Tilsyn og kontrol - hvor langt rækker forpligtelsen?

I bogen giver forfatteren sit bud på fastlæggelsen af det administrative og juridiske indhold af begreberne tilsyn og kontrol.

Først gennemgås myndighedens udadrettede tilsyn og dernæst ledelsens interne tilsyn.

Det udadrettede tilsyn behandles i relation til tilsyn myndigheder imellem, tilsyn med arbejdsmiljø og med behandlingssteder og sundhedspersoner, tilsyn med børn og unge samt tilsyn med myndighedens egne afgørelser. For dette tilsyn undersøges bl.a.

• om tilsyns- og kontrolfunktionerne kræver lovhjemmel
• hvad der skal til, for at rejse en egentlig kontrolsag
• om kontrolfunktionen er underlagt de almindelige forvaltningsretlige procedureregler
• om funktionen er underlagt begrænsninger i relation til, hvem der skal kontrolleres.

For den interne tilsyns- og kontrolfunktion fastslås, at funktionen er en naturlig følge af ledelsesretten. Den virkelighed, hvori offentlige myndigheder fungerer beskrives, et afsnit beskæftiger sig med, hvor det alligevel gik galt, hvorefter der ses på de opgaver og det ansvar, som påhviler politikeren og den ledende embedsmand.  

Om forfatteren

Per Byrge Sørensen er cand.jur. Han har tidligere skrevet Forvaltningsret med et digitalt perspektiv.

Bogens indhold

Indholdsfortegnelse:

1. Problemstilling og disponering
2. At føre tilsyn og at kontrollere
3. Folketingets Ombudsmand
4. Tilsyn og kontrol myndigheder imellem
5. Funktions- eller produktbetinget tilsyn
6. Tilsyn med børn og unge
7. Myndighedens tilsyn med egne afgørelser
8. Karakteristika ved myndigheders udadrettede tilsyn
9. Tilsyn og kontrol, internt

Uddrag fra bogen (læs hele uddraget)

2.2 Forvaltningsretlige kategorier

At føre tilsyn og at kontrollere er beføjelser, som kræver hjemmel i gældende ret. Der kan dog siges mere om de generelle karakteristika og de vilkår, som disse beføjelser er undergivet.
Inden for forvaltningsretten sondres traditionelt mellem den disposition at udøve faktisk forvaltningsvirksomhed og den disposition at træffe en afgørelse. Begge processer kræver hjemmel i gældende ret.
At en arbejdsproces karakteriseres som henhørende under faktisk forvaltningsvirksomhed betyder i grove træk, at processen skal eller kan udøves af den myndighed, der er bemyndiget hertil i en speciallov, at dispositionerne skal besluttes og udføres af kompetente medarbejdere hos myndigheden, og at den faktiske forvaltningsvirksomhed skal tilrettelægges og udøves i overensstemmelse med de vilkår m.m., der er beskrevet i den pågældende speciallov.
 Afgørelser træffes i henhold til en bestemt speciallov. Sådanne afgørelser skal indholdsmæssigt være i overensstemmelse med betingelserne i vedkommende speciallov. Den proces at træffe en afgørelse, som retter sig til en bestemt part, skal som en mere indgribende disposition end den faktiske forvaltningsvirksomhed foretages under iagttagelse af særlige spilleregler. Sagens part skal f.eks. have mulighed for at orientere sig og adgang til at komme til orde undervejs i processen. Resultatet af processen, selve afgørelsen, skal udmeldes i overensstemmelse med bestemte krav. Forvaltningsloven er hovedkilden til disse begrænsninger og formkrav. Alt andet lige er det mere omstændigt at træffe en afgørelse i henhold til en bestemt lov end at træffe en beslutning som led i udøvelsen af faktisk forvaltningsvirksomhed.

Det er nærliggende at henholde sig til forslaget til forvaltningslov (L 4, den 2. oktober 1985), når de to begreber skal eksemplificeres. Bemærkningerne til § 2, stk. 1, tilkendegiver således, at patient- og anden klientbehandling, undervisning og rådgivning er at betragte som faktisk forvaltningsvirksomhed. Formålet med forslaget til forvaltningslov – og med den vedtagne lov – var et ønske om at gennemføre en samlet lovfæstelse af de væsentligste rettigheder og beføjelser, der tilkommer den, der er part i en forvaltningssag. I de nævnte funktioner er alle borgere potentielle brugere. Den part, som forvaltningsloven har til opgave at beskytte, er alene den borger, hvis retssfære er eller vil blive berørt af et indgreb fra en forvaltningsmyndighed.
 At træffe en afgørelse betyder efter bemærkningerne til § 2, stk. 1, en forvaltningsmyndigheds udfærdigelse af retsakter, dvs. udtalelser, der går ud på at fastsætte, hvad der generelt eller konkret er eller skal være ret i et foreliggende tilfælde. Eller formuleret med andre ord: En afgørelse er en forvaltningsmyndigheds ensidige beslutning om, hvad der er eller skal være gældende ret i en given eller givne situation(er).
 At føre tilsyn kan beskrives som en myndigheds forpligtigelse til med hjemmel i gældende ret at holde øje med forholdene inden for et bestemt retsområde og i tilslutning dertil, at have adgang til at indhente oplysninger om forhold inden for samme retsområde, og til, at tilkendegive sig vejledende om det undersøgte forhold. Dette traditionelle tilsyn må, da der ikke foretages indgreb over for en bestemt part, kategoriseres som hørende under faktisk forvaltningsvirksomhed.
 Leder tilsynet myndigheden over i en kontrol af forhold, som refererer til et bestemt retssubjekt, vil det videre sagsforløb have en så indgribende karakter for vedkommende borger, virksomhed eller myndighed, at den kontrollerende myndigheds dispositioner og beslutninger i det nu igangsatte forløb må betragtes som afgørelsesvirksomhed i forvaltningslovens forstand. Det skal samtidig erindres, at myndigheden selvfølgelig kun kan beslutte og kun kan benytte de kontrolskridt, som den klart og utvetydigt konkret har hjemmel til at anvende.