velegnet håndbog for advokater, jurister og ikke-jurister, der arbejder med og rådgiver om forbruger- og markedsføringsretlige spørgsmål.

Om forfatteren

Sonny Kristoffersen er advokat og partner hos Advokatpartnerselskabet Brinkmann Kronborg Henriksen. Han har været fast nævnsmedlem for Forbrugerrådet i Forbrugerklagenævnet og en række andre tvistløsningsorganger, og har tillige opnået ph.d.-graden på »Forbrugerklagenævnets ordning i et retssikkerhedsmæssigt perspektiv« i 2015. Forfatteren har tidligere været ansat i Forbrugerrådet som leder af retshjælpsordningen Forbrugernes Principsager, sekretariatschef i Pressenævnet, samt været administrationschef i Dansk Røde Kors, Danmarks Naturfredningsforening, samt kontorchef i Tryg Forsikring. Forfatteren har udgivet talrige bøger og artikler om forbruger- og markedsføringsretlige emner og virker desuden som ekstern lektor og censor på de højere læreanstalter.

----------------------------------------------------------------------------------------------
Indholdsfortegnelse

Markedsføringsloven anno 2020
Kapitel 1- Aktører, begreber og god markedsføringsskik
1.1 Formålet med markedsføringsloven
1.2 Definitioner (§ 2)
1.3 God markedsføringsskik (§ 3)
1.4 Markedsføring på internettet
1.5 Markedsføring via sociale medier

Kapitel 2 - Handelspraksis over for forbrugerne
2.1 God erhvervsskik (§ 4)
2.2 Vildledende handlinger (§ 5)
2.3 Vildledende udeladelser, herunder købsopfordringer og skjult reklame (§ 6)
2.4 Aggressiv handelspraksis (§ 7)
2.5 Væsentlig forvridning af den økonomiske adfærd (§ 8)
2.6 Former for handelspraksis, som altid anses for vildledende eller aggressive (§ 9)

Kapitel 3 - Særlige markedsføringsformer
3.1 Uanmodet henvendelse til bestemte aftagere (§ 10)
3.2 Handelspraksis rettet mod børn og unge (§ 11)
3.3 Mærkning og emballering (§ 12)

Kapitel 4 - Oplysningsforpligtelser
4.1 Dokumentation af faktiske forhold (§ 13)
4.2 Oplysningsforpligtelser vedr. priser m.v. (§ 14)
4.3 Faktureringspligt for regningsarbejde
4.4 Gebyrer i løbende kontraktforhold (§ 16)
4.5 Erklæringer om ydelser om garanti (§ 17)
4.6 Markedsføring af kreditaftaler (§ 18)
4.7 Markedsføring af boligkreditaftaler (§ 19)

Kapitel 5 - Forhold mellem erhvervsdrivende
5.1 Vildledende og utilbørlig handelspraksis mellem erhvervsdrivende (§ 20)
5.2 Sammenlignende reklame (§ 21)

Kapitel 6 - Retsmidler
6.1 Retsmidler (§ 24)

Kapitel 7 - Forbrugerombudsmandens virksomhed
7.1 Forbrugerombudsmanden (§ 25)
7.2 Digitalisering af Forbrugerombudsmandens virksomhed (§ 26)
7.3 Kontrolundersøgelser på stedet (§ 27)
7.4 Forhandlingsprincippet (§ 28)
7.5 Forbrugerombudsmandens udstedelse af retningslinjer (§ 29)
7.6 Forhåndsbesked (§ 30)

Kapitel 8 - Retsforfølgning, forbud, påbud og erstatning
8.1 Retsforfølgning (§ 32)
8.2 Informationspligt om forældelse (§ 33)
8.3 Erstatningssøgsmål (§ 34)
8.4 Gruppesøgsmål (§ 35)
8.5 Foreløbigt forbud (§ 36)
8.6 Straf og påtale (§ 37)
8.7 Forbrugerombudsmanden kan udstede administrative bødeforlæg (§ 38)

----------------------------------------------------------------------------------------------

Uddrag

Kapitel 1 - Aktører, begreber og god markedsføringsskik

1.1 Formålet med markedsføringsloven
Markedsføringsloven kan siges at være grundloven for al markedsføring, som fastsætter minimumstandarderne for erhvervsdrivendes markedsadfærd. Eller udtrykt som de erhvervsdrivendes færdselslov på det kommercielle marked. Det overordnede formål med markedsføringsloven er at sikre, at erhvervsvirksomhed drives tilbørligt og rimeligt under hensyn til såvel konkurrenter og andre erhvervsdrivende, som til forbrugerne og almene samfundsinteresser. Grundtanken i markedsføringsloven har igennem tiden været, at de erhvervsdrivende skal opføre sig etisk forsvarligt og dermed handle i overensstemmelse med god markedsføringsskik. De erhvervsdrivende skal aktivt tage ansvar for at opføre sig ordentligt over for forbrugere, andre erhvervsdrivende og samfundet som sådan.

Formålet med den reviderede markedsføringslov som trådte i kraft 1. juli 2017 er, at understøtte en effektiv konkurrence på markedet, samt gode forbrugerforhold. Markedsføringsloven udgør således en væsentlig rammebetingelse for alle virksomheder og forbrugere i Danmark. Fair konkurrence og en hensigtsmæssig forbrugerbeskyttelse, hvor forbrugerne er beskyttet mod f.eks. at blive vildledt eller udsat for aggressiv markedsføring, understøtter velfungerende markeder.

Målet er endvidere en forenklet markedsføringslov, som, inden for rammerne af EU-reguleringen, gør op med unødige byrder for erhvervslivet, og den skal understøtte velfungerende markeder. Samtidigt skal markedsføringsloven anno 2017 sikre gode og ensartede forbrugerforhold, der er opdaterede i forhold til den teknologiske udvikling. Markedsføringsloven berører alle danske forbrugere og virksomheder. Loven skal både sikre, at virksomheder kan konkurrere effektivt, og at forbrugerne er hensigtsmæssigt beskyttet mod f.eks. meget aggressiv markedsføring. Den skal også sikre en god balance mellem, at forbrugerne får den relevante information, de har behov for, så de kan træffe aktive valg, og samtidig skal virksomhederne ikke pålægges overdrevne og overflødige oplysningskrav.

1.1.1 EU-regulering af relevans for markedsføringsloven
Erhvervsdrivendes markedsføring, herunder udarbejdelsen af markedsføringsloven er i høj grad reguleret af fælles europæiske regler. Siden den sidste store revision af markedsføringsloven, der skete i 2005, har der været en række ændringer af markedsføringsloven i forbindelse med gennemførelse af EU-regler, herunder særligt Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF af 11. maj 2005 om virksomhedernes urimelige handelspraksis over for forbrugerne på det indre marked og om ændring af Rådets direktiv 84/450/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF, 98/27/EF og 2002/65/EF og Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2006/2004/EF.