En nyskabende og ambitiøs bog om journalistbegrebet set fra et retligt perspektiv
Denne bog undersøger journalistbegrebet fra et retligt perspektiv, ved at belyse de steder i lovgivningen, hvor begrebet ses anvendt, og der er usikkerhed om, hvordan det skal fortolkes. En usikkerhed, som kan tilskrives, at rigtig mange i dag har eget håndholdte medie, mobilen, og derved kan udfylde den rolle, som tidligere krævede en mellemstor journalistisk medievirksomhed.
Undersøgelserne er baseret på en række centrale journalistrettigheder fra:
- den danske databeskyttelseslov,
- medieansvarslov,
- retsplejelov
- og ophavsretslov,
og fremstillingen belyser, hvordan bestemmelserne fra de fire retsområder udtrykker noget mere generelt om journalistik, selvom de forfølger vidt forskellige formål.
Bogen falder i tre dele:
- I del 1 introduceres emnet, dets aktualitet og relevans.
- I del 2 gennemføres en retlig belysning af journalistbegrebet, med en analyse af kriterierne for at påberåbe sig centrale journalistrettigheder fra de fire retsområder nævnt ovenfor.
- I del 3 undersøges det, om de i del 2 påviste kriterier er de samme på tværs af de fire retsområder. Del 3 afsluttes med en sammenfatning af analyserne med perspektiver om status på området.
Målgruppe
Bogen henvender sig til mediejurister, journalister, nyhedsmedier og andre, der beskæftiger sig med kommunikation.
Om forfatteren
Bogen er skrevet af adjunkt i digital forvaltningsret, ph.d., Jøren Ullits. Jøren Ullits forsker til daglig i forvaltningsret ved Syddansk Universitet, og har igennem en længere årrække beskæftiget sig med de regulatoriske udfordringer en digital medievirkelighed bringer.