Kreditaftaler og Ejendomsforbehold
480,00 kr. 600,00 kr. inkl. moms

Kreditaftaler og ejendomsforbehold, 3. udgave

Bogen er en samlet fremstilling af kreditaftalelovens regler og omhandler kreditaftaler og ejendomsforbehold, som området ser ud i dag.

Kendskab til reglerne om oprettelse af kreditaftaler er nødvendig for enhver, der agerer på kreditaftalelovens område. Dette gælder både professionelle kreditgivere og advokater, der i forbindelse med deres inkassovirksomhed opretter frivillige forlig (i almindelighed kreditaftaler), der helt eller delvist er omfattet af loven.

Bogen behandler bl.a. følgende emner:

  • Kreditaftalelovens anvendelsesområde og definitioner
  • Kreditgiverens oplysningspligt forud for og ved indgåelse af kreditaftalen
  • Kreditgiverens kreditvurderingspligt
  • Civilretlige sanktioner af mangelfulde kreditoplysninger
  • Forbrugerens fortrydelsesret
  • Personskifte i kreditaftaler og forbrugerens retsstilling overfor kreditgiver i et oprindeligt trepartsforhold
  • Køb med ejendomsforbehold
  • Retsvirkninger og bortfald af ejendomsforbehold
  • Indenretlig og udenretlige tilbagetagelse i henhold til ejendomsforbehold
  • Fogedrettens henvisningsret
  • Kreditgiverens bevarelse og tab af restfordring bl.a. ved konfiskation af det solgte
  • Ejendomsforbehold i forhold til virksomheds- og fordringspant

 

Nyt i 3. udgave

Denne udgave er ajourført med ny lovgivning, retspraksis og ny litteratur frem til 1. januar 2022. Dette gælder bl.a.

  • Indarbejdelse af lovændringen ved lov 706/2018 2018 om indeks, der bruges som benchmarks i finansielle instrumenter og finansielle kontrakter eller med henblik på at måle investeringsfondes økonomiske resultater.
  • Behandling af lov nr. 2221/2032 om indsættelse af § 3, stk. 1, nr. 5 og kapitel 11 a om en lovmæssig pligt for leasingvirksomheder til at vurdere en potentiel leasingtagers betalingsevne forud for indgåelsen af en leasingaftale i forbrugerleasingaftaler om et køretøj

Målgruppe

Bogen henvender sig til advokater, revisorer og medarbejdere i pengeinstitutter og finansieringsselskaber og andre, som ønsker et øget kendskab til parternes retsstilling i kreditaftaler og i køb med ejendomsforbehold. Bogen anvendes endvidere i undervisningen i kreditaftaleret på jurauddannelsen på Aarhus Universitet.

 

Om forfatterne

Hans Helge Beck Thomsen er professor emer. ph.d. og tilknyttet Aarhus Universitet
Claus Rohde er landsdommer, ph.d. og tidl. professor ved Aarhus Universitet.

 

-----------------------------------------------------------------------------------------------

 

Indholdsfortegnelse

Forord

Kapitel 1
Kreditaftalelovens baggrund og anvendelsesområde

Kapitel 2
Kreditaftalelovens definitioner

Kapitel 3
Kreditgiverens oplysningspligt før indgåelse af aftale

Kapitel 4
Særlige regler om betænkningstid og betænkningsperiode

Kapitel 5
Kreditgiverens kreditvurderingspligt

Kapitel 6
Den kontraktuelle oplysningspligt – oplysningskrav til aftalen

Kapitel 7
Kreditgiverens underretningspligt efter aftaleindgåelse

Kapitel 8
Forbud mod pant i forbrugerkreditkøb

Kapitel 9
Fortrydelsesret

Kapitel 10
Kredittagerens betalinger og betalingsmisligholdelse

Kapitel 11
Civilretlige sanktioner – mangelfulde kreditoplysninger, urimelige
vederlag eller omkostninger

Kapitel 12
Personskifte i kreditaftaler

Kapitel 13
Forbrugerens retsstilling over for en kreditgiver i et oprindeligt
trepartsforhold og i en tilknyttet kreditaftale

Kapitel 14
Køb med ejendomsforbehold

Kapitel 15
Retsvirkninger og ophør af ejendomsforbehold

Kapitel 16
Kreditgiverens indenretlige fyldestgørelse i køb med ejendomsforbehold

Kapitel 17
Fogedrettens henvisningsret

Kapitel 18
Kreditgiverens udenretlige fyldestgørelse i køb med ejendomsforbehold

Kapitel 19
Kreditkøb, der ikke er forbrugerkøb

Litteraturfortegnelse
Anvendte lovforkortelser
Domsregister
Stikordsregister

 

-----------------------------------------------------------------------------------------------

 

Uddrag af bogen

Kapitel 2

Kreditaftalelovens definitioner

1 Indledende bemærkning
Kreditaftaleloven indeholder 17 definitioner. En del af dem hidrører fra forbrugerkreditregulativet og er nyskabelser i dansk formueret, mens andre blot er nye formuleringer af kendte begreber. Det er på det nærmeste umuligt at færdes på kreditaftalerettens område med fornøden sikkerhed uden kendskab til lovens definitioner. Som følge heraf vil lovens definitioner ikke blot blive præsenteret i det følgende; der vil tillige blive knyttet en del kommentarer til dem.

2 Lovens definitioner

2.1 Begrebet forbruger
Ved en forbruger forstås i følge § 4, nr. 1, en person, der i forbindelse med transaktioner, som er omfattet af denne lov, hovedsagelig handler uden for sit erhverv.
     En forbruger defineres ud fra den tilsigtede benyttelse af kreditten/ det købte, der ikke må være bestemt til anvendelse i eller for en erhvervsvirksomhed. Forholdene på tidspunktet for aftalens indgåelse er afgørende, jf. FM 2014.169 V. En sådan person kan være forbruger i forskelligartede transaktioner, og detfalder uden for rammerne af
denne fremstilling at give en tilnærmelsesvis udtømmende redegørelse for forbrugerbegrebet i dansk ret inkl. forbrugerkøb, jf. KBL § 4 a. Derfor vil kun hovedregler blive omtalt i det følgende.

2.1.1 Forbruger i en fritstående kreditaftaler
Ved en fritstående kreditaftale forstås en aftale, hvor lånet eller kassekreditten er etableret uden nogen retlig binding til det, som kreditaftalen finansierer.
     En person handler hovedsagelig uden for sit erhverv, når han optager lån og kreditter, som i det hele eller for den væsentligste dels vedkommende er bestemt til ikke-erhvervsmæssig anvendelse. En låntager er forbruger, hvis formålet med lånet er at dække et privat forbrug eller behov. Det er uden betydning, om lånebeløbet anvendes til køb af fast ejendom, løsøre, rejser, til finansiering af studier eller tjenesteydelser, eller om det anvendes til betaling af forfalden gæld. Lån, som optages
med henblik på at investere i selskaber, hvis formål er at investere i værdipapirer, kan være forbrugslån, jf. f.eks. U 2000.577/2 H, hvor lønmodtagere, der optog lån til stiftelse af investeringsselskaber, fandtes at være forbrugere. Dog vil en låntager næppe kunne anses som forbruger, hvis låneoptagelsen foretages af en erhvervsdrivende med henblik på pleje af virksomhedskapitalen, eller hvis der er tale om låneoptagelse med henblik på spekulation i værdipapirer, jf. U 1992.806 Ø.3

Optager en tidligere erhvervsdrivende en kredit med henblik på at betale gæld, som
hidrører fra den erhvervsvirksomhed, han tidligere drev, må han anses som forbruger.
Driver han på aftaletidspunktet stadig erhvervsvirksomhed, men nu inden for et andet
område, kan kreditten næppe anses som et forbrugslån, selv om han ved kreditaftalens indgåelse hovedsagelig handler uden for sit nuværende erhverv. Dette må være oplagt i tilfælde, hvor kreditten er etableret i form af en kassekredit, idet en sådan giver kredittageren mulighed for at benytte kreditfaciliteten til betaling af gæld til sin nuværende erhvervsvirksomheds kreditorer. Der kan derimod være begrundet tvivl i tilfælde, hvor der er tale om en kredit med fast lånebeløb – et egentligt lån – hvis lånebeløb (provenu) er sikret udbetalt til den tidligere erhvervsvirksomheds kreditorer allerede ved kreditaftalens indgåelse.

En person, f.eks. en lønmodtager, som optager lån eller etablerer kredit med henblik på at etablere selvstændig erhvervsvirksomhed, er i relation til låneoptagelsen ikke forbruger, uanset om han begynder virksomheden samtidigt med, at han er lønmodtager.

2.1.2 Forbruger i kreditkøb
Ved køb på kredit må der som ved kontantkøb sondres mellem forbrugerkøb og ikke-forbrugerkøb; sidstnævnte omfatter såvel handelskøb som civilkøb. Det vil senere blive omtalt, at der ofte tillige sondres mellem parternes indbyrdes retsstilling ifølge selve købet – som vil være reguleret ved købeloven, hvis det købte er en løsøregenstand, og ved andre regler, hvis det købte er en tjenesteydelse – og ifølge skyldforholdet, der bl.a. vil være reguleret ved kreditaftaleloven.
     En person handler hovedsagelig uden for sit erhverv, når det købte hovedsagelig er bestemt til ikke-erhvervsmæssig anvendelse for vedkommende. Det købte er til ikke-erhvervsmæssig anvendelse, hvis formålet med erhvervelsen er at dække et privat forbrug eller behov. Dette gælder ikke kun, hvor køberen er f.eks. lønmodtager, studerende eller pensionist, men også hvor køberen er erhvervsdrivende, når det købte hovedsagelig er bestemt til at skulle dække et privat forbrug eller et privat
behov. En lønmodtagers køb af en genstand, der skal anvendes i forbindelse med hans arbejde, anses som et forbrugerkøb. Dette gælder, selv om lønmodtageren udøver nogen selvstændig erhvervsvirksomhed, jf. U 1988.415 V, hvor en repræsentant, der foruden at drive en modeforretning arbejdede for to firmaer inden for tøjbranchen, i forbindelse med køb af en bil blev anset som forbruger, jf. § 4, stk. 2, i den dagældende kreditkøbelov. Begrebet ikke-erhvervsmæssig anvendelse skal forstås
som modsætning til selvstændig erhvervsvirksomhed. Det vil sige, at uden for sit erhverv betyder uden for selvstændig erhvervsvirksomhed.
     Det forhold, at et køb er foretaget med henblik på opnåelse af fortjeneste ved videresalg, udelukker ikke, at køberen er forbruger, medmindre et allerede på købstidspunktet påtænkt videresalg med fortjeneste må anses at være erhvervsmæssigt. Således U 1995.432 H, hvor en række personer med mellemindkomster ved hjælp af lån, som de havde optaget i et pengeinstitut, købte ædelstene med henblik på videresalg med fortjeneste, når ædelstenene, som de forventede, var steget i pris. Højesteret fandt, at der forelå forbrugerkøb, da der ikke forelå oplysninger, som gav grundlag for at karakterisere et videresalg af de købte ædelstene som erhvervsmæssigt. Ved U 1998.47 H fandt Højesteret, modsat
landsretten, jf. U 1996.1541 Ø, at en økonomas køb af 7 transportcontainere derimod ikke kunne anses som forbrugerkøb, navnlig fordi finansieringsformen havde erhvervsmæssig karakter. Ved U 1991.733 V blev en aftale om levering af et nøglefærdigt fritidshus og støbning af den sokkel, hvorpå huset skulle stå, anset som forbrugerkøb.
     Køb af aktier, investeringsbeviser og lignende negotiable dokumenter kan formentlig være forbrugerkøb. Problemet har ikke nævneværdig kreditaftaleretlig betydning, idet det ved bekendtgørelse nr. 497 af 13. juni 1994 er bestemt, at kreditkøb af følgende værdipapirer er undtaget fra lovens område: Aktier, obligationer (bortset fra præmieobligationer), sparekassers garantbeviser, beviser for ansvarlig indskudskapital i pengeinstitutter, beviser udstedt af investeringsforeninger under tilsyn eller lignende værdipapirer. Selv om domstolene i almindelighed ikke anvender betegnelsen forbruger om private personer, som har købt sådanne værdipapirer af en professionel værdipapirhandler, f.eks. en vekselerer eller et pengeinstitut, nyder køberen i alle tilfælde og under anvendelse af termer fra den forbrugerbeskyttende lovgivning en beskyttelse, der ikke på noget punkt er svagere end den, som en køber i
et forbrugerkøb af en fysisk løsøregenstand nyder, jf. f.eks. U 1990.664 Ø, der vedrørte en handel med et privat pantebrev.
     Såfremt en genstand er bestemt til såvel privat som erhvervsmæssig brug, er det afgørende for kvalifikationen, hvilken brug genstanden overvejende er bestemt til. I U 2014.3305 Ø var et I/S’ køb af en bil hovedsagelig bestemt til erhvervsmæssig brug, og køber kunne derfor ikke gøre mangelsindsigelser gældende mod finansieren, jf. KAL § 32 og § 33. Landsretten lagde vægt på, at bilen var leveret til forretningsadressen fordi virksomheden havde brug for en bil i virksomheden, og
at der ifølge indehaverens forklaring var påsat forkerte nummerplader, som betød en forøget vægtafgift.
     Det er forholdene på købstidspunktet, der er afgørende for, om et givet køb er et forbrugerkøb eller ikke. Efterfølgende ændringer i disse forhold kan ikke omkvalificere købet. Se FM 2014.169 VLK, hvor skyldneren havde købt en bil ved en forbrugerkøbekontrakt og efterfølgende fik installeret skolepedaler i bilen med henblik på at anvende bilen til køreskolekørsel. Landsretten fandt, at sælger ikke havde godtgjort, at der på aftaletidspunktet ikke forelå et forbrugerkøb.

2.1.3 Juridisk person med forbrugerstatus
I dansk juridisk teori og retspraksis er visse juridiske personer hidtil blev anset som forbrugere. Dette er nu ændret, idet kun fysiske personer ifølge forbrugerkreditdirektivets art. 3, litra a, kan være forbrugere. Det udelukker dog ikke danske domstole fra fortsat at kunne give visse juridiske personer samme retsstilling, som en forbruger ville have i en tilsvarende situation.
     De juridiske personer, som i dansk ret anses for at have haft status som forbrugere er små juridiske personer med almindelige velgørende og almennyttige formål, og som ikke tillige driver erhvervsvirksomhed og ikke har økonomisk vinding som formål. Det kan eksempelvis være almindelige gymnastik- og idrætsforeninger, foredragsforeninger, mindre grundejerforeninger, syklubber og lignende. Ved U 1988.945 V blev et antennelaug anset som forbruger i en aftale med et aktieselskab,
der havde forpligtet sig til at servicere lauget, og i TBB 2018.191 Ø, hvor en administrationsaftale mellem en ejerforening og en administrator kunne opsiges efter forbrugeraftaleloven.
     Derimod foreligger der ikke et forbrugerkøb, hvor en erhvervsdrivende juridisk person køber en udpræget forbrugergenstand med det formål at stille genstanden til rådighed for sine ansatte i fritiden. Ved U 1996.186 Ø blev et anpartsselskab ikke anset for forbruger i et kreditkøb af en motorbåd, som blev stillet til rådighed for en af selskabets direktører. Se endvidere U 1999.1768 Ø, hvor et optionskøb fandtes ikke at
være en forbrugeraftale, og U 2014.3305 Ø, hvor et I/S’ køb af en bil til såvel privat som erhvervsmæssig brug, var et ikke-forbrugerkøb efter kreditaftaleloven.

2.1.4 Forbruger i kreditaftale, der både er kreditkøb og fritstående lån
En aftale, hvorved der ydes en forbruger kredit, kan indeholde såvel en fritstående kreditaftale i form af et lån, jf. KAL § 4, nr. 3, som et kreditkøb, jf. KAL § 4, nr. 15. En person kan derfor ifølge én og samme aftale være såvel forbruger i et fritstående låneforhold som forbruger i et kreditkøb. Nærmere om sådanne kombinationsaftaler ndf. i afsnit 2.3.

Læs mere under Uddrag af bogen ovenfor