Bog: EU-varemærkeret
1.196,00 kr. 1.495,00 kr. inkl. moms

Advokaterne Frank Bøggild og Kolja Staunstrup har udgivet bogen EU-varemærkeret. Bogen er den første danske fremstilling, der giver et samlet overblik over EU-varemærkeretten.

Med introduktionen af EU-varemærket i 1996 blev der skabt et helt nyt og selvstændigt varemærkesystem med egne retskilder, egne processer og egne såvel administrative som dømmende organer. Praksis fra OHIM, herunder Board of Appeals, Retten og EU-Domstolen er i dag helt central for dansk og europæisk varemærkeret. Denne bog giver for første gang en samlet, dansk fremstilling af EU-varemærkeretten og den ofte vanskeligt tilgængelige praksis, der gennem årene er skabt på området. Bogens hovedfokus er de materielle aspekter af EU-varemærkeretten, og bogen foretager en grundig gennemgang af retspraksis først og fremmest fra Domstolen og Retten, men også praksis fra OHIM og national domspraksis inddrages. Fremstillingen giver endvidere et overordnet indblik i den revidering af Varemærkeforordningen og Varemærkedirektivet, der p.t. pågår.

SAGT OM BOGEN:

“…Disse bemærkninger ændrer naturligvis ikke ved, at bogen som nævnt opfylder et stort og længe næret behov for et dansksproget værk om EU-varemærkesystemet. Og den udgør med sin systematiske og velskrevne behandling af de væsentlige varemærkeretlige emner et endog meget godt arbejdsredskab for de mange, der beskæftiger sig med området i praksis…”

- Uddrag af anmeldelse af Knud Wallberg i UfR nr. 36/2015

Målgruppe

Bogen er skrevet af praktikere og henvender sig til advokater og andre, som beskæftiger sig med varemærkeretlige problemstillinger, EU-retlige såvel som nationale.

Om forfatterne

Forfatterne er Frank Bøggild og Kolja Staunstrup. De er og har i adskillige år været tilknyttet advokatfirmaet Kromann Reumert. Begge har omfattende praktisk erfaring med behandling af både nationale og EU-retlige varemærkeproblemstillinger og har ført en række retssager på området.